Jeppe Kabell
Jeppe har skrevet disse svar på hverdags-spørgsmålene
Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:
Fleksibel, rolig, omstillingsparat
Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning?
Skab plads i din hverdag til ro og omtanke – vi har en tendens til at lade det glide ud til fordel for alt andet i en kultur, hvor der hele tiden er noget, vi ikke gør “godt nok”.
Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?
Hvis jeg skal beskrive mig selv med ét ord, ville det nok være nysgerrig. Mit liv er for mig én lang udforsknings- og opdagelsesrejse. Jeg er nok den scanner-type, som Barbare Sher kalder for “a serial specialist” i Refuse to Choose! Selv foretrækker jeg, at tænke på mig selv som en kreativ generalist.
Til dagligt er jeg i øjeblikket så priviligeret (igen) at kunne studere på Roskilde Universitet, hvor jeg læser en kandidat i Psykologi og Arbejdslivsstudier – og de to ord indfanger nok meget godt ca. 1/3 af det, der optager mig.
I den sammenhæng er jeg særlig optaget af de udfordringer, vi som samfund står overfor i relation til stress og andre psykiske skader, som mennesker pådrager sig (primært) via deres arbejdsliv. Det er et problem, som eksploderer helt vanvittigt i disse år, uden at nogen rigtig har en løsning.
Men jeg er også optaget af, hvordan jeg skal indrette mit eget liv i fremtiden. Valg der træffes nu, kan jo føre meget med sig senere, og jeg er interesseret i at få indrettet mit liv på en måde, som er i overensstemmelse med det, jeg gerne vil stå for. Her håber jeg, at hverdage.dk vil blive en stærk inspiration i den proces.
Jeg driver en lille enkeltmandsvirksomhed, hvor jeg arbejder for en række kunder – her laver jeg bl.a. undervisning, konsulentarbejde og research – mest i relation til det sociale internet og journalistik. Og så er jeg tilknyttet som mentor for en række studerende på Det Informationsvidenskabelige Akademi i København.
Jeg blogger på jeppekabell.dk. Min bogmærkesamling (som pt. er på 2618 bogmærker) giver ogå et ret godt indtryk af, hvad der optager mig. Og last.fm fortæller alt om min musiksmag. Goodreads er sporadisk opdateret med de bøger, jeg læser.
Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?
Livet som RUC-studerende og freelance-arbejdende betyder først og fremmest, at jeg har en enormt fleksibel hverdag, hvilket både har sine fordele og ulemper – men klart flest fordele!
Jeg bor sammen med min kæreste i en lejlighed på Kollegiet Solbakken – et helt fantastisk sted, hvor det vrimler med liv og små børn, og som ligger meget flot inde midt i byen, med store græsplæner og Vestre Kirkegård – den flotteste have jeg nok nogensinde kommer til at ha’ – lige ved siden af – for ikke at tale om bylivets muligheder på Vesterbro.
Mit liv er dermed relativt billigt, hvilket også betyder, at jeg kan sige nej til arbejde, jeg ikke har lyst til at lave – hvilket er en stor befrielse i forhold til tidligere, og en central del af det liv, jeg gerne vil skrue sammen i fremtiden.
Jeg kan fokusere på lige det, jeg har lyst til, det meste af tiden – det betyder at jeg læser rigtig mange bøger. Bruger meget tid på meditation. Jeg kan løbe når jeg har lyst, og jeg kan se mine gode venner, når jeg har lyst. Min familie bor heldigvis i København, så dem kan jeg også tit mødes med.
For at lette hverdagen (og fordi vi godt kan forfalde til lidt luksus) benytter min kæreste og jeg ofte at få leveret vegetarkassen fra Årstiderne. Generelt prioriterer vi højt at få lavet god mad og spise sammen, hvilket ender med at ske ca. 6 ud af 7 dage om ugen.
Som en anden lille bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg har et alle-zoners togkort til DSB. Jeg benytter ofte toget som mit “kontor” – især Øresundstoget mellem Kastrup og Helsingør er ret stille i dagstimerne, og det tager lige under en time hver vej, med ca. 15 minutters pause i den anden ende. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg virkelig skal være produktiv, er toget af en eller anden grund ofte det bedste sted for mig. Og så er der jo Starbucks i den ene ende!
Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?
Jeg bruger ca. 5000 kr om måneden på husleje og de andre fællesudgifter med min kæreste. Og så kommer der småting som telefon, Spotify, Fitness-center og andre abonnementer. Så hvis det kører helt skrabet kan jeg klare mig for 6000 kr om måneden.
Når jeg tjener mere går pengene gerne til bøger (Kindle’s one-click shopping funktion er farlig!), (ferie)opsparing, kaffe og tekniske dingenoter.
Jeg bryder mig virkelig ikke om at bruge penge på tøj – men det er selvfølgelig også nødvendigt indimellem 🙂
Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?
Jamen, det var et meget bevidst valg at stoppe mit fuldtidsarbejde og gå tilbaget til studierne, fordi jeg havde muligheden. Danmarks gratis uddannelsessystem er den økonomiske forklaring på, at det kan lade sig gøre, og dét, at jeg kun var væk fra studielivet et par år gør, at jeg ikke har fået specielt dyre vaner, bor billigt – og derfor nemt kunne vende tilbage.
Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?
Lige nu har jeg fravalgt en stor indtjening, pensionsopsparing og alle de ting, der følger med der – men det ser jeg som et midlertidigt bevidst fravalg, der løbende revideres. Ellers tænker jeg ikke, at jeg har fravalgt specielt meget lige nu. Jeg har snarere tilvalgt det liv, jeg gerne vil leve.
Hvordan har din hverdag forandret sig om fem år?
Jeg håber at min hverdag minder meget om i dag. 5 år er et langt perspektiv, når man er 29 år – men mon ikke den står på børn, en anden bolig og nogle helt nye projekter? Jeg forventer en større grad af forudsigelighed i hverdagens rytmer, men ikke i selve indholdet.
Hvis jeg skal ønske helt vildt vil jeg gerne bo tættere på naturen, i et hus, nær ved vandet og alt det der.
Men kun hvis prisen ikke er 50 timers arbejde om ugen, institutionsbørn fra 7-17 og et parforhold uden tid til kontakt.
Min ambition er aldrig at være afhængig af én indtægtskilde (som i ét job), og altid at kunne trække stikket helt ud i mindst et år uden problemer. Så det bliver nok noget med billig husleje, udkantsdanmark, billige ferieformer og masser af simple living.
Og nåja: Måske kunne jeg godt tænke mig at bo i et bofællesskab en dag.