Eksperiment: Lock-out skolen

Dette eksperiment – og mange af de andre sammenskud, der opstod i kølvandet på lærerkonflikten i 2013 – har Nadja beskrevet grundigt i denne artikel på Kommunikationsforum, hvor meget af ordlyden i det følgende også er hentet fra.

Nadjas lockout-skole i foråret 2013

I de første uger af konflikten havde jeg helt vildt travlt med workshops for ministerier, styrelser og kommuner. Men da konflikten nærmede sig sin tredje uge, var der luft nok i min kalender til, at jeg vovede pelsen og inviterede til en workshop for lockout-ramte børn.

Det startede i det helt små. Jeg skrev på Facebook:

Og så gik der jo ikke mange minutter, før det begyndte at vælte ind med voksne, der gerne ville tilbyde at hjælpe til som gårdvagter og praktiske grise – og ikke mindst bød ind med det ene fantastiske minikursus efter det andet, så dagen tilsammen endte med at byde på et mini-by-modelbyggeri, der kørte hele dagen under ledelse af nogle dygtige landskabsarkitekter, et animationskursus, en indianerseance, hvor ungerne lærte om indianernes våbenskjolde og fik renset deres ånd af hvid salvierøg, et journalistkursus, en ordentlig omgang parcour i gården og et kanelsneglebagningsværksted med udvikling af mange forskellige smags- og pyntevarianter. Mange af de voksne kendte jeg ikke på forhånd – men vi var fælles om gerne at ville gøre noget for en generation af unger, der ikke som os andre er nødt til at tage de voksnes ord for, at det ikke ville være sjovt, hvis det var jul eller ferie hver dag – men som føler meget tydeligt på deres egen krop, hvad det vil sige at længes efter skolen og hverdagen.

Det var en fuldstændig fantastisk dag for både børn og voksne. Alle lærte en hel masse undervejs. Og jeg kan i hvert fald sige, at jeg selv simpelthen blev så opløftet over mødet med alle de her børn og unge, der kunne, vidste og gjorde så meget, og som jeg havde sådan nogle hyggelige og inspirerende samtaler med.

Men det allermest interessante var egentlig, hvor nemt det var at arrangere. Den største hurdle er helt klart, hvis man ikke har adgang til et tilstrækkeligt rummeligt lokale.

En god bekendt, der er landskabsarkitekt var den første til at melde sig på banen og sige, at hun gerne ville bygge en modelby med børnene. 

Ungerne besluttede selv, at den by de i fællesskab havde bygget skulle hedde “Den langsomme by”. Der var ingen biler, men masser af plads og tid til at hygge og hænge ud. 

 

En veninde, der ved en masse om indianere lavede en workshop, hvor ungerne tegnede indianerskjolde. Her renser hun deres ånder med hvid salvie. 

En teenager, der selv var lockoutet kom også fordi og spurgte, om ikke han skulle holde en idrætstime, fordi han var vildt god til parcour.

En veninde kom forbi i et par timer og stod for husgerningstimen. Her blev der bagt så mange kanelsnegle, at der var rigeligt til hele gården. Og forældrene, da de kom og hentede ungerne sidst på dagen. 

Tre grundingredienser

Men ellers var hovedingredienserne i den opskrift helt grundlæggende

– at udstikke de overordnede rammer for dagen. Det var for eksempel at ”lægge skema”, så der både var en gennemgående aktivitet, man kunne fordybe sig i hele dagen – i dette tilfælde byværkstedet – og nogle kortere aktiviteter, der både gav mulighed for mere action i form af parcour, mere fordybelse i form af f.eks. indianerfortællinger og bageværksted og noget for de lidt større i form af journalistkursus. Men også at indrette lokalet, så der både var mulighed for at være mange sammen og at trække sig lidt tilbage.

– at fralægge sig ansvaret for det, man ikke orker, så man kan fokusere på det vigtige. For eksempel erklærede jeg det hele for ”skærmfri zone”, hvilket helt klart lige affødte nogle abstinenser først – men i praksis gav meget mere ro og intensitet til dagen. Jeg sagde også, at alle selv skulle have madpakker med, så jeg var sikker på, at de fik noget, de kunne lide til frokost – og jeg i stedet kunne koncentrere min serveringsindsats på boller om morgenen og kanelsnegleekstravaganza om eftermiddagen. Og jeg fralagde mig også på forhånd ansvaret for dyrt legetøj, iPads og fint tøj – så jeg i stedet kunne bruge min energi på at mærke efter, hvilke børn der har brug for lidt ekstra opmærksomhed, og hvornår de skulle have lov at fyre noget krudt af i gården, selvom vi egentlig havde planlagt noget andet.

