Eksperiment: Mere mødelyst
Når ideerne fra samfundslaboratoriet Borgerlyst oversættes til arbejdslivet, bliver det til fire nye mødeformater, der styrker medarbejdernes handlekraft i hverdagen. De skaber en infrastruktur, hvor I har tid til at få snakket igennem, husker at udnytte alle jeres egne ressourcer og spreder troen på, at den enkeltes idé og handling gør en forskel.
Læs også artiklen på Kommunikationsforum, hvor den oprindeligt blev offentliggjort.
Da jeg for fire år siden startede samfundslaboratoriet Borgerlyst sammen med Andreas Lloyd, fokuserede vi på, hvordan vi kunne gøre det nemmere, sjovere og mere spontant for alle os borgere at bruge vores handlekraft i hverdagen. Men undervejs har det vist sig, at mange af de metoder, vi udviklede undervejs, er mindst lige så relevante, når det handler om at styrke arbejdslysten og medarbejdernes handlekraft i arbejdslivet.
At blive nogen, der gør noget
Borgerlyst er et samfundslaboratorium, hvor vi gennem en masse forskellige eksperimenter prøver at se, om ikke vi kan gøre det nemmere, sjovere og mere spontant for alle os helt almindelige borgere at deltage mere aktivt i samfundet. Ikke bare brokke os over problemer, som ”nogen burde gøre noget ved”, men i stedet udvikle de redskaber, der giver os hver især lyst til selv at gøre noget, dér hvor vi ser oplagte forbedringspotentialer – mens vi måske ovenikøbet har det sjovt, lærer noget nyt og møder inspirerende mennesker.
Fra Borgerlysts side er det underordnet, om forbedringspotentialet er at plante tagtomater i baggården, lave byggelegepladser, optegne gule striber dér, hvor folk altid får uretfærdige parkeringsbøder, starte byttemarkeder og fødevarefællesskaber eller holde aktiviteter for ungerne, når lærerne er lockoutet. Eller – som denne artikel kommer til at handle om – dyrke iderigdommen og styrke samarbejdet på sin arbejdsplads. Initiativet skal komme fra dem, der selv ser forbedringspotentialet og kender problemet indefra, så de har et realistisk bud på løsningen og har størst interesse i at gøre noget ved det.
Borgerlysts selvproklamerede opgave er at udvikle den ’infrastruktur’, der kan understøtte civilsamfundets spirende renæssance – og det prøver vi at gøre ved at skabe bedre samtaler, fri krydsbestøvning og mod på forbedring. Det skriver vi omfattende om i vores nye håndbog ”Borgerlyst – Handlekraft i hverdagen” (der kan downloades gratis), så her vil jeg i stedet kigge på, hvordan en lignende ’infrastruktur’ kan styrke medarbejdernes iderigdom og handlekraft på mange danske arbejdspladser.
Tre mål med mødelyst på arbejdspladsen
For gennem mine 15 år som selvstændig konsulent har jeg fået indblik i mange forskellige brancher og organisationskulturer – og ofte undret mig over al den uudnyttede innovationskraft og virkelyst, der går tabt i de fleste organisationer. Og jeg tror, der ligger et kolossalt potentiale i at tage fat de samme tre steder på arbejdspladserne, som vi har taget fat med Borgerlyst:
1) At styrke samtalekulturen, så det bliver mere almindeligt at tale alt det helt grundlæggende – hvorfor vi gør, som vi gør, hvad der er meningen med det hele, og hvad de enkelte medarbejdere fra hver deres perspektiv ser af løsninger og hverdagsforbedringer. Samtaler, der er for omfattende til at trives på møder med faste bagkanter og beslutningsbehov og er for komplekse til at tage over frokosten mellem snakken om de sidste nye grilltricks og påskeferieplanerne. Men meget vigtige samtaler, der vil kunne styrke forståelsen for hinandens prioriteringer og motivationsfaktorer, sikre fælles fodslag og forankre strategierne i hverdagen. Samtaler, der udgør den helt nødvendige ”grundforskning” og udgør den tænketrampolin, der er grundlaget for det mere målrettede ide- og innovationsarbejde.
