Eksperiment: Hverdage

Helt i begyndelsen af arbejdet med Borgerlyst snakkede vi meget om, at det helt grundlæggende handlede om at give folk muligheden for at bruge deres lille ekstra overskud i hverdagen’: Den time om aftenen man ellers bruger på fjernsyn eller Facebook. Den uge, hvor skilsmisseforældrene ikke har ungerne. Den måned, der kan være mellem et jobskifte. De lange perioder mellem opgaver og eksaminer, hvor studerende har masser af luft i kalenderen. De enorme ressourcer mange arbejdsløse brænder inde med i dagpengesystemet. De stille uger, man selvstændige oplever mellem større opgaver. Den rolige barselstid når barnet sover. Det overskud af tid, erfaring og energi, der bliver frigivet, når ungerne flyver fra reden, eller man skruer ned for blusset på vej ud af arbejdsmarkedet.

Vi oplevede selv, hvordan vores lille ekstra overskud ofte bare fordampede, fordi vi ikke vidste, hvor vi skulle gøre af det. Det var ikke nok til at gøre en forskel i sig selv – og heller ikke tilbagevendende eller konsistent nok til, at vi kunne påtage os en længerevarende tjans eller sidde med i en bestyrelse. Men det var nok til at kunne være blevet til noget. Hvis bare vi havde vidst, hvor vi skulle gøre af det.

Derfor satte vi os for at udforske, hvordan vi kunne skabe nogle rammer, hvor man nemt kunne byde ind med en hånd, lidt intensiv sparring, et par timers arbejde eller et vågent øje – og vide, at den lille ting, man gjorde, betød noget i en større sammenhæng.

Når vi snakkede med andre om deres borgerlyst eller interviewede dem til Folkets Stemmer, blev det mere og mere tydeligt for os, at de fleste foreninger eller frivillige organisationer i dag kræver et enten-eller-engagement, der afholdt rigtig mange fra at følge deres borgerlyst. Det var ikke lysten, der manglede. Men derimod den praktiske mulighed for at bidrage på en måde, der forekom både realistisk og meningsfuld i hverdagen.

Så der var et ret grundlæggende problem med al vores snak om ’det lille ekstra overskud i hverdagen’. Der var ikke særligt mange voksne danskere, der oplevede at have det lille ekstra overskud særligt ofte.

Derfor begyndte vi efterhånden at snakke meget om, at en af udfordringerne i forhold til demokratiet, civilsamfundet og moderne frivillighed nok ikke handler nær så meget om ’det tavse flertal’ som om ’det travle flertal’. Og hvis vi skulle have det ’det travle flertal’ i tale, var vi nødt til at udvikle nogle nemmere, sjovere og mere spontane måder at dyrke sin borgerlyst på, end dem vi kender fra det traditionelle foreningsliv og de frivillige organisationer.

På det tidspunkt stødte vi på begrebet hverdagsmagere, som samfundsforskerne Eva Sørensen og Henrik Bang har opfundet til at beskrive en ny type samfundsdeltager, der er opstået i rummet mellem den passive borger, der bare stemmer til valgene på den ene side, og den dedikerede græsrodsaktivist, der lever og ånder politik, på den anden side. De beskriver hverdagsmageren som en slags amatør-aktivist, der pragmatisk fokuserer på at løse konkrete problemer i sin egen nære hverdag. I skolen, i boligen, i lokalområdet. Hvis tingene ikke fungerer, tager de fat på det. De koncentrerer sig om det, de kan gøre noget ved — i et åbent og fleksibelt samarbejde med ligesindede. Det er, som de to samfundsforskere så smukt formulerer det “et udtryk for, at individualitet og fællesskab hører sammen og gensidigt betinger hinanden i hverdagen.”

Hverdagsmagere formår at forløse deres borgerlyst og kombinere det sjove og lystbaserede og nødvendige med den tid, de har til rådighed. Men herhjemme har vi desværre en tendens til at hylde ildsjælene som små superhelte, der er gjort af et særligt stof. Og sige, at alle vi andre aldrig ville være i stand til at gøre det samme.

Men hverdagsmagere er ikke magiske, overskudsagtige superhelte. De er også bare helt almindelige borgere. De har bare fundet ud af, hvordan de kan få mest muligt ud af deres lille overskud i hverdagen.