– at have en opstartsaktivitet klar, så de første har noget at lave, når de ankommer – og de nyankomne har noget at ”lande” på. Jeg bad for eksempel meget banalt alle om at starte med at dekorere et navneskilt, så de havde en konkret aktivitet at fordybe sig i og kunne gå på opdagelse i materialerne – og så vi havde styr på, hvad alle hed og som en icebreaker kunne spørge ind til, hvorfor de havde pyntet navneskiltet som de havde. De førstankomne børn bad jeg om at hjælpe mig med at lave et VELKOMMEN-skilt til hoveddøren, så der var noget at gå i gang med fra starten.

With a little help from my friends…

Den vigtigste nøgle til at stable alt det her på benene, var jo netop sammenskuddet i det. Hvis jeg havde skullet gøre det alene, ville jeg højst have turdet tage ansvaret for fire børn, jeg kendte ret godt. Vi ville have haft en hyggelig dag og klippeklistret en masse (men noget mindre tjekket end under landskabsarkitekternes kyndige vejledning), jeg havde nok bagt nogle boller, og vi havde også været nede i gården, hvor jeg ville have siddet lidt på nåle af frygt for, at nogen skulle komme til skade eller op at skændes.

Der er ikke nogen tvivl om, at det ville have været en rigtig fin dag. Men INTET imod, hvad vi tilsammen kunne tilbyde, da vi var mange voksne, der hver især var med til at få det til at ske.
Alt sammen ret enkelt at sætte i gang, hvis bare man tør spørge om ”a little help from ones friends” og at ”hacke” vores samtale- og samværsformer, så vi alle sammen får meget mere ud af det hele.

Tre nemme forslag til selvorganiseret børnepasning

Klippeklistreværkstedet var så den helt store model, som i praksis viste sig at være ret nem at realisere. Men langt mindre kan også gøre det – og give nogle fine ventiler og sjove oplevelser i hverdagen. Lockout eller ej. Her er tre nemme bud på alternative pasningsordninger, der er nemme at selvorganisere:

Saturday night gang
Min veninde Eden i Seattle havde i mange år en ”Saturday night gang” kørende sammen med en større vennegruppe, der alle havde børn i samme alder. Det var en fuldstændig fast aftale, at ungerne hver lørdag skiftedes til at være hjemme hos de forskellige familier, hvor forældrene så gav den fuld gas med hygge, spil, popcorn og film. Alt det, som de netop orkede og glædede sig til, fordi det kun var hver 6. uge – mens alle de andre forældre fik mulighed for at gå til fester sammen, være på dates, gå i biffen eller bare slappe af.

Sygesofaen
I min andelsforening kender vi hinanden rigtig godt. Vi er nok så tæt på at bo i bofællesskab, som man kan komme, uden formelt at gøre det. Og det vil selvfølgelig også sige, at børnene, der bor her, føler sig helt trygge ved de voksne. Også os, der ikke selv har børn endnu. Så det vil sige, at når børnene er syge, er det meget nemt og bekvemt for forældrene lige at sms’e til mig om morgenen og spørge, om jeg arbejder hjemme den dag – og om ungerne så må ligge på min sofa og se Ramasjang. Det er selvfølgelig langt fra altid, at det lige passer. Men ofte gør det – og så er det en virkelig nem ventil i en presset børnefamiliehverdag. Og jeg synes egentlig bare, det er hyggeligt lige at kigge op fra computeren en gang i mellem og stoppe et tæppe ordentligt om dem, komme med drikkevarer og læse en lille historie.

Samtalesaloner
Forleden havde vi for første gang en 12-årig med som fuldgyldig deltager i en af vores samtalesaloner. Og det fungerede simpelthen så godt. Han havde de fineste og sjoveste perspektiver at byde ind med – og det var helt vildt hyggeligt. Så det tåler ikke alene gentagelse – det tåler, at vi spreder ideen om, at man i langt flere sammenhænge, hvor der er både voksne og børn tilstede, sørger for at skabe gode fælles samtaler. Gerne ved at strukturere dem lidt mere end vi normalt gør, når vi snakker sammen til et middagsselskab. Eventuelt ved hjælp af samtalemenuer eller spørgekort, der får det hele til at virke lidt mere som en leg og derfor også fastholder interessen hos både børn og voksne. Der ligger masser af inspiration til samtalesalon-teknikker og spørgsmål til helt gratis brug og inspiration på Samtalesaloner.dk. Det er selvfølgelig udviklet med henblik på voksne deltagere. Men der skal ikke justeres så meget i spørgsmålene, før ungerne sagtens kan være med.

Det kunne også være en god måde at aktivere de mange børn på, der i disse dage er med på arbejde: at holde samtalesaloner kollegerne imellem, hvor man får lejlighed til at snakke sammen om en masse af de ting, der ikke bliver tid til at snakke ordentligt om i hverdagen. Og hvor man kan få børneperspektiverne med undervejs også. Det vil helt sikkert give nogle aha-oplevelser af den slags, man ellers hurtigt betaler dyre ”tag-den-grønne-tænkehat-på-og-tænk-ud-af-boksen-konsulenter” for at facilitere sig frem til.