2) At sikre langt mere faglig krydsbestøvning medarbejderne og afdelingerne imellem gennem nogle fast tilbagevendende, stramt styrede mødeformater. Selvom man i dag sørger for at invitere de rette interessenter og kompetencer med omkring bordet, oplever jeg alt for ofte, at mødelederen ikke træder tilstrækkeligt tydeligt i karakter og derfor overlader det til deltagerne at kæmpe om taletiden. Det resulterer ofte i, at alle bidrager med partsindlæg snarere end den alsidige spontansparring, der kunne være kommet ud af mødet. Når møderne bliver styret stramt, så alle får lige mulighed for at give og modtage spontansparring, oplever jeg til gengæld også, hvor langt alle kan blive hjulpet videre med deres ideer på ganske kort tid. Jeg oplever, hvor glade alle bliver af at kunne hjælpe og inspirere hinanden og få deres kompetencer konkret i spil. Og jeg oplever, hvordan der nærmest af sig selv opstår ”faglige sammenskudsgilder”, der ovenikøbet kan være meget omkostningseffektive, fordi man opdager ressourcer eller samarbejdsmuligheder, man ikke anede, man havde inhouse.
3) At genindgyde medarbejderne det mod på forbedring og den tro på, at det nytter, som de fleste møder op med, når de starter på et nyt job, men ofte mister tiltroen til efter et par år på samme arbejdsplads. Både gennem mine konsulentopgaver og gennem nogle omfattende undersøgelser, jeg for nogle år siden lavede for ledernetværket Protocol og Beskæftigelsesministeriet, har jeg ofte undret mig over de ”missing links”, der ofte er mellem topledelsen og medarbejderne. Toplederne undrer sig over, hvorfor der ikke kommer noget mere nytænkende ud af deres stort anlagte innovationsprojekter, mens medarbejderne undrer sig over, at der ikke bliver lyttet til de mange ideer, de igen og igen bidrager med til diverse medarbejder-/borger-/bruger-inddragelses-arrangementer. Og i virkeligheden var der blevet bragt masser af fine, sprøde ideer på banen. De er bare blevet sorteret væk undervejs i gruppearbejdets konsensusprocesser eller mellemledernes sortering. Her ligger der et kæmpepotentiale i at udvikle mødeformater, der genetablerer forbindelsen dér, hvor der i dag er missing links.
Her er fire eksempler på Borgerlyst-inspirerede mødeformater, som jeg tror ville kunne forløse meget af den tabte innovationskraft – og som det står dig frit for at eksperimentere med på din egen arbejdsplads:
1) Samtalesaloner – Samtaler fremmer forståelsen og samarbejdet
Et af Borgerlysts første og til dato mest vellykkede eksperimenter er de Samtalesaloner,
vi holder en gang om måneden. Formålet var at udvikle nogle nye ”semioffentlige rum”, hvor man kunne falde i snak med fremmede og starte samtalerne mere interessante steder end med ”Nå, hva’ laver du så” – og derigennem også styrke borgernes stemmer i den offentlige debat, fordi vi gennem Samtalesalonerne ville kunne træne sammen, så det begyndte at falde alle mere naturligt at snakke om store, komplekse emner, selvom man ikke er politiker eller professionel kommentator. Samme princip er nemt at oversætte til erhvervslivet, hvor samtalesalonerne kan fungere som en super enkel teambuilder på tværs af hierarkierne, afdelingerne og nyfusionerede virksomheder – og indgyde medarbejdere, der ikke ellers pitcher ideer eller tager ordet, mod på at deltage mere aktivt på lige fod med alle de andre. Samtalesalonerne egner sig desuden helt ekstremt godt til at få konferencedeltagere til at falde godt i snak med hinanden i de pauser, alle egentlig kommer for, men sjældent formår at udnytte optimalt.
Konceptet er enkelt og nemt at kopiere: Tricket er at påtage sig værtskabet og sørge for at blande deltagerne, så de undervejs kommer til at snakke med nogen, de ikke kender – eller sjældent taler med. Og derudover at give dem nogle samtalestartere i form af prikkende spørgsmål, der sikrer, at samtalerne starter uventede steder og bevæger sig i overraskende retninger. Dybest set handler det om at flytte pickuppen, så ingen af deltagerne kan lire deres vante small-talk-grammofonplader af, og de derfor bevæger sig ud på ukendt territorium sammen. På Samtalesaloner.dk ligger der masser af eksempler på samtalestartere og samtalemenuer, som du frit kan downloade og bruge, hvis du har mod på at holde dine egne saloner – eller bruge dem som inspiration til at finde på dine egne spørgsmål, der vil være relevante inden for dit fag eller på din arbejdsplads.
