Fra afmagt til handling

Start din egen flygtningehjælp ved hjælp af sammenskudsgilder, mikrohandlinger og engagementstrapper

Over hele landet samles Venligboere for at give de mange flygtninge en bedre og værdig start på livet i Danmark. Et 100% borgerbestaltet indsamlede 9 containere og to lastbiler fulde af tøj, sko og bamser, som tre frivillige kvinder uddeler på Lesbos helt uden om de velkendte nødhjælpsorganisationer. Og flere asylcentre oplever ”lovestorms” med velkomstbreve og –komiteer. Alt sammen sat i værk af helt almindelige borgere, der gerne vil gøre en forskel. Det er civil courage, borgerlyst og aktivisme anno 2015 – og her kan du finde inspiration til, hvordan du selv kan være med til at gøre en forskel.

Da jeg var lille, forstod jeg ikke, hvordan sådan noget som holocaust og folkemord kunne ske. Og endnu mindre forstod jeg, hvordan indbyggere i de lande, der havde deres på tørre og slet ikke var en del af krigene, kunne se til, mens deres regeringer sendte både fyldt med flygtninge væk og lukkede deres grænser.

Det forstår jeg helt grundlæggende sådan set stadigvæk ikke. Men nu hvor voksenlivet trænger sig på, begynder jeg at forstå, at verden kan stå i flammer og mennesker være på flugt lige omkring én, uden at man rigtigt får reageret.

Der er så meget, der hele tiden kræver ens opmærksomhed, at vigtige nyheder og informationer nemt drukner i strømmen. Og samtidig er mediebilledet så komplekst, at det er helt umuligt at få overblik over alt det, der sker og man egentlig burde reagere på. Desuden sker de moralske skred ofte så gradvist, at man lige så stille risikerer at vænne sig til nye udtryk, tankegange, handlinger, der ville have skabt chockbølger for 10 år siden. Man vil gerne reagere, råbe rigtig højt, ruske hele verden. Men frygter også, at folk holder op med at lytte, hvis man råber vagt i gevær hele tiden. Og så risikerer man at tie stille oftere end godt er.

Hvordan kommer jeg i gang?

Men værst er fornemmelsen af, at SELVOM man er dybt foruroliget og opmærksom på skreddene og helt vildt gerne vil gøre noget og hjælpe og bremse og påvirke, så kan det faktisk være utroligt svært at finde ud af, hvordan man skal komme i gang.

Fredag aften over et par flasker rødvin med vennerne, er det ikke svært at blive enig med sig selv og hinanden om, at verden er af lave, og at vi må se at gøre noget. Vi har måske oven i købet rigtig gode ideer til, hvad vi kunne gøre og kan næsten ikke vente på at komme i gang. Men i mandagsrealismens klare lys kigger vi magtesløse på hinanden og ved alligevel ikke helt, hvordan vi kan føre alle vores gode intentioner ud i hverdagslivet. Vi er jo også voksne. Man skal jo vælge sine kampe. Og er det ikke også politikernes job. Og de professionelle nødhjælpsorganisationers opgave? Risikerer vi ikke bare at gøre ondt meget værre, hvis vi velmenende amatører blander os? Og selv hvis vi er i stand til at bevare modet og troen på, at det nytter, kan det svært at komme i gang. Hvad er næste skridt, når man allerede har givet sin mening til kende på de sociale medier? Hvordan kommer man fra inderligt at ønske, at nogen dog ville gøre noget til SELV at være den, der er med til at gøre noget?

Heldigvis er der midt i alt mørket lige nu også en masse lyspunkter. Mennesker, initiativer og projekter, vi alle sammen kan blive en del af og hjælpe godt på vej. Eller lære af, hvis vi gerne selv vil sætte nye initiativer i søen.
Jeg nævner i flæng Venligboerne, NextStepDinners, private indsamlinger, vinkegrupper og love-storms på asylcentrene over hele landet. Og der er ufatteligt mange andre derude, der fortjener hyldest for deres fine initiativer. Men lige nu og her zoomer jeg ind på et enkelt tiltag, som jeg synes, vi alle sammen kan lære utroligt meget af.

Foto af Anne Deppe, der var en af initiativtagerne bag indsamlingen.

Fra kuffert til container

Lad os starte med initiativtagerens egen kortfattede opsummering af alt det, der er sket, siden hun skrev ud på Facebook, at hun ville tage en ekstra kuffert fuld af tøj, sko og bamser med på sin ferie på Lesbos for at dele dem ud til de mange flygtninge, der strandede netop dér, uden at have særligt mange trevle på kroppen.

