Makroskop: Jorden set fra rummet 2
Kunstnergruppen Planetary Collective har lavet dette umådeligt smukke og poetiske makroskop.
Filmen handler om det, som forfatteren Frank White har døbt “The Overview Effect“. Det er den nærmest spirituelle oplevelse, som en del af de astronauter, der har set jorden fra rummet, har oplevet.
Det at se Jorden i dens sande perspektiv – som en lille, skrøbelig kugle af liv, der kun er beskyttet fra intetheden af en tynd atmosfære. Fra rummet forsvinder alle grænser, krige og interessekonflikter mister betydning, for det er så tydeligt, at vi alle deler denne jord, og er uigenkaldeligt afhængige af hinanden.