How fascinating!

How fascinating!

Se Benjamin Zander, der meget kropsligt viser, hvordan man kan vende sin frustration udad i stedet for indad.

Man siger, det er menneskeligt at fejle. Det er rigtigt nok: Vi begår ofte fejl. Og vi kender alle følelsen af at have begået en fejl. Vi føler os dumme og uduelige og uerfarne. Kroppen føles tungere. Som om vores fejl trækker os mod jorden. Vores naturlige reaktion på vores fejl er at vende det indad, mod os selv.
 
Vi krymper os ved tanken. Slår os for panden. Vrænger af os selv. Bander i frustration. Taber modet. Mister lysten. Vi straffer os selv for vores fejl med et tankemylder om alt det, vi ikke mestrer og derfor ikke kan opnå.
 
Musiklæreren Benjamin Zander foreslår, at vi i stedet begynder at vende vores reaktion udad. Netop når du har begået en fejl, og du kan mærke trangen til at krympe dig og lysten til at vrænge eller brokke dig, skal du i stedet brede armene ud. Give et lille hop og et smil og råbe “How fascinating!” til dig selv.
 
Det er et syret psykologisk trick, for det vender fejlen på hovedet og minder dig om alle de muligheder, som din fejl også giver dig. Nogle gange leder fejl til forunderlige ting. Men det sker kun, når vi har modet til at glæde os over al den viden, de erfaringer og de nye muligheder, som fejlene bringer med sig.
 
How fascinating!