I alt endte Gry Hebeltoft Ravn, alle de frivillige og alle de danskere, der tømte skuffer og pulterkamre for at fylde containeren med at sende mange flere containere til Lesbos. Undervejs endte Mærsk med at sponsorere nogle containere og SAS og Norwegian blev inspireret til at give frit bagagelejde til alle rejsende mod de flygtningepressede destinationer, så de kunne have ekstra kufferter med for at dele nødhjælp ud.

Grys historie er blot et ud af mange aktuelle beviser på, at én helt almindelig borger gode initiativ kan sprede sig så meget som ringe i vandet, at det i sidste ende bliver meget, meget stort. Og når det lykkedes så godt var det, fordi hun og hendes medsammensvorne var helt utroligt gode til at vise alle mulige andre, hvordan de nemt kunne være med.

De har næppe tænkt så konkret over det, da de selv stod midt i det – men set med ”Borgerlyst-brillerne” på, har de været utroligt gode til at bruge tre forskellige redskaber eller metoder, som vi andre kan lære rigtig meget af, hvis vi gerne vil være med – eller selv vil sætte projekter i gang. Sammenskudstanken, mikrohandlingerne og engagementstrappen.

Råd # 1: Planlæg dit projekt som var det et sammenskudsgilde

Når det føles lidt uoverskueligt at sætte et nyt initiativ i gang, er det en god ide at lade sig inspirere af de sammenskudsgilder, vi ellers mest kender fra festlige lejligheder: Man har lyst til at holde en fest, men har ikke råd, tid eller overskud til at stå med det hele selv. Men hvis man deles med gæsterne om opgaverne, kan rigtig meget pludselig lade sig gøre. Hvis nogen kommer med et par klapstole, et par stykker laver en salat hver, alle medbringer egne drikkevarer og én står for musikken, bliver der hurtigt en fest ud af det. Som vært har man mere overskud til at nyde festen, fordi man ikke står alene med det hele. Og som gæst bliver det ofte endnu sjovere at være med, fordi man kan starte samtalerne med alle dem, man ikke kender om, hvordan de har lavet deres salat eller hvorfra de ved så meget om musik.

Værten sætter rammerne – gæsterne får det til at ske

På samme måde er det en god ide at tænke på flygtningehjælpen som en slags sammenskudsgilder. Bare fordi du har fået ideen, behøver du ikke skulle stå for alt. Du er værten. Du inviterer. Du bestemmer tid, sted og hvad der i store træk skal ske. Men alle de mindre opgaver, der skal til for, at det sker, kan du sagtens uddelegere og bede andre om at påtage sig. Der er mange, der gerne vil være med – og som længes efter, at sådan en som dig tager initiativet og sætter noget i gang, de kan hjælpe med til.

Indsamlingen af tøj, sko og bamser til flygtningene på Lesbos blev på alle niveauer til ved hjælp af et sammenskudsgilde. Grys første kuffertindsamling var et lille sammenskudsgilde: Der var plads i kufferten til mere, end det hun selv havde fundet frem i skufferne. Hvis flere bidrog, kunne hun have mere med. Inden da, var der ingen, der rigtigt havde tænkt på, at deres aflagte tøj så direkte kunne komme flygtningene til hjælp – men da først Gry havde fået ideen, væltede det ind med så mange ting og sager, at der slet ikke var plads i Grys ekstra-kuffert. Og snart var blev ambitionen at fylde en hel container. Og så var der pludselig brug for, at mange flere mennesker også hjalp med at indsamle, sortere og pakke alle de mange ting. Nu var det blevet meget større end Gry og hendes kuffert. Denne lille video viser, hvor store bjergene i centrallageret voksede sig. Så nu var der også behov for et sammenskudsgilde på tid, hænder, lagerplads, containerkapacitet, overskud, overblik og organisering.

https://youtu.be/zm3ID79xLQk

Fra én initiativtager til hundredevis af frivillige

Gry var stadig initiativtageren og ildsjælen. Men projektet ville aldrig være nået så langt, hvis ikke hun havde fået hjælp fra en masse medudviklere, der påtog sig mange af de andre opgaver med at sprede nyheden på de sociale medier, skaffe lagerplads og koordinere lokale indsamlingssteder, hvor alle dem, der havde tømt skuffer og pulterkamre kunne komme og aflevere deres ting relativt tæt på hjemmet, i stedet for at skulle hele vejen ud til det centrale lager.