2) Løsningslaboratorier – Drop gruppearbejdet og lad alle udvikle på deres egen ide
Noget af det mest befriende ved samtalesaloner er, at samtalerne ikke i sig selv er målrettede. Det er samtaler for samtalernes egen skyld, og som vært ved man aldrig rigtigt, hvad der er blevet snakket om, fordi det bryder det intime rum, hvis der skal følges op på samtalerne til sidst. Men som vært kan det være lidt frustrerende, at man ikke aner, hvad deltagerne er så optagede af at snakke om, fordi det vil bryde den fine intimitet mellem dem, hvis man blander sig eller laver opsamling i plenum bagefter. Men dermed være ikke sagt, at man ikke også kan bruge salonteknikkerne til nogle mere målrettede processer, hvor man kan ”høste” ideer, policy-forslag eller beslutningsgrundlag. Det gør vi i Borgerlystregi gennem de Løsningslaboratorier, vi holder for ministerier, styrelser, kommuner og erhvervslivet – og engang imellem for os selv, når vi har en konkret udfordring, vi gerne vil have Borgerlyst-samfundets hjælp til at finde løsninger på.
Grundprincippet i et Løsningslaboratorium er, at hver deltager udvikler – og meget konkret prototyper på – sin egen ide hele vejen igennem, men undervejs får masser af spontansparring fra de andre deltagere, der både sikrer den faglige krydsbestøvning og modet på forbedring, fordi alle undervejs bliver klogere på, hvordan de helt konkret ville kunne føre deres ide ud i livet. Til sidst producerer alle deltagerne en plakat eller model, der ikke alene visualiserer deres ide, men også helt konkret beskriver konceptet, og hvad der skal til for at føre det ud i livet.
Det meste af arbejdet foregår individuelt gennem forskellige styrede øvelser, der sikrer den nødvendige fremdrift i arbejdet – og selvfølgelig er alle velkomne til at finde sammen med andre undervejs, hvis deres ideer matcher. Men ved at give alle mulighed for at arbejde kompromisløst med deres egen ide, undgår vi, at deltagerne falder i den tandløse konsensusfælde, der ofte er resultatet af meget gruppearbejde, hvor grupperne kan have nok så interessante diskussioner undervejs, men ender med at arbejde videre med den ide, alle kan blive enige om, i stedet for det, de hver især brændte mest for. Hvis hver enkelt deltager får mulighed for at arbejde med lige den ide, de brænder mest for og kan se den bedste løsning på, er de langt mere koncentrerede og engagerede hele vejen gennem forløbet – og de afsluttende koncepter rummer typisk en masse virkelig gode og meget nemt realisérbare ideer og afdækker blinde vinkler i organisationen, der ikke hidtil er dukket op til overfladen. Typisk fordi der bare aldrig var nogen, der spurgte.
Bagefter ligger der selvfølgelig et større arbejde med at finde mønstre på tværs af ideerne, som det er altafgørende, at nogen påtager sig og tager alvorligt, så der bliver fulgt ordentligt op på det hele. Men selvom det kan forekomme lidt uoverskueligt, fordi der i sagens natur er tale om lige så mange ideer, som der var deltagere i løsningslaboratoriet, er det virkelig sjovt og inspirerende arbejde – ikke mindst fordi du ikke selv kan undgå at få udfordret dit eget faglige tunnelsyn, når du ser, hvordan ideerne, hverdagen og udviklingspotentialet ser ud fra alle de andres synsvinkel.
3) Træffetid – Spontansparring gør det nemmere at komme fra tanke til handling
Også vores ugentlige Træffetid er superenkelt: Vi sidder på en cafe hver mandag klokken 16-18, og alle er velkomne til at kigge forbi for at få spontansparring på deres borgerlystne ideer. For at minimere kalendergymnastikken er der ingen tidsbestilling, så man kommer bare forbi, hvis det lige passer – og gæsterne er så indforståede med, at der både er chance/risiko for at have vores fulde opmærksom i to timer og at blive en del af en større rundbordssamtale, hvor mange borgerlystne gæster er med til at sparre på hinandens ideer. Kommer der ingen gæster, får vi et kærkomment pusterum, hvor vi kan snakke om alt det, vi ellers ikke får snakket om til daglig.
To timer om ugen lyder måske af meget, men faktisk er det meget tidsbesparende for os, fordi vi så ikke behøver at tage stilling til eller kalenderkoordinere en masse kaffeforespørgsler. Samtidig er det vildt inspirerende at høre, hvad andre har gang i, det er dejligt at kunne hjælpe andre, og ikke mindst er det som ugentlig teambuilding os imellem. Men det nok så interessante er selvfølgelig, hvor nemt og effektivt vores spontansparring hjælper gæsterne videre – og hvor meget de får ud af at møde hinanden, når der er mange.
Hvis vi oversætter det samme princip til erhvervslivet, tror jeg, mange ledere, nøglemedarbejdere og eksperter vil kunne få meget ud af at indføre en fælles træffetid.
