#16 Andreas: Hvor tæt på skal du være for at føle ansvar?

I går spurgte Nadja, hvilke grundlove vi hver især lever efter.

Det fik mig til at tænke på min egen, indre grundlov. Mit eget værdisæt. Og hvordan det har udviklet sig. Og det gik op for mig, at mine værdier først er blevet virkelige for mig i det øjeblik, hvor de er blevet testet. Hvor virkeligheden forvandler mine etiske paragraffer fra abstrakte problemstillinger til virkelige, menneskelige og konkrete udfordringer, som jeg skulle forholde mig til her og nu.

For én ting er, hvad vi siger til os selv, at vores grundlov og værdier er. En anden ting er, hvordan vi hver især udlever disse værdier i vores hverdag.

En af de værdier, der er centrale for mig, er nærvær. Jeg tror, at hvis vi hver især er mere nærværende – og dermed mere opmærksomme på både vores egne og andres behov – så vil vi være bedre til at hjælpe andre – og selv blive hjulpet – i hverdagen. Jeg tror, at de fleste gode ting starter i det små. Når vi først har vænnet os til at være nærværende, og oplever, at det ikke er farligt at hjælpe andre eller selv at være åben for hjælp, så får vi modet til at prøve kræfter med større forandringer.

Men nærvær er ikke altid let. Vi har ofte travlt og hovedet fyldt med bekymringer og overvejelser, og kan ikke altid lige overskue andres behov for hjælp. Men jeg tror, at der er en lakmus-test for nærvær: Ansvarsfølelse.

I de øjeblikke, hvor man føler et ansvar for andre, dér er man tilstede og nærværende. Dér synliggør ansvarsfølelsen ens værdier og påkalder én til handle på dem. Som f.eks. når jeg ser en person, der er kørt galt på sin cykel og ligger i smerte på cykelstien. Eller når jeg en person, der står med tårer i øjnene på gaden. Eller når jeg ser et indslag om asylbørnenes vilkår i Sandholm-lejren eller om de sultende børn på Afrikas Horn. Når jeg ser andres behov, og ser, at det er et behov, som jeg kan være med til at dække. Så føler jeg også et ansvar for at være med til at dække det.

Men min oplevelse er desværre, at jeg er blevet god til at bortrationalisere dette ansvar for at undgå at handle og i stedet kunne fortsætte min travle hverdag. Jeg kan hurtigt se, om der er nogen, der er tættere på, som allerede hjælper, og som dermed kan fritage mig for det ansvar, jeg føler: Der er allerede to, der har samlet sig ved den faldne cyklist og har ringet efter en ambulance. Der er allerede folk, der er frivillige i Sandholm-lejren, og de klarer det vist fint. Nødhjælpsorganisationerne har allerede indsamlet en masse penge til Afrikas Horn, så det går nok også uden mit bidrag. Der er næsten altid nogen, der er tættere på og som er bedre rustet til at handle.

Det er nemt at sige, at der er nogen, der er tættere på, at de løser det fint, og at det derfor ikke er dit problem. Men hvis du føler ansvaret, så er du tæt på. Du kan altid hjælpe.

Hvor tæt på skal du være for at føle ansvar?
Hvor tæt på skal du være for at du handler på det ansvar du føler?
Hvad sker der, når dine værdier møder virkeligheden?