Efterhånden som de lokale opsamlingssteder blev annonceret og de indsamlede sager hobede sig op i centrallageret, blev der også brug for frivillige, der kunne hjælpe med at sortere og vakuumpakke tingene. Skoene skulle bindes eller tapes sammen, så parrene ikke blev splittet for alle vinde. Tæpper for sig, bamser for sig. Herre-, dame- og børnetøj for sig.

Den dag jeg endelig selv kom cyklende med min pakkenelliker, blev jeg helt overvældet af at se, hvor store bunkerne var – og hvor mange frivillige, der var i gang med at sortere sagerne. Jeg havde virkelig brug for at finde én, der havde overblikket og kunne fortælle mig, hvor jeg skulle placere mine poser, og gik hen til en kvinde, der så ud som om hun havde overblikket. Det havde hun også, og hun fik hurtigt hjulpet mig videre i systemet. Og mens jeg puttede labels på mine poser, fortalte hun, at hun egentlig bare selv var kommet med sine egne ting, og havde haft svært ved at få overblik – og nu var blevet hængende i flere timer og havde påtaget sig rollen som den, der modtog de nyankomne. Det tror jeg aldrig rigtigt, at nogle af de travle frivillige nåede at opdage – men hun gjorde faktisk en kæmpe forskel, fordi hun med udgangspunkt i sin egen oplevelse, skabte en løsning på det problem, hun selv havde mødt. En sikkert helt ubemærket – men kæmpe – hjælp og aflastning for alle de andre.

Frihed til at udfylde de huller, man selv snubler i

Så var der alle dem, der ligesom mig ikke rigtigt fik rykket på de forskellige frivilligtjanser, men som trods alt fik ryddet op i skuffer og pulterkamre som aldrig før. Fik sorteret og pakket tingene i gennemsigtige poser hjemmefra, som initiativtagerne opfordrede os til, og cyklede gennem regnen med alle vores sager midt i en travl hverdag. Gjorde det, der var muligt for os gøre, lige dér og da.

Og endelig var der alle de mange, der fulgte med på sidelinjen. Spredte budskabet på de sociale medier, heppede, roste og brugte Lesbos-containerne som gode eksempler på alt det, man trods alt selv kan gøre, når diskussionen faldt på afmagt, manglende overblik og uoverskuelighed.

Undgå sammenskudsfælderne

Men hvis vi for alvor skal kunne lære noget af Grys eksempel, og selv skal kunne bruge det til at skabe lignende sammenskudsgilder, er vi nødt til at kigge lidt nærmere på, hvad der skal til for at skabe et vellykket sammenskudsgilde.

For selvom det skulle være så nemt, har vi også alle sammen prøvet at stå som værter og opleve, at der enten ikke rigtigt var nogen, der svarede på vores invitation, eller at det blev meget mere besværligt at holde sammenskudsgilde, fordi vi endte med at skulle koordinere meget mere. Måske påtog gæsterne sig alligevel ikke rigtigt nogle af opgaverne, selvom alle syntes, det var en god ide med festen. Eller det væltede ind med sidste-øjebliks-afbud på selve dagen, og man kastede håndklædet i ringen og spruttede, at nu var det i hvert fald slut med at være den, der tog initiativet. Vi har sikkert også alle sammen prøvet at modtage invitationer til et sammenskudsgilde, vi ikke rigtigt orkede at deltage i, selvom ideen egentlig var god. Det starter med endeløs kalendergymnastik om, hvornår det passer bedst – selvom der alligevel altid bliver en masse afbud på dage, fordi syge børn eller uforudsigelige deadlines presser sig på. Og så er man som gæst lidt usikker på, hvad der egentlig er ens rolle. Hvor meget skal have man medbringe? Hvad har de andre med, så karrysildene ikke snubler over hinanden? Er det også meningen, man skal blive og vaske op. Eller rydde op i morgen? For så er det jo egentlig fair nok, men uhh, nu begynder det hele alligevel lige at blive lidt uoverskueligt…

Råd # 2: Knæk projektet op i mikrohandlinger

Et af de små greb, der gør det meget nemmere både for værter og gæster at deltage i et sammenskudsgilde er, hvis værten er meget eksplicit om, hvilke mikrohandlinger gæsterne kan påtage sig for at være med til at få sammenskuddet til at fungere.

Hvis mikroopgaverne er tilstrækkeligt konkrete og afgrænsede, er det nemt at vide, hvad man siger ja til. Og er de tilstrækkeligt synlige og vigtige, er det sjovt at være med.