Med Træffetid ville toplederne råt for usødet høre ideerne fra medarbejderne selv. Ikke altid lige gangbare, nej – men ofte krøllede, kompromisløse og klarsynede. Og så kan man jo altid arbejde videre med dem dérfra, give dem sparring på, hvad der skal til for at føre ideen ud i livet og koble medarbejderne op med hinanden på tværs af afdelinger. Her ville Træffetid give mulighed for at genopbygge ”the missing links” i innovationsprocesserne. Og ikke mindst skubbe effektivt på talentaccelerationen.
4) Menneskelige opslagstavler – Mikropræsentationer skaber grundlag for ide-dating
Måske når I dertil, hvor vi også er med Borgerlyst: At der kommer så mange til Træffetid, og de tydeligvis får så meget ud af at møde hinanden, at Træffetid i sig selv ikke længere er nok. I så fald kan det være en ide at indføre ”Menneskelige opslagstavler”. Det er tilbagevendende arrangementer, der egner sig utroligt godt til at kombinere med en fredagsbar, så det også bliver et afslappet, socialt arrangement og tiltrækker andre end ”The Usual Suspects”.
Princippet svarer til mikropræsentationskoncepter som PechaKucha, Ignite og Demodag, hvor oplægsholderne superkort og koncentreret fortæller om noget, de brænder for. Helst med en helt stram tidsramme – fem til syv minutter – der styres og afbrydes kort, kontant og uproblematisk, fordi alle på forhånd kendte rammen. Mikroformatet sikrer, at deltagerne koncentrerer sig om at sige det vigtigste, og at det aldrig er nogen katastrofe, hvis et indlæg ikke er på niveau. Ordet er som sådan frit, men det er vigtigt at skabe en kultur for arrangementet, der lægger vægt på konkrete løsninger, hvad der skal til for at komme videre med dem – og hvordan andre kan være med, hvis de også tænder på ideen.
Efter striben af mikrooplæg er der fri mingling, hvor tilhørerne kan tage fat i talerne, hvis de er blevet inspireret til at være med eller har gode ideer til, hvordan tanken kan føre til handling. Eller talerne kan finde hinanden og slå pjalterne sammen om ideer, der ligner hinanden. Og lederne har igen lejlighed til at lytte åbent og uforpligtende til, hvad der rør sig i organisationen og gå videre med de ting, der forekommer relevante.
Rammerne og det gode værtskab
Tilbage til ’infrastrukturen’. For fælles for alle fire formater er, at det i bund og grund handler om at skabe nogle stramme, genkendelige rammer, der sikrer, at alle får taletid og føler sig så trygge ved konceptet, at de kan koncentrere sig om indholdet. Hvis det skal lykkes, er det alfa og omega, at værten – ikke nødvendigvis lederen, men den der har værtsrollen ved det pågældende arrangement – træder tydeligt i karakter. Tager teten og udstikker nogle klare rammer for, hvad der skal ske hvornår – og hvorfor.
Da vi begyndte at holde samtalesaloner, var vi selv lidt spændte på, hvad så mange voksne, højkompetente, selvstændige mennesker ville sige til, at vi tillod os at styre dem så stramt, som vi gjorde. Men det viste sig hurtigt, at det for de fleste gæster var en kæmpe befrielse, at de ikke selv behøvede bekymre sig om, hvem de skulle snakke med, sikre, at det blev interessant og holde øje med tiden. De usikre følte sig trygge ved, at vi som værter nok skulle ”redde dem”, hvis de sad fast med en irriterende samtalepartner, de små-revolutionære glædede sig over at have nogle rammer at bryde, og generelt lod alle til at blive meget mere kreative og nærværende af bare at være til stede og fylde noget i rammerne, i stedet for selv at skulle skabe rammerne også. Som vært er det selvfølgelig helt fint at improvisere, hvis man får en ny ide, eller der sker noget uventet undervejs – så længe der aldrig hersker tvivl om, hvem der har værtskabet.
Det afgørende er ikke, præcis hvor tit du holder disse alternative mødeformater, eller om du gør det præcis på den måde, vi gør i Borgerlyst. Det vigtige er, at der bliver tale om jævnligt tilbagevendende begivenheder med en forholdsvis høj frekvens, et genkendeligt format og en markant vært. For efterhånden som arrangementerne bliver en velkendt, tilbagevendende del af virksomhedskulturen, vil andre medarbejdere end Tordenskjolds soldater få mod på at møde op og deltage aktivt. Frekvensen er også vigtig, fordi udviklingspotentialet risikerer at tabe pusten, hvis ideerne ligger for længe på lager – og ikke mindst er de tilbagevendende begivenheder et vigtigt signal om, at I faktisk mener det alvorligt. At I arbejder seriøst på at skabe den infrastruktur på arbejdspladsen, der gør det nemt at komme fra tanke til handling.