#14 Andreas: Er du en byrde eller en ressource?

Fornylig var jeg på et kursus i permakultur. Permakultur er en disciplin, hvor man arbejder med at udvikle bæredygtige, helhedsorienterede designs, der søger at maksimere antallet af nyttige forbindelser for natur og mennesker.

Det her med de “nyttige forbindelser” er et udtryk for den systemtænkning, som er kernen i permakultur: Her ser man Jorden som et samlet kredsløb af inputs og outputs, som vi ikke kan kontrollere, men som vi kan prøve at vende til vores egen fordel – ved at arbejde med naturen i stedet for at arbejde mod naturen.

Dette kommer bl.a. til udtryk i et af permakulturisternes yndlingsudtryk, “problemet er løsningen”. Med dette mener de, at når vi ser noget som et problem, så er det som oftest er resultatet af vores egen ufleksible tænkning. Vores problemer opstår som oftest, når vi står med outputs, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre med – som ikke passer ind i vores systemer, og som vi derfor prøver at skaffe os af med.

Men i praksis er hele Jorden et lukket system, så der er ikke noget “væk” hvor du kan smide ting hen. Alle outputs bliver i sidste ende til inputs for noget andet, uanset om vi vil det eller ej. Og overladt til sig selv, uden vores hjælp, vil disse outputs blive til inputs, der sandsynligvis vil skabe nye, skadelige forbindelser.

Et eksempel:
Før i tiden smed vi rask væk affald med forskellige tungmetaller ud på lossepladser landet over. Men tungmetallerne blev ikke bare liggende. De siver ligeså langsomt ned i grundvandet. De bliver input i et nyt kredsløb, som på et tidspunkt kommer tilbage til os og danner nye, skadelige forbindelser, der kan give os kræft og hjerneskader. I dag smider vi stadig masser af tungmetaller ud. Men nu deponerer vi dem i særligt, hermetisk tillukkede depoter, der koster en formue oprette og sikre ude hos Kommunekemi, hvor de kan ligge i al evighed.

Sagen er, at når vi gør et output til et problem, så opgiver vi også at se de muligheder for nyttige forbindelser, som dette output rummer. Vi ser ikke, hvordan dette output kan blive et input og danne en ny, nyttig forbindelse. Kort sagt, så ser vi ikke, hvordan et problem kan være en løsning, og dermed giver vi kun grobund for flere problemer.

Denne snak om inputs og outputs er nok lidt abstrakt. Lad os gøre det lidt mere konkret ved at kigge på nogle af de inputs og outputs, der er i vores samfund. Her kalder vi det dog ikke “inputs og outputs”, men som oftest “ressourcer og byrder”.

Ressourcerne holder hjulene i gang. De betaler skat. De forsørger. Mens byrderne ofte bliver beskrevet som samfundets store udfordringer: Ældrebyrden, de besværlige børn i folkeskolen, de arbejdsløse og aktiverede, indvandrerne, de kriminelle, de handicappede, og så videre.

Vi bruger rigtigt mange penge på at håndtere byrderne. Vi ser dem som problemer. Som en slags affald, som vi skal kontrollere eller skaffe os af med i en slags, hermetisk tillukket forvaring, der minder om den ude hos Kommunekemi.

I permakultur siger man, at affald blot er et udtryk for dårligt design. En uudnyttet ressource. Det mener jeg f.eks. er tilfældet, når der er så mange børn, der bliver gjort til problemer i folkeskolen, fordi de har svært ved at sidde stille. Det er ikke ensbetydende med, at der er noget i vejen med børnene, men det er et udtryk for, at det system de indgår i – skolen – ser dem som en byrde og ikke som en ressource. Og det er kun et udtryk for, at skolen er et dårligt designet system, der ikke formår at maksimere antallet af nyttige forbindelser mellem de inputs, den modtager og de outputs den producerer.

Der er mange andre eksempler. Prøv at tænke over de systemer du indgår i:
Hvornår bliver du set som en byrde?
Hvornår bliver du set som en ressource?

Billedet til dette indlæg er taget af Dennis Brandbyge/aNatura.dk