Men det er vigtigt respektere, at folk i første omgang kun har sagt ja til denne ene mikrohandling. Hvis du prøver at snige mange ekstra-opgaver ind ad bagvejen, bryder den sociale kontrakt, som mikrohandlingerne hviler på: Folk har i første omgang kun sagt ja til at udføre dén ene handling. Det kan sagtens være, at de er friske på at løse flere mikroopgaver, men lad dem selv påtage sig nye mikroopgaver fra gang til gang, så det bliver deres eget ektive tilvalg. De må for alt i verden ikke føle sig bondefanget eller tvangsindlagt til noget som helst. Ved at give andre muligheden for at sige nej, giver man dem også muligheden for at sige oprigtigt ja og gøre dit projekt til deres eget. Du giver dem muligheden for at blive aktive hjælpere. På den måde kan de helt små mikrohandlinger spire og gro til mere, hvis bare man giver plads til, at alle kan gøre det i deres eget tempo. De gode mikroopgaver, der ansporer andre til mikrohandlinger, er kendetegnet ved at være:

1) Konkrete — gør opgaven så specifik som muligt. Jo simplere og mere ligetil opgaven er, jo nemmere vil den være for andre at overskue og påtage sig. Indsamlingen af tøj til Lesbos var ekstremt konkret. Det var ikke bare en indsamling af hvad som helst – der var en fin liste over, hvilke ting, der især var brug for. For eksempel sportssko og hygiejnebind. Det var én container, der skulle sendes til Lesbos. Ikke ”bare” en generel indsamling. Og da mikroopgverne begyndte at komme var det også meget konkret, at man kunne møde helt bestemte steder i nærheden af, hvor man selv boede, for at hjælpe med at binde snørebånd eller vakuumpakke.

2) Tidsafgrænsede og tidsbestemte — gør det klart, hvor meget tid man forpligter sig til på at bruge på opgaven. Det er ofte bedre at afgrænse opgaven til et bestemt tidsrum, end det er at tilpasse tiden til opgaven. Folk kan meget nemmere sige ja til en opgave, hvis de ved, at de kun er forpligtet i et bestemt tidsrum, og derfor ikke føler, at de kan risikere at komme til at hænge på en masse ekstra arbejde bagefter. Da containerne til Lesbos skulle fyldes, foregik det over ganske få dage. Det gjorde det nemt for de frivillige at overskue, hvor og hvornår, der var brug for deres hjælp. Og det gjorde det nemt for alle os, der tømte pulterkamre og skuffer at få det gjort her og nu. Ikke om en måned. Det var NU, der var afgang. Ingen kalendergymnastik og diskussion om, hvornår det passede, hvem bedst. Enten tog man sig tiden og var med, så meget, man kunne – eller også var man ikke med i denne omgang.

3) Funktionsbestemte — mange frivillige synes, det er rart, at deres frivillige arbejde kræver noget helt andet af dem, end deres daglige arbejde eller studie gør. Men rigtig mange andre synes, det giver endnu mere mening at bruge det, de kan, til at gøre en forskel. Derfor er det godt, hvis mikroopgaverne kræver lidt forskelligt, så man kan vælge det, der passer bedst lige her og nu. Hvilke mikroopgaver kræver især, at man er så mange som muligt, så der er nok hænder til at sortere og vinke velkommen. Og hvilke opgaver ville have godt af, at en jurist, en revisor, en pædagog, en psykolog, en lærer eller en der ved rigtig meget om fodbold, eventyr eller madlavning påtager sig dem? Begge dele er lige vigtigt – men det er meget forskelligt, hvad der ansporer folk til at påtage sig mikroopgaven. Mange studerende eller nyuddannede vil gerne prøve deres faglighed af i praksis. Mindst ligeså mange vil gerne prøve kræfter med et nyt felt eller en ny faglighed. Utroligt mange savner at bruge deres kompetencer på den nørdede måde, der sjældent er plads til i hverdagen. Mange finder også stor glæde i at lære deres kompetencer eller særlige nørdeviden fra sig. Det gælder også i mikro-format. Gør det nemt at dele viden og lære af hinanden.

