Kasper Heron Købke
Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:
Struktur, kreativitet, glæde.
Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning:
Det er vigtigt at brænde for noget, men det er endnu vigtigere ikke at brænde ud.
Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?
Jeg elsker at tegne. Og jeg elsker ikke at tegne. Jeg elsker at tegne, for jeg elsker at sidde i den der tilstand og være fuldstændigt inde i mig selv og se hvor meget en så lille og banal en ting som en blyant, som vi alle sammen bruger, kan gøre. Og jeg kan se, at jeg rent teknisk og rent visuelt rykker mig hver gang. Det er helt klart også en drivkraft.
Klik på billedet for at se en større version. Kaspers fulde mindmap rummer mange flere detaljer, som er blevet foldet væk i denne udgave
Dette er mit mindmap. Det er det, jeg arbejder ud fra. I midten står mit firma-navn, men der kunne ligeså godt have stået “tegninger”, for mit udgangspunkt er tegningerne.
Men det er ikke nok for mig at tegne nogle billeder og hænge dem op på en væg. Det får jeg ikke nok ud af. Dér er der allerede en pejling for mig: Jeg vil gerne noget mere med tegningen. Jeg vil gerne få flere folk til at tegne. Ikke fordi de skal blive dygtige til at tegne, men fordi de skal blive dygtige til at visualisere og tænke i billeder. Fordi det er rigtigt gavnligt — også for folk, der bare arbejder i en bank. Den visuelle forståelse kan man bruge i mange aspekter udover bare at tegne en streg på et stykke papir.
Så det er hele mit fundament, mit grundlag, for det jeg gør. Og det jeg gør er mange forskellige ting. Alle de grene, det er ting, der beskæftiger sig med tegningerne: Udstillinger, tegneundervisning, workshops, foredrag, værker, designopgaver … og så er der hele idéboksen med alle de løse idéer, der opstår undervejs.
På den måde har jeg fundet en struktur, som jeg godt kan lide. Som samtidig gør, at jeg laver en masse forskellige opgaver, så jeg aldrig går død i det. Så jeg aldrig bliver træt af det.
Nu har jeg været selvstændig i lidt over fem år. Og sådan en struktur kommer ikke lige med det samme. Jeg har jo prøvet mange flere ting, end der lige er på det mindmap her. Men det er det her, som jeg i sidste ende har fundet frem til, som gør mig glad.
Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?
Jeg er en meget, meget struktureret person. Meget perfektionistisk. Det er både godt og dårligt. Det er dårligt, fordi man tænker rigtigt meget over om tingene nu er i orden. Men det er også en styrke, fordi det gør, at jeg får nogle ting gjort. Jeg er god til at holde ved mine idéer og føre dem ud i livet. Der er ikke noget man kan få gennemført i dette liv, hvis ikke man har en plan for det.
Hvis jeg sætter mig noget for, så er det sådan det er. Sådan har det altid været.
For eksempel, så gik jeg til spejder da jeg var lille. Og hvert år, så havde vi sådan en march, hvor vi havde 30 timer til at gå X antal kilometer på en planlagt rute. Da jeg var 9 år, var jeg det, der hedder mini-spejder. Og det var meningen, at vi skulle gå 10 kilometer på de 30 timer. Og hvis vi var vilde, så kunne vi gå 30 kilometer.
Og bagefter fik vi så et mærke, der viste, hvor langt vi hver især havde gået. Der var også mærker for at gå 50 km, 75 km og 100 km. Og du havde 30 timer til det uanset hvad.
Det var det mærke, der gjorde hele forskellen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Jeg skal ikke have et mærke, hvor der står 50 eller 75, når man kunne have fået mere.”
Så jeg gik de 100 kilometer på 30 timer.
Som mini-spejder, så måtte man ikke gå mere end de 30 kilometer. Men mine forældre var inde over det, og de gik med mig noget af vejen. Men jeg gik alle 100 kilometer selv. Og jeg var så smadret bagefter, at jeg sagde nej til at få en is. Og hvem fanden siger nej til en is?
Det handler ikke om at være bedre end andre. Det handler om mig selv: Når man kan det, så skal man det også. Ligesom med tegningen, jeg skal jo vise dette værk i sidste ende – det kan godt være, at det ikke er mit mål, men jeg ved det, og så skal det bare være i orden. Og så bliver jeg ekstremt stædig omkring det.
Mit udgangspunkt er, at jeg er billedkunstner. Men det betyder ikke, at jeg først står op når klokken er efter 12. Der kan være nogle fordomme omkring at være billedkunstner. Jeg er på kontoret senest klokken 9. Mandag til fredag arbejder jeg. Men hvis jeg ikke har nogen andre aftaler, så kan jeg også sidde og arbejde om aftenen. Men jeg holder fri lørdag og søndag. Jeg er blevet god til at holde fri. For jeg har fundet ud af, at det er vigtigt.
