Mads Boserup Lauritsen
Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:
Fællesskab, familieliv og projekter.
Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning:
For at få min hverdag til at hænge sammen er jeg nød til at foretage nogle pragmatiske fravalg, og så turde stå ved dem. Det er især den del med at stå ved dem, der er lettere sagt end gjort.
Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?
Jeg er en 32-årig arkitekt, der bor på Nørrebro i København, og arbejder til dagligt med byplanlægning og storskalaplanlægning i Køge Kommune. Det vil sige et typisk pendlerjob som min primære beskæftigelse. Er meget engageret i den overordnede regionale planlægning, udviklingstendenser og det primære formål med mit arbejde er at skabe grundlaget for vækst. Jeg skaber rammerne for fremtidige bydele og strukturer, og har en stor kontaktflade internt i organisationen både på det politiske niveau og de øvrige forvaltninger. Skriver pressemeddelelser for borgmester, beslutningsnotater osv.
Derudover har jeg siden jeg var på barsel i syv måneder i 2012, kørt projektet TagTomat, som er et urbant laboratorium, hvor vi tester og udvikler glæden ved at lave ting med hænder og dyrke både grøntsager og nye fællesskaber. Projektet har to skalaer eller niveauer:
Det første er den indadvendte taghave i vores baggård som på tværs af ejerforeninger har skabt et fornyet fællesskab med taghaven som omdrejningspunktet. Taghaven ligger oven på vores skraldeskur, og er et lavpraktisk og jordnært eksempel på en fin dobbeltudnyttelse af den sparsomme plads i byen.
Taghaven medio september 2013
Det andet niveau er at være ekstrem åben om projektet via bloggen på TagTomat.dk, løbende holde rundvisninger i taghaven, holde arrangegementer, invitere til plantekasseworkshops i vores baggård og i år at hjælpe andre kvarterer med at komme i gang med dyrkning i byen via workshops og den lille Fortovshave på Østerbro.
Jeg har en sød kone, en datter på to og en til på vej, så der er rigeligt at få tiden til at gå med.
Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?
Vores hverdag er indrettet som mange andres fra otte til fem, men derudover er TagTomat blevet min hobby. Jeg går ikke til fodbold, men har tidligere spillet enormt meget musik, men det gør jeg ikke mere. Det der er min personlige hobby nu er at lave det her projekt.
Selve projektet fungerer ved at jeg i løbet af året arrangerer et antal større arbejdsdage, hvor vi i gården er fælles om at gøre klar. Først etablerer vi taghaven, så holder vi en forspirringsdag, så holder vi en udplantningsdag, som skal gøres i foråret. I løbet af sæsonen er det så at bruge et kvarter om dagen på at ae sine græskar og tomater, når man alligevel er nede med affald. Jeg kan se, at der i løbet af i år og sidste år er kommet ca. ti faste brugere af taghaven, der også nusser om planterne. Derudover mødes vi engang imellem om aftenen og tager en fælles tørn i et par timer når ungerne er lagt til at sove. Så alt i alt bruger jeg to til tre timer om ugen, fordelt over alle dage hernede i gården.
Når det så gælder udadvendte aktiviteter ligger det jo så bare endnu mere arbejde oven i mit 37-timers fuldtidsjob. Det har fungeret nogenlunde her i foråret, omend det var meget presset på visse tider. Men det lykkedes at få etableret en fortovshave på Østerbro og afholdt et par workshops derude. Og det er jo bare et spørgsmål om at bruge helligdage og weekender fra mit rigtige arbejde til at gøre de her ting, og det er jo en personlig prioritering, hvad man vil bruge sin fritid til.
Fortovshaven – færdigmalet og fin – primo august 2013
Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?
Helt hardcore har vi faste udgifter med alt: mad, studielån og husleje på rundt regnet 15-20.000 kr. om måneden. Og derudover ryger resten i det store sorte hul, når man skal betale af på lånet for en lejlighed købt i 2007. Og ellers er det ferier og fornøjelser. Så vi har nogle ventiler at dreje på, hvis vi skulle få en lavere indkomst. Da jeg var på barsel sidste år startede vi med en måneds ferie på Bali, og det ryger der jo så lige 40.000 kroner på. Det er en frihed ved at have to akademiker-jobs at vi har kunnet fyre penge af på sådan noget.
Når vi har relativt lave omkostninger i forhold til andre som har købt langt dyrere lejligheder, biler osv. Så er der et vist råderum til at lave den her slags projekter.
Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?
Indtil nu har vores hverdag bare udviklet sig fra at blive gift og flyttet sammen for fem-seks år siden, til at få en datter for to år siden, til hvor vi er i dag. Vi er blevet bedre og bedre til at tale om vores behov, og især mine hobbyaktiviteter kræver lidt koordinering på hjemmefronten. Jeg er meget ”ad-hoc” i alt hvad jeg gør, jeg trives i kaos, og min kones præferencer er cirka det modsatte, så vi har en del snakke om hvordan og hvorledes det hele skal hænge sammen.
Men det handler også om at respektere hinanden og, at den anden siger ”Nu gør jeg de her ting den og den dag” og så huske at når den anden siger det, skal man give plads.