4) Synlige — det er mest tilfredsstillende at bruge sin tid på noget, der gør en tydelig forskel. Derfor er det vigtigt at give synlig, umiddelbar og klar feedback på det, folk bidrager med. Både undervejs og bagefter. Jo bedre du kan vise, hvilken forskel folks arbejde gør i den store sammenhæng, jo mere tilbøjelige vil de være til at engagere sig mere. Det er langt mere tilfredsstillende at være med til at samle tøj og ting til en container og være med til at forvandle de kolossale bjerge af tøj og ting til velsorterede, vakuumpakkede bunker, end at deltage i lodtrækningen om en bil eller studieværtens kjole i et stort indsamlingsshow. Man kan bogstaveligt talt se forskellen. Før var her ingenting. Så var er uoverskueligt store bunker af ting. Nu er alle tingene pakket og sendt afsted og fortovet er helt ryddeligt igen. Derfor skal man ikke undervurdere, hvor vigtigt det også er, at aktiviteterne er tydelige og bliver omtalt. Og her spiller de nysgerrige tilskuere en vigtig rolle for projektet. Det kan godt være, de ikke selv får gjort så meget i praksis – men når de hepper fra sidelinjen er de med til at få alle de frivillige i projektet til at føle sig vigtige og værdsatte. der er ikke meget ved at lave opgaver, som ingen ser resultatet af, og derfor ikke kan værdsætte.

5) Vigtige — fortæl folk, hvordan den lille, konkrete opgave de løser, er med til at løse en langt større sag i et større perspektiv. Jo bedre folk kan se det samlede billede, jo bedre kan de også selv byde proaktivt ind med forslag til andre gode mikrohandlinger – og jo mere tilbøjelige vil de være til at engagere sig på længere sigt. Når det gælder flygtningespørgsmålet, er det ikke så svært at forstå vigtigheden af mikrohandlingerne. Men der kan hurtigt blive sået tvivl om, hvorvidt denne form for hjælp nu også er den rigtige, betyder noget i den store sammenhæng og blokerer for de ”rigtige nødhjælpsorganisationers” arbejde. Her er det vigtigt at have formuleret svarene, så alle dem, der bliver i tvivl, nemt og hurtigt kan få forklaret, hvordan containeren med nødhjælp er vigtig, fordi de traditionelle nødhjælpsorganisationer ikke agerer der, hvor flygtningene ankommer og desuden arbejder ud fra de grundlæggende humanitære principper om at prioritere de allerstørste og værste udfordringer. Derfor sætter den selvbestaltede nødhjælp ind et sted, hvor det velkendte system ikke selv er i stand til at fokusere.

Hvis du selv skal sætte gang i et sammenskud, så lad være med at fokusere for meget på antallet af tilmeldinger og deltagere. Fokusér i stedet på, hvor mange mirkohandlinger, der tilsammen bliver løst af jer, der er der – og hvilke der måske kan løses af alle dem, der ikke lige kunne være til stede her og nu.

Råd # 3: Byg en engagementstrappe

Det er bittesmå greb, der skal til, for at skabe forskellen på det vellykkede sammenskudsgilde og det sammenskudsgilde, der ender med at blive en frustration for både værter og gæster. Og et af de enkleste greb er at bygge en ”engagementstrappe” til projektet. Den ser sådan her ud:

Pointen med engagementstrappen er at skabe så mange forskellige indgange til dit projekt som muligt – så det bliver nemt for folk at deltage og påtage sig opgaver alt efter, hvor meget tid og overskud, de har – og alt efter, hvordan de har mest lyst til deltage.

Øverste trin: Initiativtagerne – nogle pligtvillige at flokkes om

Hvis det er dig, der har fået ideen, er du efter al sandsynlighed en af de første initiativtagerne. Det er dig, der har set et behov og fundet på en god løsning. Det er også dig, der bare går i gang. Projektet skal nok blive til noget alene i kraft af dig. Nu er det op til alle de andre, om det er bare er dig, der skal tage af sted med din kuffert eller om I kan sende en hel container af sted.

Din opgave er at fortælle din historie. Du er egentlig en helt almindelig borger – men så begyndte du at undre dig over tingenes tilstand eller stilstand. Og så fik du ideen til en løsning. Den historie er vigtig, fordi den er nem for andre helt almindelige borgere at forholde sig til. Det er vigtigt at forstå, at man ikke behøver at være en ”ildsjæl” og gjort af ”et særligt stof” for at handle og for at være med. Det her er skabt af helt almindelige borgere og alle kan være med.

