Stramme rammer giver plads til forskellighed

PAS PÅ: At begejstringen ikke dør i forsøget på at forudse det uforudsigelige

Hvis I er flere, der arbejder sammen om et projekt, går der rigtig meget tid i begyndelsen med at blive enige om projektets formål. Den overordnede diskussion om mål og værdier er vigtig og nødvendig, så I alle sammen er enige om, hvad I pejler ud fra. Men pas på med at snakke alt for meget om alle detailspørgsmålene, som I alligevel ikke kan forudsige eller lægge regler for på forhånd. For ellers kan I let ende med at bruge jeres tid på at afklare, hvad I vil gøre i den ene eller den anden hypotetiske situation.

Virkelighedens udfordringer viser sig alligevel at være helt uforudsigelige.

PRØV I STEDET: At tænke i stramme rammer, der giver alle mulighed for at bevare deres egne stemmer

Så snart I begynder at handle i stedet for bare at snakke, vil alle detailspørgsmålene hurtigt vende tilbage i form af en lang række konkrete problemstillinger, I skal løse. Her er det vigtigt, at I allerede har afklaret jeres fælles mål og værdier med projektet, og så giver plads til, at I kan løse problemerne på jeres egne måder. Indenfor rammerne af jeres fælles værdier, selvfølgelig. Giv alle mulighed for at drible med de projekter og opgaver, de brænder mest for. Og hold så nogle gode møder, hvor I hører, hvordan det går med de forskellige projekter, hvilke mikrohandlinger, man kan byde ind på at løse for at hjælpe de enkelte projekter videre – og hvordan alle de små mikrohandlinger og projekter passer ind i den store sammenhæng.

Under arbejdet med Borgerlyst har vi hele tiden været ret enige om, hvad vi grundlæggende ville med projektet og hvilke overordnede samfundsforandringer, vi gerne vil være med til at skabe. Men vi er to meget forskellige mennesker med ret forskellige opfattelser af, hvordan vi konkret når dertil. Og det er også meget forskelligt, hvilke eksperimenter, vi hver især brænder mest for at føre ud i livet. I starten kom vi ofte til at bruge en masse tid og energi på at snakke os frem til, hvilke af de mange mulige eksperimenter, vi skulle tage fat på først – og det endte ofte med at blive dem, ingen af os rigtigt brændte for, men dem, vi kunne blive mest enige om. Det var en rigtigt dårlig strategi, for den slags kompromisindsatser tænder ingen af os rigtigt på.

Vi får meget mere energi, når vi hver især får lov at drible videre med det, vi tænder mest på – og gør det sammen med andre, der også brænder for netop dén sag. Det var rent Nadjas fortjeneste, at eksperimentet med Folkets Stemmer blev til noget. Og tilsvarende var det Andreas og nogle af hans venner, der tændte på dén idé, der tog initiativet til at sætte gang i eksperimentet med Sammenskud.
Borgerlyst er vores fælles grundplatform – men de enkelte initiativer trives ofte bedre ved at få lov at leve deres eget liv. Og det bliver også nemmere for andre at deltage i enkelte projekter i stedet for at skulle forholde sig til hele Borgerlyst.