Hvad er et politisk parti?

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier“

Det politiske parti som organisationsform er et barn af mærkelige omstændigheder. Partierne er ikke indskrevet i grundloven, men opstod efterhånden som en slags klubber, hvor politikere med fælles holdninger og interesser mødtes og diskuterede lovforslag og regeringsførelse.

Og efterhånden blev disse klubber mere formaliserede for at lette koordineringen omkring det parlamentariske arbejde. De politiske partier har udviklet sig til at være en særlig form for holdningsfællesskaber, der samler folk, der deler tilgang til, hvordan staten (eller andre offentlige instanser) skal styres, for at skabe det samfund, som partiet ønsker.

Hermed adskiller politiske partier sig fra stort set alle andre organisationer. Hvor andre former for organisationer typisk fokuserer på snævre problemstillinger, enkeltsager og interesser (og søger at fremme dem uden videre hensyn til andre, modsatrettede dagsordener), så er de politiske partier de eneste organisationer, der tager udgangspunkt i en overordnet tilgang til, hvordan den offentlige sektor som helhed skal styres.

Kernen i styringen af den offentlige sektor er som regel fordelingspolitik: Hvordan skal de begrænsede ressourcer, som staten har til rådighed fordeles? Hvor meget skal omfordeles og hvorfor? En sådan fordelingspolitik forudsætter en forståelse af, at jo mere man giver eet sted, des mindre vil man have tilbage til at give et andet sted. Og det kræver en løbende afvejning og prioritering af modsatrettede interesser og behov.

På denne måde er de politiske partier er et afgørende bindeled mellem civilsamfundet og den offentlige sektor. Det, der forbinder borgerne med staten. Det, som gør staten ansvarlig overfor borgerne. Men det gør også partierne til skizofren størrelse. Partierne vender sig i to retninger samtidigt, som et Janus-ansigt.

Begge ansigter er præget af lige dele fornuft og følelse:

• Et ansigt vender sig mod civilsamfundet for at vinde det folkelige mandat, der giver dem deres berettigelse, og som er nødvendigt for at kunne få statsmagten og mulighed for at gennemføre sin politik.
• Et ansigt vender sig mod den offentlige sektor for at forstå og mestre dens kompleksitet og derved kunne forme den efter sin grundlæggende værdier og visioner.

Billede taget af Quinnanya

Et politisk parti er bygget på fornuft og følelse.

Det er et fællesskab baseret på en fælles grundforståelse af, hvordan samfundet som helhed ser ud og hvordan samfundet bør indrettes på langt sigt. Denne grundforståelse er ofte udtryk for et grundlæggende menneskesyn og livsindstilling. En ideologi.

At bekende sig til en ideologi er mindst lige så meget båret af følelser som fornuft. Det er kernen af vores håb og drømme og overbevisninger om, hvad menneskets helt grundlæggende egenskaber er. Det er dybt personligt og ofte svært at sætte entydige ord på. Det er vores indre grundlove.

Det kræver mod og selvindsigt at omsætte sine indre grundlove til klart formulerede holdningsytringer. Og det er  svært og ofte også hårdt at finde sammen med andre og diskutere, tilpasse og udvikle disse holdninger til noget, som man i fællesskab kan stå inde for og bakke op om. Og det er et slidsomt og nøjeregnende arbejde at omsætte disse fælles standpunkt til et konkret lovforslag. Det kræver megen snak. Meget forhandling. Mange møder. Som et partimedlem tørt udtrykte det, “partier har flere ord for møder end grønlændere har for sne.”

Denne fælles grundforståelse, og den åbne og fortsatte diskussion af, hvordan denne forståelse skal omsættes til handling og virkelighed er kernen i partiet som studiekreds: Vi arbejder sammen for at skabe en fælles vision for den fremtid, som vi ønsker at leve i.

Et politisk parti er bygget på lige dele fornuft og følelse.

For samtidig er et parti også et fællesskab båret af et tilhørsforhold, der mest af alt minder om det, som fodboldfans føler overfor deres hold: De kan snakke i timevis om strategier, holdopstillinger og historiske sejre og nederlag, og nøgternt bedømme de andre holds styrker og svagheder. Men når det kommer til deres eget hold, så er det båret af en nærmest irrationel loyalitet: De kan skose og rose dem i medgang og modgang, men hvis andre kritiserer eller håner holdet, så bakker de altid op.

På samme måde som med fodboldhold, så var partiernes fællesskaber oprindeligt centreret omkring samfundsklasser og dermed fælles livsverdener. Arbejderne havde deres parti, landmændene deres parti, overklassen deres parti og så videre. Dette gjorde både fællesskabet og identiteten i de enkelte partier meget klare.

Og selvom både fodboldhold og politiske partier har ændret sig meget siden dengang, så virker det stadig som om, at det er omstændighedernes spil, der afgør, hvilket fællesskab, man ender med at blive en del af. Ligesom med fodboldfans, så virker det som om, at det er de færreste politiske aktive, der har truffet et rationelt og afvejet valg om, hvilket parti, de ville engagere sig i. Det er snarere partiet, der vælger dem.

Uanset hvad, der leder folk til at engagere sig — en markant enkeltsag, som man føler stærkt for, som flugter med partiets politik, eller en god ven eller et familiemedlem, der allerede er engageret i partiet — så bliver de hurtigt hvirvlet ind i et stærkt fællesskab, der giver en politisk identitet og social sammenholdskraft. Og derfra virker det nærmest utænkeligt, at de kunne være blevet medlem af noget som helst andet parti.

Dette sammenhold og fælles gejst er kernen i partiet som politisk kamporganisation: Vi arbejder sammen for at skabe politiske resultater for vores hold.

Billede taget af Rasmus Larsen

En af de største udfordringer for de politiske partier er, at de er blevet meget mere fornuft end følelse. Ideologierne visner. Fællesskaberne mister gejsten. Det drukner i taktiske overvejelser og økonomiske modeller. Færre og færre tror på, at det nytter. Der er ikke noget at brænde for. Der skal ny begejstring, energi og følelse til.

Udfordringen for fremtidens politiske partier er at forny og forstærke spændingen mellem partiet som studiekreds, der kan udvikler nye idéer, visioner og politik, og partiet som kamporganisation, der kan vinde valg og indflydelse føre denne politik ud i livet. At vise, at det nytter at engagere sig i politik.

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier” – Næste indlæg af serien er:
“Nye former for politisk organisering“