Lola Baidel
Lola har skrevet disse svar på hverdagsspørgsmålene:
Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:
Alenehed, Smil, Ord
Den vigtigste erfaring fra din hverdag i en sætning:
Det bliver aldrig som du havde forestillet dig – det bliver altid anderledes.
Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?
Dagligdagen er aldrig rigtigt slået igennem i mit liv … det er som om alting kun næsten når at blive rutine, før der sker et eller andet som gør at jeg må hoppe et niveau og akutimprovisere nye rutiner og måder at leve på. Så det at motionere paratheden er en nødvendighed. Især når det af og til føles som om det ikke er nødvendigt.
Så denne parathed er også langt hen ad vejen den jeg er – dvs. jeg er altid på vej til at blive en anden, gøre noget andet, leve at noget andet eller med nogle andre eller et andet sted.
Så … jeg er opportunist … forkvinde for Foreningen af Lavgærdespringersker … og har en uofficiel olympisk bronzemedalje i Sidste Øjebliks Redninger.
Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?
Da jeg var ung, seriebeboede man billige, saneringsdømte lejligheder. Jeg er aldrig rigtig kommet over på den anden side til dyre møbler og designerlamper. Det skal bare fungere og gerne se lidt sjovt ud.
Jeg har ikke billeder på væggene – jeg har et par af min datters værker stående, for hende vil jeg gerne bo sammen med. Hvilket omvendt er grunden til at jeg ikke har andre billeder hængende – for der er ikke så mange andre, jeg gerne vil have i mine stuer hver dag.
Dog har jeg malerier på badeværelset. Mænd kan så godt lide at gå udenfor og tisse – så der hænger et maleri af en skovsti. Så kan de stå og drømme sig bort.
Gulvene i hele lejligheden er malet flødefarvede – det giver lys … og så kan man se hvornår der skal støvsuges.
Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?
Som alt andet i mit liv, er det også ved at forandre sig. Min datter er nu 22 og ved at være færdig med sin uddannelse. Som enlig forsørger 24/7 fra hendes første levedag, har der ikke været til pensionsopsparing også. Som min veninde, der også er både selvstændig erhvervsdrivende og enlig mor, plejer at sige det: ”Af to onder, har vi valgt dem begge to”. Økonomisk er det gået – og gået fint – i de sidste 22 år … men det har været som at springe fra isflage til isflage, mens man ind i mellem lægger blomsterofringer og tænder røgelsespinde og bare håber på at det går. Min mor havde fuldtidsarbejde til hun var 73 og jeg regner med jeg bliver ved nogle år længere. Så har jeg forhåbentlig fået oparbejdet noget der ligner en opsparing til alderdommen.
I 2012 opdage jeg www.airbnb.dk som er en internetside der formidler bed & breakfast værelser over hele verden. Så nu lejer jeg min datters værelse ud når hun ikke er i byen i forbindelse med ferie eller andet – og tjener så en del gode penge – og har stadig mulighed for at have gæsteværelse til datteren, når der er brug for det … det er smart.
Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?
Da jeg var 9 besluttede jeg mig til at jeg ville være forfatter og bogholder og have en datter og bo på Vesterbro i en andelslejlighed.
Nej vel? Næppe sandsynligt. J
Jeg tror jeg er endt her, fordi jeg prøver på at holde mig på afstand af mennesker, jobs, kvarterer, fødevarer som jeg ikke har det godt med. Og så er jeg i bund og grund praktisk. Jeg gør det der virker og prøver at få det bedste ud af det jeg har at gøre godt med. Fysik, økonomi, venner, talenter og netværk.
Faktisk kan jeg i skrivende stund ikke huske at jeg har drømt om at blive noget … f.eks. har jeg aldrig haft noget ønske om at blive forfatter. Jeg skrev bare nogle digte som et forlag udgav. Og så var jeg pludselig forfatter. Jeg har heller aldrig haft nogen planer om at blive bogholder, men jeg havde bare brug for at arbejde nogle flere timer, da min datter kom i vuggestue. Så fik jeg lov at lave bogføringen i det firma hvor jeg lavede frokost. Og så måtte jeg jo lære det.
En vigtig del af min hverdag er Republikken, et stort kontorfællesskab hvor jeg lejer et skrivebord. Der er et godt arbejdsmiljø og mange muntre, rare og hjælpsomme mennesker … og så ligger det 5 min på cykel fra min bopæl. De fleste dér, er en del yngre end jeg og det holder mig ”on my toes” Det var også en tilfældighed at jeg endte der.
Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?
Jeg er kommet ind på 4 uddannelsesinstitutioner, hvor jeg er hoppet fra igen. De to begyndte jeg end ikke på. Jeg har i dag ikke nogen uddannelse ud over en privat coachuddannelse.
Som regel er jeg stået af på tilbud, der syntes mig at være lidt for godt betalt. Udelukkende på mavefornemmelse.
Ellers mener jeg ikke, jeg har udelukket muligheder som jeg fandt relevante??? Men et hvilket som helst valg, udelukker jo én fra muligheden for at vælge det fravalgte? – Eller … man fravælger jo noget, fordi man vælger noget andet.?
Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du at din hverdag vil forandre sig i de kommende år?
Min datter flyttede til Viborg for at gå i skole der. Men som sagt, min hverdag har sjældent været hverdag så længe ad gangen.
Og jeg forventer ikke noget som helst – jeg læner mig tilbage og venter spændt på at se hvad der sker.