Som initiativtager er du mere end bare frivillig. Hvis projektet skal lykkes kræver det, at du påtager dig en vis pligtvillighed. Folk samles om de pligtvillige, fordi de har forpligtet sig til at få noget til at ske, og den vedholdenhed er tiltrækkende, fordi alle andre så føler, at deres tid og energi bliver bedre brugt. De risikerer ikke, at det hele drukner i tom snak og gode intentioner. Det skal nok blive til noget. Og jo flere vi løfter i flok, jo bedre bliver det.

Ansigt til ansigt

Det har afgørende betydning for containerprojektet, at Gry er klar til at stå frem og fortælle sin historie – og at det er hende, der sammen med to navngivne frivillige tager med containerne til Lesbos for at dele nødhjælpen ud. Det er ansigt til ansigt. Navn til navn. Ikke en uoverskueligt stor ansigts-og-navneløs organisation, man skal forholde sig til. Som navngiven initiativtager bliver Gry også pludselig omdrejningspunktet for andre nye initiativer indenfor det samme felt. Nu ved folk, hvad hun står for og at hun er god til at få tingene til at ske. Og efterhånden har hun også fået en masse kontakter, der kan hjælpe hende videre med alt muligt. Så derfor bliver hun også det naturlige omdrejningspunkt for et nyt initiativ, der handler om at indrykke det danske folks mod-svar til regeringens skræmmeannoncen i de libanesiske medier. Gennem sine statusopdateringer har Gry gennem hele projektet været god til at takke de frivillige og rose de mange medudviklere, der har hjulpet. Ofte ved navns nævnelse. På den måde viser hun, hvor mange frivillige det kræver at få noget så omfangsrigt et projekt til at ske – og hun deler æren med alle dem, der hjælper hende.

Men du behøver ikke selv at være den, der fik ideen, for at blive en vigtig initiativtager i et projekt. Når mange frivillige begynder at flokkes om et projekt, er det godt, hvis nogle blandt dem er klar til også at påtage sig en vis pligtvillighed. De oprindelige initiativtagere har brug for hjælp til at organisere projektet og håndtere driftsopgaverne. Og her kan det forvirre mere end det gavner, hvis frivillige stempler ind og ud, som det passer dem. Her er der brug for en vis kontinuitet og nogen, der er med på at tage det seje træk, det kræver i en vis periode.

De første, der følger trop, er ligeså vigtige som initiativtagerne

De nye pligtvillige, der melder sig på banen, er mindst lige så vigtige for projektet, som de oprindelige initiativtagere. For som Derek Shivers viser i denne skønne lille film om at skabe en bevægelse på tre minutter, er ”de første følgere” helt afgørende for projektets videre udvikling.

Ikke alene bekræfter de med deres medvirken, at initiativtageren ikke er en enlig tosse. De påtager sig også nogle af de opgaver, der er helt afgørende, hvis projektet for alvor skal sprede sig. Som den oprindelige initiativtager er det virkelig vigtigt at byde dem ordentligt velkommen i projektet og er klar til at dele noget af æren og opmærksomheden med dem. Hvis initiativtagerne klamrer sig til tronen, er det ikke særligt sjovt at hjælpe dem.

Næstøverste trin: Medudviklerne – påtager sig ansvaret for dele af projektet

Der er typisk to tilgange til at påtage sig rollen som medudvikler. Enten er du selv fuld af gode ideer, som du gerne vil sætte i gang, men i stedet for at konkurrere med projektet, synes du, det er bedst for alle parter, hvis I slår pjalterne sammen, og du påtager dig at medudvikle en lille del af det store projekt. Eller også har du tid, kompetencer og overskud til at tage en ret stor tørn, men har ikke lige selv en ide til, hvor du skal gøre af alt din gode vilje. Du vil hellere være med til at hjælpe andres gode ideer ud i livet.

I begge tilfælde er du som medudvikler typisk så selvstændig og selvhjulpen, at initiativtagerne ikke behøver at bekymre sig om dit område længere, så snart du har påtaget dig ansvaret. Typisk foretrækker du også at have ret store frihedsgrader, og det bedste initiativtagerne kan gøre for at motivere dig er faktisk at blande sig så lidt som muligt. Du har brug for at vide ret præcist, hvad dine beføjelser er, og hvordan dit delområde passer ind i resten af projektet, så I undgår at bruge krudt på dobbeltarbejde eller utilsigtede modsigelser. De fleste medudviklere orker ikke en masse snak og endeløse møder om, hvordan noget skal gøres. De vil gerne bare i gang. Så hvis initiativtagerne ikke selv er så gode – eller har for travlt – til at få kridtet banen op fra start, er det vigtigt, at du tager initiativ til at få snakket ordentligt om det, så I har det på plads fra starten. Så glider det hele meget nemmere fremadrettet.

