Pas på foreningsfælden

PAS PÅ: At organisationen ikke bliver vigtigere end sagen

I Danmark bliver de fleste nye idéer meget hurtigt til en ny forening. Det er der ikke i sig selv noget galt med. Problemet er bare, at en del danskere efterhånden lider af ‘foreningsangst’. For med en forening kommer vedtægter, bestyrelser, generalforsamlinger, kontingenter. Og dermed kommer der en masse vedligeholdelsesarbejde, der handler om at drive foreningen, og ikke om det, som foreningen egentlig er sat i verden for at skabe.

En af vores venner bor i en lille landsby. Han fortæller, at alle i byen går rundt med konstant dårlig samvittighed, fordi de aktive i de forskellige foreninger hele tiden skriger på mere engagement. De forstår ikke, hvorfor alle de andre ikke tager deres tørn, når nu alle da må kunne forstå, hvor vigtigt det er at holde netop hockeyklubben, legestuen, menighedsrådet eller forsamlingshuset i live. Så alle møder i alle foreningerne starter med, at bestyrelsen brokker sig højlydt til de fremmødte over, at ingen i landsbyen engagerer sig.

Men i virkeligheden, forklarer han, er alle i landsbyen ekstremt engagerede. Alle er medlem af mindst to forskellige foreninger og lægger et stort arbejde dér. Men med hver forening er der tillidsposter og faste møder og driftsopgaver. Og derfor komme møderne tit til at holde om alt det organisatoriske, der halter, og ikke alt det sjove og spændende, som egentlig er grunden til, at folk kommer til mødet. Og derfor ender det let med brok og dårlig samvittighed, hvilket afholder mange fra at være med. Men hvis foreningens kernekræfter holdt op med at fokusere så meget på organisationens behov, og i stedet fokuserede mere på den lyst og den interesse, som gav folk mod på at engagere sig, så ville mange flere have meget mere lyst til at være med – uden dårlig samvittighed.

Prøv i stedet: At starte i det små og lade folk deltage på deres egne præmisser

Der er ingen, der siger, du skal starte en forening. For med en forening følger der som regel en række driftsforpligtelser, som i virkeligheden har meget lidt med det, der gav dig lyst at starte dit projekt i første omgang. Så start i det små. Og hvis du efterhånden får større ambitioner og får lyst til at systematisere din idé eller din indsats og udvikle til et projekt eller en mindre bevægelse, så prøv at se, om ikke du kan få mange andre med, alene ved at fortælle dem, hvilke små opgaver, de kan være med til at løse. De behøver ikke melde sig ind i din forening, sidde i bestyrelser og skulle til generalforsamlinger. De kan bare hjælpe dig videre ved at plante blomster, lave suppe, programmere en hjemmeside, designe et logo, stå i baren til åbningsfesten, male et kontor, kortlægge interessenter, hjælpe med ideudviklingen – hvad de nu lige er gode til, kan overskue og har tid til lige nu og her. Hvert lille nyk, de tager, er en vigtig del af dit projekt.

Borgerlyst er heller ikke en forening. Vi er bare to personer og en flok hjemmesider. Vi har ingen medlemskontingenter, vedtægter eller bestyrelse. Man kan ikke blive medlem af Borgerlyst. Vi plejer ligefrem at sige, at vi er ’aktivt uorganiserede’. Men det betyder jo ikke, at vi ikke godt kan sætte alt muligt i gang alligevel.