I mit arbejde har jeg udviklingsopgaver, afviklingsopgaver og driftsopgaver.
Udviklingsopgaverne er der, hvor idéerne kan fyge derudaf. Men det er ofte også der, hvor man ikke tjener nogen penge. Jeg har besluttet, at jeg kun må have to deciderede udviklingsopgaver af gangen. Det er sådan set ligegyldigt om det er en opgave, der tager en uge eller en, der tager to år. Jeg må kun have to af gangen, for ellers så kan jeg ikke følge med. Og så må jeg kun lave et værk om året. Det tager 3-4 måneder på fuld tid at lave et værk.
Billedet er taget af Adam Sund
Afviklingsopgaverne er afholdelse af workshops, foredrag, udstillinger, og undervisningsforløb. Det er de opgaver, hvor jeg godt ved, hvad jeg skal. Det er som regel også der, hvor pengene er.
Og driftsopgaverne er alt det andet, booking af møder, vedligeholde hjemmesider og så videre. Det har jeg det også fint med at gøre. Men jeg er nået til den erkendelse, at det er der også andre, der kan finde ud af. Så nu har jeg startet et samarbejde med en projektkoordinator til at hjælpe mig med det.
Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?
Jeg har faste udgifter for omkring 12.000 — så det skal jeg jo tjene.
Udover at betale mine regninger, bruger jeg mest penge i firmaet til at få ting til at ske, og så på at være sammen med mine venner og famile. Nogle uger kan jeg bruge 200 kr udover faste udgifter og arbejde, og andre uger kan jeg bruge 4000 kr. Og det er jo et kæmpespring.
Men jeg har lært mig selv at kunne leve på ikke særligt meget. At starte op som selvstændig kunstner, uden en kunstuddannelse, kort før en finanskrise, gør bare at man lærer at leve på utroligt lidt, fordi det er svært at tjene penge. Jeg skal ikke klage, jeg har været heldig. Men det har betydet, at jeg har været vant til ikke at bruge særligt mange penge.
Det jeg vil er mit arbejde. Når jeg siger det, så tænker folk “årh, du lever for at arbejde.” Men det gør jeg ikke. Men mit arbejde er simpelthen så meget mig. Så hvornår arbejder jeg, og hvornår holder jeg fri? Det er svært at sige. Jeg har jo ikke nogen hobby, for min hobby er jo det jeg laver.
Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?
Jeg er jo ikke uddannet til at tegne. Jeg har bare gjort det hele mit liv. Det har været så naturlig en ting for mig, at jeg så det ikke som noget specielt. Så da jeg startede med at tegne fuld tid i 2007, så kom nogle af mine nærmeste venner, som jeg har haft 10-15 år, og spurgte “tegner du?!” fordi de vidste ikke, at jeg tegnede.
Jeg tog en uddannelse indenfor regnskab og økonomi i DR, og i de år arbejdede jeg også med flere sideløbende projekter, både i og udenfor DR. Men da jeg så var færdiguddannet, og sad og arbejdede tre måneder sammen sted, så kunne jeg godt mærke, at det ikke var det, som jeg havde søgt efter. Men jeg kunne stadig ikke sætte ord på, hvad det var.
Så begyndte jeg at læse Performance Design (PD) på RUC, pga. den projektorienterede, kreative tilgang til studiet. Studieordningen krævede, at jeg skulle kombinere det med noget, og så tænkte jeg “virksomhedsstudier, selvfølgelig”, fordi så kunne jeg ikke bare få lov til at gøgle, men også få lov til at strukturere det at gøgle (mange der ikke kender til PDs studieform kalder det at “gøgle rundt”, men hvis man ved hvad man vil med studiet, så ”gøgler” man absolut ikke rundt).
Så en torsdag aften — den 26. juli 2007 — blev jeg ringet op af en fyr, der spurgte om det passede, at jeg kunne tegne. Jo, det kunne jeg da godt. Han havde en tøjbutik, hvor han gerne ville have tegnet New Yorks skyline oppe over fire prøverum. Og om det var noget jeg kunne være interesseret i?
Og jeg kunne bare mærke, at det blev jeg nødt til.
På det tidspunkt var jeg rusformand på RUC. Det er dem, der står for hele rusvejledningen. Det handler ikke om at drikke øl. Det er et kæmpe organisatorisk arbejde med ansvaret 150 rusvejledere, som havde ansvaret for 1400 nye studerende. Hele rusforløbet startede ugen efter, så jeg havde vildt travlt med det.
Men jeg kunne bare mærke, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvad denne tegning gik ud på. Væggen var nok seks meter lang. Så jeg spurgte ham: Hvornår skal den være færdig? Og han sagde, “Du har halvanden måned, for vi åbner officielt den 2. september.”