Hvis vi kunne få dem til at fortælle, hvordan de havde indrettet deres hverdage, ville det kunne inspirere alle andre til at finde vores egne veje. Især hvis vi kunne få dem til ikke kun at fortælle om deres sejre og successer, men også om vejen derhen, de udfordringer de havde mødt på vejen, og hvordan de var kommet om på den anden side. Hvis bare vi kunne få dem til blotlægge processen og afmystificere deres handlekraft. Hvis bare vi kunne få dem til at fortælle mere om, hvordan de har indrettet deres hverdage. Om hvordan de finder tiden. Om hvordan de får økonomien til at gå op. Om de fravalg, det har krævet. Om alt, hvad der er gået galt undervejs. Om alle de grå detaljer vi sjældent fortæller hinanden om, men som er kittet, der får historierne til at hænge sammen og gør det lettere for andre at gennemskue, hvordan de selv kunne gøre noget lignende i deres hverdag.

Nogenlunde samtidig havde Andreas haft nogle spændende snakke med Jeppe Kabell, der på det tidspunkt studerede arbejdsliv og organisationsformer på RUC og havde gjort sig en masse tanker om balancen mellem arbejdsliv, familieliv og fritidsliv. De havde især snakket om, hvordan email og smartphones nedbrød grænserne mellem arbejde og fritid. Og om, hvordan man kunne skabe nye kulturelle normer, der kunne mindske den stress og det manglende overskud, denne ‘always-on’-kultur har medført. Jeppe eksperimenterede med at boycotte Facebook og andre sociale medier. Og Andreas solgte sin smartphone og satte sig for kun at tjekke sin email én gang om dagen.

De var meget inspirerede af bloggen The Setup, hvor forskellige programmører og teknikere bliver inviteret til at svare på fire konkrete spørgsmål om, hvordan de har indrettet deres arbejdsplads og hvilke redskaber og programmer, de bruger for at få deres arbejdspladser til at fungere optimalt. Andreas og Jeppe snakkede om, hvor fedt det ville være, hvis en tilsvarende blog satte fokus på, hvordan forskellige mennesker havde indrettet deres hverdage. For ligesom med arbejdsredskaber er der ingen 100% gnidningsfrie måder at indrette sin hverdag på. Man kan lade sig inspirere af, hvordan andre har skabt åndehuller, fleksibilitet, rytmer, systemer eller luft i økonomien, men vi har alle sammen så forskellige forudsætninger, prioriteter og ønsker, at vi hver især er nødt til at indrette vores egne hverdage. Så hvis vi kunne give et indblik i mange forskellige hverdage og løsningsmodeller, ville det blive nemmere for hver enkelt at plukke de pointer og løsninger, der inspirerede dem og sammenstykke deres helt eget bud på en velfungerende hverdag.

Det syntes Nadja også lød rigtig sjovt — og det tog ikke mange samtaler, før vi tre havde udviklet konceptet, der skulle være en hyldest til hverdagene og et stort inspirations-katalog over forskellige hverdagsløsninger.

Det blev til en blogstafet med otte faste spørgsmål, som alle deltagerne skulle svare på:
Når alle deltagerne svarede på de samme spørgsmål, blev deres hverdagsportrætter lette og sjove at sammenligne.



Vi fik hurtigt sat en blog og en Facebook-side op, hvor vi kort introducerede idéen og lagde portrætterne op efterhånden, som de tikkede ind. Og vi startede med at lægge et hverdagsportræt ud hver især, så vi kunne gå forrest med vores egne eksempler. Og sendte så de første tre stafetter af sted hver især til andre, som vi syntes havde indrettet deres hverdage på en inspirerende måde.

Bloggen kaldte vi og godt Hverdage.dk. Den var – som der også stod i introduktionen – tænkt som:

”En hyldest til hverdagen. Alle de små bidder af livet, som rigtig mange bare gerne vil have overstået, så de kan nå frem til den næste weekend eller ferie. Men som vi synes, er det allervigtigste i livet. De skal ikke bare overleves. De skal udleves. Det er dem, der er livet.”

I begyndelsen var hverdagen med hverdage.dk en fest. Det var nemt, sjovt og lige til at sætte i gang. Og mange mennesker fulgte med og syntes rigtig godt om idéen og fandt masser af inspiration i at læse om de andres hverdage.

Men vi stødte også ret hurtigt på en masse problemer. Vi havde tænkt det som en stafet, så dem, der havde modtaget en stafet fra os, skulle sende stafetten videre til tre andre, når de selv havde svaret på spørgsmålene – og vi håbede på den måde både at nå langt ud over vores eget netværk og høre om hverdage, der lå meget fjernt fra vores egne. Og samtidig var stafettanken et forsøg på at gøre det så enkelt som muligt for os at håndtere i praksis. For hvis deltagerne selv sendte stafetterne videre, ville der ikke være så meget arbejde i det for os.

I praksis gik det ret meget anderledes: Folk fulgte ikke rigtigt op på stafetterne og skulle rykkes mange gange, før de reagerede på dem. Det havde ingen af os rigtigt lyst til at gøre eller bruge tid på. Folk skulle jo kun deltage, hvis de havde lyst og mod på at dele deres tanker – og det sidste vi havde lyst til var at skulle opretholde et stort arkiv over, hvem der havde modtaget stafetter, om vi havde rykket dem, og hvem der havde sagt nej.

