#3 Nadja: Hvornår er du egentlig blevet så kræsen?

Smag og behag er forskellig. Men rigtig meget smag og behag gror også fast, fordi man aldrig giver det nye og ukendte en fair chance. Børn bliver ofte – og gudskelov for det – opfordret til at prøve alt muligt nyt og give det chancen. Unge er ofte meget åbne og nysgerrige efter at prøve det meste mindst en enkelt gang. Men voksne tillader rask væk sig selv at være vanvittigt kræsne.

Det gælder både mad fra andre køkkener og nye ingredienser; andre kulturers sprog og traditioner; aviser, tv-programmer, musik og kulturtilbud; nye motionsvaner; nye teknologier; nye indlæringsformer; nye talemåder; nye omgangsformer; nye medier.

Selvfølgelig findes der også god kræsenhed. Det er den slags kræsenhed, der svarer til at træffe bevidste valg og gå efter det særlige. Men den slags kræsenhed forudsætter, at man har prøvesmagt hele udvalget, udfordret sig selv og truffet sig valg. Fundet ud af, hvad der faldt i smag.

Men langt det meste kræsenhed er af den anden slags. Den slags, der bunder i uvidenhed og manglende nysgerrighed. Eller lad os bare kalde det dovenskab.
Det får så være, hvad det være vil, når det gælder alle de oplevelser den dovent-kræsne snyder sig selv for. Men det går sgu ikke, når det kommer til holdninger. Og slet ikke, når der er valgkamp.

For her er det meningen, at vi skal lytte åbent til alle de argumenter, også dem vi er uenige i. Både for politikernes vedkommende og vi indbyrdes diskuterer politik. Det er sådan, vi reelt kan blive klogere og træffe bevidste valg.

Men de fleste af os er ekstremt dovent-kræsne overfor hinandens holdninger. På baggrund af de første par sætninger stempler vi hinanden – eller de politikere vi på forhånd forventer at være uenige med – som racister, hallalhippier, stokkonservative, kommunister, ultraliberale, indskrænkede, nationalistiske, elitære, grønne, røde, blå eller sorte. Og så snart vi har stemplet de andre lukker vi ørerne overfor alt, hvad de siger, selvom teoretisk set godt kunne have sagt noget fornuftigt.

Og det er faktisk lige så galt, at vi til gengæld lytter fuldstændig ukritisk til dem, vi har besluttet sig for falder i vores smag og behag. Det bliver vi heller ikke meget klogere af.

Hvornår begyndte du selv at blive kræsen – og hvornår holdt du op med at lytte til dem, der mente noget andet end dig selv?