Grøntsagerne på tallerkenen

Grøntsagerne på tallerkenen

For en lille måneds tid siden var jeg til Café Retro‘s månedlige bliv-klogere-arrangement Retro University bl.a. for at høre Nadja fortælle om Borgerlyst. Efter aftenens tre foredrag (de andre to handlede om hhv. kaffe og intelligens) faldt jeg i snak med to ansatte i en af de store danske landsdækkende foreninger.

De var meget begejstrede for Nadjas oplæg, for borgerlyst var en ret præcis betegnelse for noget af det, som de savnede i deres organisation, der i høj grad var præget af en manglende lyst til at prøve nyt for at udvikle organisationen. Selvom de to hver især var meget glade for deres job, så udtrykte de klar frustration over, at det var så svært at begejstre foreningen folkevalgte repræsentanter til at prøve noget nyt.

De valgte repræsentanter var forbeholdne overfor hver eneste ny mulighed for at engagere medlemmerne, for at opbløde de gamle og stive foreningsstrukturer, for at gøre organisationen mere transparent og smidig — for hver eneste idé, der kunne risikere at mislykkes. De sagde hellere nej end ja, for så var der jo ingen skade sket.

Men den ene af de to ansatte formåede at sætte denne forbeholdenhed i et fint perspektiv. Hun fortalte hvordan hun fornylig havde snakket med en kok om børn og kræsenhed. Kokken havde forklaret, at man ikke kunne forvente, at børn ville kunne lide nye grøntsager første gang man lagde det på deres tallerken. De skulle langsomt vænnes til det, indtil det var som om, at det altid havde været en del af deres måltid. Det kunne godt tage op til 50 måltider, hvor der lå rosenkål på tallerkenen, før børnene begyndte at spise dem.

Den foreningsansatte kunne overføre historien om grøntsagerne direkte til hendes arbejde. For nye idéer og tanker fungerer på samme måde som ukendte grøntsager – vi skal lige se dem an, for vi kan tage stilling til, om vi kan lide dem. Og hvis vi møder dem ofte nok, så ender vi med at have det som om de altid har været der. Dette perspektiv hjalp hende meget, for som hun sagde, så er det mindre frustrerende, når folk siger nej, når man ved, at det siger de selvfølgelig, fordi de først skal vænne sig til tanken før de kan sige ja.

Nadja og jeg var efterfølgende meget begejstrede for denne metafor, for den beskriver et kerne-element i at engagere folk i nye idéer: Vedholdenhed.

Denne vedholdenhed er tosidig, for i virkeligheden er det ikke bare et spørgsmål om, at folk langsomt vænner sig til din idé. Det er ligeså meget dig, der langsomt bliver bedre til at formidle (eller tilberede) den. Og på et eller andet tidspunkt har folk vænnet sig tilpas meget til din idé og du har opøvet tilpas stor dygtighed i at formidle den, at I kan spise grøntsagerne … undskyld, udvikle idéen sammen.

Bon appétit!

Billede taget af Eric Molina

5 comments

Post your comment