Uventede knopskydninger

I nogle tilfælde vil rammesætningen og afgrænsningen få potentielle medudviklere til i stedet at knopskyde deres projekter ud til nye, selvstændige projekter, som de selv bliver initiativtagere på. Lad i så fald være med at bruge en masse energi på at konkurrere projekterne imellem. Det havde været optimalt, hvis I havde kunnet få det til at hænge sammen – især fordi det så ville være nemmere for alle andre at få overblik over, de mange gode ting, der er i gang. Men lader det sig ikke gøre, så ønsk hinanden held og lykke med det, og glæd jer over, at jo flere, der arbejder for den samme gode sag, jo mere sker der på området. Og jo flere forskellige måder, det bliver grebet an på, jo flere forskellige mennesker appellerer det til.

I forbindelse med flygtningehjælp vil medudviklere for eksempel kunne påtage sig at organisere tolkning, kommunikation, presse eller social media-rådgivning, jurdisk rådgivning, økonomi, madlavning, frivilligorganisering eller børneaktiviteter. I eksemplet med med Lesbos-containerne kunne det også være at påtage sig ansvaret for et af de decentrale indsamlingssteder, container-logistikken eller fordelingen af de frivillige på de forskellige lagre.

Bekræftelse fra uventede kanter

Projekters medudviklerne kan også komme fra helt uventet kant og tage projektet i nye retninger – hvor de skubber på projektets udvikling uden egentlig at være en del af projektet. Flyselskaberne SAS og Norwegian blev uventede hjælpere på container-projektet, da de ændrede på deres bagagebestemmelser, så rejsende på vej mod flygtningetætte destinationer kunne have ekstra kufferter med fulde af nødhjælp. Ideen er tydeligt inspireret af Gry og hendes kuffert, men gør det muligt for mange flere at være med. Helt decentralt og uafhængigt af tid og sted for containerafgangen. Samtidig repræsenterer flyselskaberne en anden form for de vigtige følgere, Derek Shivers fortæller om. For flyselskaberne bekræfter i dette tilfælde projektet og dets vigtighed ved at sige ”Hey, det er ikke kun en masse tossede, naive borgere, der tror på det her. Vi i erhvervslivet tror også på det”. Og dermed er de med til at sprede og validere projektet til nogle borgere, der ikke ellers ville have troet på ideen. På samme måde er de præsidenter og borgmestre rundt om i Europa, der åbner deres hjem for flygtninge med til bekræfte bevægelser som Venligboerne i, at det nytter at være åben og velkommende. Og igen er det med til at få mange af tvivlerne til at forstå, at der er gang i noget langt større, end nogle tilfældige borgeres hattedameri.

Næstnederste trin: Deltagerne – løser mikro-opgaverne en for en

Hvis du kun har begrænset tid og overskud, skal du ikke ærgre dig over det, men i stedet byde ind med så meget du kan, når du kan. Det er altid bedre end slet ikke at gøre noget – og mange af de gode ting initiativtagerne og medudviklerne sætter i gang ville aldrig blive til noget, hvis ikke der også var nogle deltagere, der påtog sig at løse opgaverne uden at stille så mange spørgsmål.

For mens initiativtagerne og medudviklerne gerne vil være med til at skabe rammerne og præge opgaverne selv, foretrækker langt størstedelen af de potentielle frivillige at påtage sig en klart defineret opgave. De finder en stor tilfredsstillelse i at påtage sig en opgave, løse den godt, vide hvornår den er afsluttet og tydeligt kunne se, hvilken forskel den gjorde i den store sammenhæng. Det er meget vigtigt at definere opgaverne ordentligt, for deltagerne springer hurtigt fra igen, hvis de oplever, at initiativtagerne æder hele armen, selvom de kun tilbød en lillefinger eller de mister troen på, at deres bidrag nytter.

Nederste trin: Tilskuerne – liker, deler og hepper på sidelinjen

På engagementstrappens allernederste trin finder vi tilskuerne. Det er alle dem, der følger med og hepper fra sidelinjen. De liker og deler Facebook-opslagene, men der skal meget til for, at de bidrager med mere end det. Hvis man skal have tilskuerne til at deltage mere aktivt, er det vigtigt at vise meget tydeligt, præcis hvordan de kan bidrage her og nu – og hvor lidt det kræver.

