Lynkursus: Kend din kommune
I dagligdagen har de fleste af os ikke så megen kontakt med kommunen. Men hvis du sætter dig for at udvikle, forbedre eller ændre noget i dit lokalområde, skal du ofte bruge en tilladelse fra kommunen. Det kan forekomme tungt og uoverskueligt, fordi kommuner traditionelt opfattes som meget skriftlige organisationer, der lægger stor vægt på notater og papirer. Men du kan også vælge at se kontakten til kommunen som starten på et godt samarbejde.
Her er nogle gode råd til at få en god relation til din kommune:
Skriv til kommunen og spørg, om du kan mødes med et par af de relevante medarbejdere til en uformel snak. Hvis du får chancen for at møde dem ansigt til ansigt uden skranker imellem, kan du få deres umiddelbare sparring på idéen, før der går regler og krav i den. Lad være med at bruge lang tid på en projektbeskrivelse eller en masse forberedelse. Bare send en kort beskrivelse af projektet, og invitér til en åben og agenda-fri snak om, hvordan de kan forestille sig, at du kan gribe det an.
Spørg andre projektmagere i kommunen til råds om, hvem de har haft gode erfaringer med at snakke med i kommunen. Det kan godt være, at netop dé personer ikke kan hjælpe dig direkte, men de har måske en god forståelse for spændende projekter og et stort netværk inden for kommunens mure og kan pege dig i den rigtige retning.
Hvis din idé har potentiale til at blive en socialøkonomisk virksomhed, har mange kommuner allerede én samlet indgang for erhvervslivet, hvor det vil være et oplagt at starte. Ofte vil kommunen have en række indsatsområder og prioriteter, som de gerne vil fokusere på. Hvis dit projekt stemmer overens med dem, vil det være meget nemmere for kommunens medarbejdere at skaffe støtte og tilladelser til dig.