#7 Nadja: Hvem vil du glæde i dag?

For nogle år siden designede tekstildesigneren Katrine de Place Bjørn nogle skønne stofmedaljer. Og dem har jeg efterhånden opkøbt ret mange af, for at kunne hænge dem om halsen på folk, der fortjente en medalje.

Det har gennem tiden været både gode venner, min far, højprofilerede kunder, nogle af de skønne unger i mit liv og skæve bekendtskaber. Nogle gange har det været i meget festligt lag, andre gange i mere formelle businessrammer. Men én ting har været fælles hver gang: alle er simpelthen blevet så glade, at de har fået helt røde kinder.

Og det får mig hver gang til at tænke, at jeg åbenbart ikke ellers har fået sagt højt og tydeligt nok til dem, hvor meget jeg sætter pris på dem – og hvor vigtigt det er at blive rost i andres påhør.

Den slags tanker bliver for alvor sat på spidsen, når nogen dør. Efter et dødsfald taler alle altid meget højt om, hvor fantastisk afdøde var – og hvor kolossal en forskel vedkommende gjorde i alle vores andre liv. Hvis det er en kendt person bliver det ofte helt overvældende meget med det fulde flor af nekrologer, tv-highlights om afdødes mange meritter, blomsterorgier foran bopælen, virtuelle mindelys og stride strømme af folkets R.I.P-hilsner på Facebook. Men også, når der er tale om ”helt almindelige mennesker” står det først ved deres død helt klart for alle, hvilke unikke mennesker de var og hvor fantastiske liv, de levede.

Og jeg kan aldrig lade være med at tænke på, om vi nu også fik sagt det tydeligt nok til dem, mens de stadig var i live. Det tror jeg desværre sjældent, vi gør.

Det gælder langtfra kun i de tilfælde, hvor der ligefrem skal et dødsleje til, før vi får munden på gled. Jeg tror helt grundlæggende, at vi alt for ofte tager for givet, at alle andre ved, hvor meget vi sætter pris på dem og deres indsats.

Og at vi ofte først får sat ord på det, der kunne have gjort hele forskellen, når det er for sent. Når parforholdet er frosset til is. Når depressionen har indfundet sig. Når medarbejderne har forladt jobbet, fordi de ikke følte, de gjorde en forskel. Når iværksætteren må lægge drømmen på hylden, fordi det føltes som at slå i en dyne. Når venskabet løber ud i sandet. Når folk har foldet deres mest pudsige sider sammen, fordi de følte sig for mærkelige og rettede ind efter normen.

Det handler ikke om at gå rundt og rose i flæng, tide og utide. For så underminerer rosen hurtigt sig selv. Men vi skal blive meget bedre til at sige det højt, når vi mener det. Og til – som min veninde Katrine Dahl Clement fortæller om i dette fine klip, hvor hun giver et lynudsnit af sin ph.d.-afhandling – at begrunde vores ros, så den ikke bare bliver mere troværdig, men også bliver så konkret, at vi virkelig kan bruge den til noget.

Hvis vi blev bedre til at rose på den gode måde, tror jeg faktisk, at vi i det helt store samfundsperspektiv ville kunne komme en masse dårligdomme til livs. En anden af mine veninder (pudsigt, men næppe helt tilfældigt, at mange af de skønne mennesker i mit liv springer frem i bevidstheden i netop dette indlæg) – Louise Elling Scheele – mener ligefrem, at vi kan flirte os til fred. Eller, som hun kalder det: “berøre andre let med lyst”. Og her er det vigtigt at forstå, at hun ikke nødvendigvis “flirt” i erotisk forstand, men mere at “se hinanden” og glæde hinanden med et smil og lidt ekstra overskud. Og alt det, det kan sætte i gang.

Og det starter med os hver især. Så kig dig omkring og tænk over hvem du vil glæde i dag. Og glæd dig over, at der absolut ikke behøver være begrænsninger på hvem og hvor mange du vælger.

God og glædelig weekend.