#13 Nadja: Hvornår bekender du kulør?

En af de ting, der har forandret sig markant i det danske demokrati på ganske få år er, at folk er blevet meget mere åbne omkring, hvad de stemmer. For ganske få år siden var politiske kulører de fleste holdt for sig selv. Men i dag er det ikke bare kändisser, der pludselig taler åbent om deres politiske tilhørsforhold på tv og røde løbere. Det er også helt almindelige borgere, der viser deres partifarve ved at sætte badges på deres Facebook-profiler og meldinger åbent ud om deres politiske holdninger i de sociale medier.

Og det kan jeg faktisk ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om.

Helt overordnet ville jeg ønske, at folk (og JA, jer-der-kender-mig-personligt, det er heller ikke fordi jeg selv har vundet verdensmesterskabet i klare udmeldinger… jeg arbejder selv på at blive meget bedre til det) var meget bedre til at bekende kulør i alle aspekter af tilværelsen. Sige til og fra. Melde ind og stemple ud. Fortælle ærligt, hvad de har lyst til, og hvornår man får dem på nerverne. Hvad de drømmer om, frygter og håber kommer til at ske.

Jeg tror, det ville redde så mange parforhold og venskaber, hvis vi blev bedre til at melde klart ud. Og ikke mindst, ville det styrke den danske arbejdsstyrke, -iver og -glæde helt enormt, hvis vi blev bedre sig til at sige til og fra og melde ind med vores ideer, til dem, der kan gøre noget ved dem – i stedet for at brokke os, når mødet eller forhandlingen er forbi – eller når chancen for at forandre tingene er forpasset. Det hænger lidt sammen med det der om at se at komme ud af starthullerne i stedet for at vente på at blive klar og finde det helt perfekte tidspunkt. Speak your mind – or remain forever silent…

MEN når det gælder de politiske udmeldinger, er jeg ikke helt så sikker på, hvor gavnlige de er. Og det er ikke fordi jeg principielt har noget imod, at folk melder ud. Så længe det også er ok at holde det for sig selv. Det er mere, fordi det indebærer en risiko for at trække fronterne endnu skarpere op og understrege blokpolitikken endnu mere. For jeg er i tvivl om vi lytter helt så åbent til hinanden, hvis vi på forhånd ved, hvor hinanden står. Om ikke de umeldinger gør os dovent-kræsne. Bliver nogle meget nemme overordnede farver og kulører at sætte på hinanden – så vi ikke er nær så modtagelige overfor at høre, hvad hinanden rent faktisk siger.

Jeg ved det ikke, og jeg har ikke selv haft så mange lejligheder til at teste det i praksis. For siden jeg begyndte at udvikle motivationsretorikken – og i særdeleshed efter vi startede Borgerlyst – har det været vigtigt for mig at holde det for mig selv, hvad jeg stemmer. Det er et meget bevidst fravalg, at jeg ikke er medlem af et parti. For det er vigtigt for mig, at mit virke er tvær-parti-politisk. Og mit fokus på demokratiet ligger alle andre steder end på rådhusene og på Christiansborg. Det handler slet ikke om partipolitik og valgkampe – det handler om folkets valg i hverdagen. Men alligevel er jeg bange for, at folk ville begynde at lytte mere doventkræsent til det, jeg siger, hvis de med det samme kan sætte en partipolitisk label på mig.

Så selvom jeg grundlæggende går ind for, at vi alle sammen skal bekende meget mere kulør i de fleste sammenhænge, tvivler jeg på, om det er det rigtige at gøre partipolitisk set. Og for mit eget vedkommende har jeg fået rigtig mange gode oplevelser ud af at forbeholde mig retten til at være “joker”.

For det første fratager det mig selv muligheden for at være doven-kræsen. Jeg lytter selv mere opmærksomt til udmeldingerne fra alle andre fronter, for at finde ud af, om jeg stadig står der, hvor jeg troede jeg stod. Men for det andet har det betydet, at jeg efterhånden kender politikere og vælgere fra (ok, stort set) alle partier. Og jeg har nogle vildt interessante samtaler med dem om alt det helt grundlæggende – snarere end de markante, skarptskårne valgkampsbudskaber. Samtaler, der især handler om de grundlæggende ideologier, der ligger til grund for folks partivalg. For det er der plads til at snakke om, når det hele ikke handler om at mundhugges for at overbevise hinanden. Men man i stedet tager sig tid til at snakke om, hvad det er for et samfund, vi grundlæggende gerne vil have. Og det tvivler jeg – men jeg vanvittigt nysgerrig efter at høre jeres tanker om det – på, om lader sig gøre helt så godt, hvis man bekender kulør fra starten.

Hvad gør du selv – og hvorfor?

Er der bestemte sammenhænge, hvor du holder din politiske overbevisning for dig selv – og andre, hvor du altid bringer den i spil? Hvad gør forskellen?

Er der forskel på, hvordan folk lytter til dig afhængig af, om de ved, hvor du står eller ikke kan placere dig?

Lytter selv anderledes til folk, hvis du ved, hvor de står?

Har du nogen sinde stemt noget andet, end det du har sagt til dine venner eller meningsmålingerne? Hvorfor?

Kan man lade sig gruppepresse til at stemme noget bestemt?

Tænker du anderledes om folk, du kender, hvis de viser sig at have en anden politisk overbevisning, end du troede?

Bliver du dovenkræsen af, at kende folks ståsted på forhånd?  Eller skærper det netop din opmærksomhed?

Og hvad sker der, hvis du forbliver kulørløs som jokeren?

Hvornår bekender du kulør – og hvad sker der så?