Det lykkedes container-projektet at hive rigtigt mange tilskuere op af sofaen, fordi mikroopgaverne var så utroligt veldefinerede. Det var svært at blive ved at binge Netflix, når man vidste, at containeren afgik om ganske få timer. Det var en god anledning til at få ryddet op NU, og sende sine ting videre i cirkulation. Det var ikke så vigtigt, hvor meget eller hvor lidt, man kom med. Det vigtige var, at man kom med. Og kom med noget.

Men fortvivl ikke – hverken hvis du er en initiativtager, der ikke rigtigt formår at få tilskuerne op af sofaen eller hvis du er en tilskuer, der ikke lige kan overskue andet og mere end at heppe, like og dele fra sofadybet. Glæd jer i stedet over, at al den deling, liking og heppekor er med til at sprede kendskabet til projektet, så flere potentielle deltagere, medudviklere og initiativtagere får mulighed for at være med – og bliver bekræftet i, at de er med til at gøre noget vigtigt, fordi så mange følger med.

Mange tilskuere skal lige have lov at se tiden an, smage lidt på det hele og vænne sig til at se sig selv som aktive deltagere. Det kan godt være de aldrig bliver aktive deltagere på netop dette projekt. Men når de følger med fra sidelinjen, er de i en slags træningslejr, hvor de får inspiration og gode ideer til, hvordan projekter kan skrues sammen. Og følger tæt, hvordan en enkelt persons undren og gode ideer, kan vokse sig stor og vigtig.

Hjælp hinanden med at finde de gode argumenter

Tilskuerne spiller også en vigtig rolle, fordi de er med til at sprede kendskabet til alle de gode eksempler. Og vi har virkelig brug for et arsenal af gode eksempler. For når vi ikke kan mønstre de gode eksempler, er det for nemt at lukke munden på os ved at sige, at det hele er håbløst, fordi vi jo ikke kan åbne vores grænser for alle. Det er for nemt at gøre os usikre på, hvad vi må sige ved at afspore samtalerne med definitionsspørgsmål om, hvad der nu er flygtninge og hvad der er migranter. Og næsten værst af alt: Det er foruroligende nemt at tage pusten ud af ethvert personligt initiativ ved at sige, at almindelige menneskers hjælp gør mere skade end gavn, og at det bedste vi kan gøre er at overlade det til de professionelle nødhjælpsorganisationer, og derefter effektivt at afspore diskussionen ved så at sige, at det alligevel kun er på allerhøjeste politikerplan, man kan gøre en forskel. Og det kan jo nærmest i sig selv være lige meget, fordi verden alligevel er kontrolleret af oligarkerne og de multinationale virksomheder.

Så sidder man som almindelig borger hurtigt helt handlingslammet tilbage og føler sig helt utroligt lille. Og hvis man først bliver overbevist om, at man jo alligevel ikke kan gøre noget, er det forholdsvis naturlig reaktion at vende det døve øre til og gøre sig bevidst svagtsynet, så man kan holde ud at fortsætte sit eget gode lille liv, mens verden står i flammer.

Derfor er det vigtigere end nogen sinde at fremhæve alt det gode, der rent faktisk sker. Dels fordi vi har brug for argumenterne og de gode eksempler for at lukke munden på lyseslukkerne. Men nok så vigtigt: Jo flere, der kender til de gode eksempler, jo større er chancen for, at de enten bakker op og hjælper med at sprede alt det gode, der allerede sker. Eller får inspiration og det afgørende skub, der får dem til selv at sætte nye initiativer i gang.

Så del de gode eksempler. Fortæl så konkret som muligt, hvordan gode projekter er organiseret – så de bliver nemmere at kopiere andre steder. Og gå i gang med at tage initiativer, der bliver til noget uanset hvad. Og som så bare bliver større og større, jo flere, der bidrager til dem.

It was the best of times – and the worst of times

Vi lever i en tid, der på mange måder ligner andre af verdenshistoriens spidsbelastede perioder ved på den ene side at være uendeligt grufuld og på den anden side at være glimtende fuld af lyspunkter, hvor enkeltpersoner går fra afmagt til handling. Det kan næppe siges meget mere præcist, end Dickens’ berømte indledning til A tale of Two Cities: ”It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity, it was the season of Light, it was the season of Darkness, it was the spring of hope, it was the winter of despair, we had everything before us, we had nothing before us, we were all going direct to Heaven, we were all going direct the other way.”

Lad os sammen sørge for og aktivt medvirke til, at det her i vores levetid, bliver lyset, der vinder.