Og jeg tænkte, “det har jeg ikke tid til. Men jeg skal.”
Så kom stædigheden op i mig. Jeg vidste stadig ikke helt, hvad det var, at det var det jeg havde ledt efter. Men jeg var så tæt på, at jeg kunne mærke, at det blev jeg nødt til.
Så jeg tegnede 250-300 timer på den halvanden måned samtidig med at jeg kørte fuld tid som rusformand. Jeg har siddet og talt lidt sammen, og jeg tror, at på den halvanden måned sov jeg det samme som man sover på halvanden uge. Og jeg lyver ikke. Nogen dage sov jeg tre kvarter, og sov inde i prøverummet, og sov på stilladset, som jeg arbejdede på. Men jeg gjorde det. Og rusformandskabet kørte også — tror jeg. Håber jeg. 🙂
Det var sindssygt hårdt, og jeg skal aldrig gøre det igen. Men jeg blev NØDT til det der.
Og mens jeg stod og tegnede, fik jeg en bestilling på det næste værk. For der var åbent, så man kunne komme ind og kigge. Og så begyndte jeg bare at få en masse tanker og idéer til hvordan man kunne gøre. Lige pludselig begyndte det bare at boble indeni mig. Jeg havde fundet noget der, som jeg måtte gøre.
Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?
Jeg har udelukket at have en fast indkomst. Jeg har fravalgt den økonomiske sikkerhed. Det er trygt nok for mig. Det er så ikke altid så trygt for resten af vores samfund. Banken skal virkelig have tiltro til det man gør. De kigger jo på tallene. Så der kan godt være lidt en kamp der.
De sidste fem år har mit ansvar udelukkende ligget på mit arbejde og på mig selv. Og det lyder ego, men det har det været. Jeg har ubevidst valgt meget familiemæssigt fra de første par år. Jeg har ikke nogen børn endnu. Men hvis jeg havde været i et fast forhold og havde fået børn, så havde der været ting, som jeg skulle bidrage med der, og så ville jeg aldrig nogensinde have nået hvor jeg er nået til i dag.
Efter to år som selvstændig holdt jeg fri en lørdag, og jeg tænkte, “gud, det er mærkeligt.” Indtil da havde jeg virkelig ikke holdt fri overhovedet. Der havde jeg bare arbejdet, arbejdet, arbejdet. Og mange venner så jeg ikke i lange perioder.
Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du din hverdag vil forandre sig i de kommende år?
Det letteste for mig i alt det her jeg gør, det er faktisk at tegne. Men det er også det farlige ved det. For jeg kunne også sagtens bare sidde og tegne og tegne og tegne.
I starten tænkte jeg ikke så meget over det, når jeg var derhjemme og jeg sad og arbejdede. Men når jeg kom ud, så kunne jeg simpelthen mærke, at min tilgang til andre folk, til omverdenen, var helt anderledes.
Min far sagde til mig, “du bliver nødt til at finde noget andet at lave også. Du må finde en måde at gøre det på, så du ikke ender med at tegne dig selv ihjel. For ellers går der ikke særligt mange år før du smider det hele ud af vinduet, måske i bogstaveligste forstand, fordi så gider du det ikke mere. Så er du drænet fuldstændig.”
Det satte nogle tanker i gang. Og jeg fandt frem til, at udgangspunktet — det at tegne — godt stadig må være det samme, men at jeg godt kunne lave forskellige ting med det. Som jeg siger: Jeg elsker at tegne, og jeg elsker ikke at tegne. Jeg har erkendt, at det er vigtigt at brænde for noget, men det er endnu vigtigere, at man ikke brænder ud. For mig er den erfaring kommet til udtryk ved at jeg har fundet en balance i min hverdag mellem at tegne og ikke at tegne.
Billedet er taget af Aske Rif Torbensen
Det er utroligt svært for mig at komme med et bud på, hvad der sker om fem år, for der er sket så meget de sidste fem år.
Men mit arbejde vil stadig fylde meget. Det vil det altid gøre. Men jeg har fået lettere ved at beskæftige med andre ting. Jeg vil være meget mere sammen med venner og familie. Og rent arbejdsmæssigt, så ved jeg, at jeg vil komme til lave mange gode projekter ude omkring i verden.
Og så ved jeg da ikke. Når man snakker børn. Det vil jeg jo gerne have. Men jeg skal ville det 100% — både børnene og den jeg skal være sammen med, for ellers kan jeg lige så godt lade være. Ellers så vil det være en stakket frist. For mig er det ikke et mål i sig selv at skulle have børn, men det er noget, jeg selvfølgelig gerne vil have.
Portrætbilledet øverst er taget af Adam Sund