Dem, der typisk svarede, var dem, der allerede havde en hel del overskud i hverdagen – og også var ret velformulerede på skrift. Det kom i praksis til at give en vis skævvridning af, hvem der blev portrætteret. Så billedet blev ikke nær så varieret, som vi havde forestillet os.

Mange af dem, vi spurgte, stejlede over spørgsmålet om økonomi. De syntes, det var for intimt og tabubelagt at fortælle offentligt om – men for os at se var det nøglen til hele projektet. Det var jo netop derfor, vi spurgte. For økonomien er og bliver en vigtig forudsætning for, at man kan gøre alt det andet. Det er det uudtalte spørgsmål, der altid står tilbage, når folk beklager sig over, at de har travlt på jobbet og ikke har tid til andet. Hvor mange penge skal de egentlig tjene for at få deres hverdag til at hænge sammen? Og hvor meget behøver de i så fald egentlig at arbejde? Disse spørgsmål ville vi ikke undlade at stille. Deltagerne valgte selvfølgelig selv, hvor konkret de svarede på spørgsmålet. Men de måtte ikke knibe sig helt uden om. Og set i bakspejlet er det helt tydeligt de portrætter, der mest konkret og ærligt fortæller om deres økonomi, som fungerer bedst.

Til vores store overraskelse var der også mange læsere, der blev provokerede af konceptet. Især dem, der havde pressede hverdage, blev utroligt irriterede over at læse om andres mere eller mindre velfungerende hverdage – og mange af kommentarerne endte med at blive forsvarstaler for, hvorfor de ikke selv kunne indrette deres hverdag sådan som den portrætterede person havde gjort. Helt konkret var der mange, der spurgte, hvorfor vi altid kun portrætterede selvstændige uden børn, for det var jo klart, at de havde andre forudsætninger, end dem med faste jobs og børn. I praksis skildrede ca. halvdelen af portrætterne mennesker med fuldtidsjobs og over halvdelen havde børn. Men det var de andre, der sprang i øjnene. Så det, der var tænkt som inspiration, blev alt for ofte læst som en provokation.

I starten stilede vi efter at have et nyt hverdagsportræt om ugen, men efterhånden som stafetterne gik i stå, besluttede vi os for at sætte Hverdage.dk lidt i bero. Jeppe havde travlt med sine studier og skulle være far. Og Nadja og Andreas havde en masse nye Borgerlyst-eksperimenter i støbeskeen, som de hellere ville bruge tid og energi på. Så vi holdt op med at sende flere stafetter ud, og lod samlingen af hverdagsportrætter stå.

Og så skete der noget interessant: Vi begyndte at få den ene mail efter den anden, hvor vidt forskellige mennesker skrev og takkede os for Hverdage.dk og fortalte, hvor inspirerede, de var blevet og hvor store hverdagsbeslutninger, de selv havde truffet på baggrund af nogle af portrætterne. Nogle sendte også nye hverdagsportrætter til os ud af det blå. Eller fulgte op en stafet, vi havde opgivet et halvt år tidligere. Andre spurgte ivrigt, hvornår de næste hverdagsportrætter mon kom.

Så hvor vi før mest havde fået skældud og følt, at eksperimentet virkede modsat hensigten, viste det sig nu pludselig, at meget af eksperimentet faktisk var lykkedes. Rigtigt mange havde faktisk ikke alene fulgt med, de var også blevet meget inspirerede af portrætterne og havde justeret deres hverdage på baggrund af dem. Desuden var Hverdage helt tydeligt nået langt bredere ud i befolkningen, end dem, der ellers fulgte med i Borgerlyst og Samtalesaloner. Hverdage.dk ramte et helt andet sted, og fik netop fat i mange fra det ’travle flertal’, som vi ellers havde svært ved at få i tale.

Så nu er der lidt liv i Hverdage.dk igen. Ikke meget. Men lidt. Og den store samling af hverdagsportrætter, vi lagde ud med, ligger der stadig. Til fremtidig inspiration — eller provokation.

Læs mere

• Begrebet ‘hverdagsmagere’ bliver beskrevet grundigt i Eva Sørensen og Henrik Bangs essay Hverdagsmagerne – en udfordring til demokratiet og samfundsforskningen, som optræder i bogen Den demokratiske udfordring (Hans Reitzels Forlag, 1999)
• Bloggen The Setup, hvor en lang række forskellige programmører, kunstnere og teknik-nørder deler deres fifs og yndlingsværktøj kan findes på http://usesthis.com