Jeg pendler dagligt en time hver vej, min kone har enormt meget vagtarbejde aften og nat, så i bund og grund handler det om logistik.
Men det er jo også en frihed for mig, at jeg har fred de aftener hvor min kone ikke er hjemme, hvor jeg bruger tiden på at lave projektansøgninger og udvikle TagTomat. Så det er måske også en årsag til at det er muligt at jeg ligesom har de her tvungne hjemmeaftenener, hvor jeg ikke bruger tiden på et højt medieforbrug og fjernsyn, som kan være andres hobby. Så det er også sådan det hænger sammen. Ved ikke at have et højt medieforbrug.
Indvielse af Fortovshaven den 5. maj 2013
Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?
Det primære fravalg for mig er at fjerne elementer, der forstyrrer mig. Jeg har valgt ikke at have Facebook, det kan jeg ikke håndtere, og eksempelvis har jeg svært ved at føre en samtale med nogen hvis der er et fjernsyn i baggrunden. Men med det bevidste fravalg af Facebook går jeg også glip af mange ting. Mine venner har efterhånden lært at invitere mig via sms og emails, men jeg går helt sikkert glip af ting og muligheder som netop denne platform giver. Så det er jo et fravalg af fællesskab på en eller anden måde.
Men mange af de fællesskaber, som er gået tabt, tror jeg ikke bunder i mit fravalg af platforme, men mere i en hverdag, hvor folk har travlt og ikke møder hinanden naturligt.
Første gang det for alvor gik op for mig var da vi stoppede med at studere. Der forsvandt de venner, hvor det kun var vores studiesteder der var relationen, og hvor det var ekstremt nemt for alle at tage en øl hver fredag pga. ingen familiære forpligtelser.
Anden gang, hvor der for alvor blev skåret ind i omgangskredsen, var da vi alle begyndte at få fast arbejde. Der forsvandt næste ”skive” af pølsen. De fleste af dem vi omgås jævnligt i hverdagen bor eksempelvis her på Nørrebro. Mens andre gode bekendtskaber der bor på Amager omgås vi sjældnere. Ikke fordi der er sket et bevidst fravalg/tilvalg, men jeg kan bare konstatere at det er sådan vores hverdag hænger sammen. For mig personligt forsvinder ting der ikke er en del af min hverdag, og det er vel også ok? Jeg tror de fleste kender det med at der er nogen som ringer eller skriver ”ej, skal vi ikke snart ses??” hvortil jeg svarer ”jo, selvfølgelig, det er godt nok også ved at være et halvt år siden sidst”. Så går der et halvt år og man har samme snak en gang til. Og der hvor vi er nu i vores hverdag, der forsvinder tingene bare hurtigt i den daglige logistik.
Jeg tror på at fællesskaber skal integreres i vores hverdag for fortsat at udvikles. Man skal have nogle rutiner der, fra vi står op til vi går i seng, styrker relationer og plejer alle de her menneskelige behov. Det kan måske sammenlignes med, at hvis du ikke har motion som en naturlig integreret del af dit transportmønster med daglige cykelture, så er der rigtigt mange der ikke får daglig motion. For mit eget vedkommende, der kan jeg se, at selvom jeg er blevet opereret for en diskosprolaps for tre år siden, er jeg enormt dårlig til at gå i fitnesscenter. Og jeg burde måske have ”rygraden” til at få det gjort. Det er vigtigt at få lagt rutiner ind i hverdagen, hvor vi får gjort de ”rigtige” ting. Det skal være let at gøre det rigtige.
Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du din hverdag vil forandre sig i de kommende år?
De vigtigste forandring i min hverdag har været (hm, det er sjovt at jeg altid starter med det faglige), at jeg har været uddannet i fem år, og har nu fået den faglige ballast og erfaring, der gør at jeg er selvsikker i udførelsen af mit arbejde. Jeg har ikke samme behov for at søge. Jo, viden skal man selvfølgelig altid opsøge, men jeg er ikke længere novice i sådan arbejdsmæssig forstand. Jeg vil sige at jeg har fået ro på den arbejdsmæssige del af min hverdag. Før brugte jeg meget energi på at være søgende efter min faglige identitet.
At bliver far for to år siden er var selvfølgelig også en stor forandring. Og jeg tror, at det at have syv måneders barsel fra marts til oktober også var en øjenåbner for mig.
Det gjorde, at jeg begyndte at reflektere over hvad jeg skal med mit liv. For to år siden kørte karrieren bare derudaf, men så under barslen fik jeg tid til at tænke over, om det egentligt er det her jeg vil: “Nu kører vi derudaf, og om ti år er jeg chef i en eller anden mellemstor dansk kommune” — er det virkelig det jeg vil?
Under barslen lavede jeg så det her TagTomat-projekt, hvor jeg via de arrangementer og aktiviteter jeg lavede og den generelle opmærksomhed som projektet fik, mødte enormt mange mennesker og fik fantastisk meget positiv feedback.
Kapillærkasseworkshop den 20. maj 2013 i Taghaven
Jeg har tidligere været, og er stadig, relativt venstreorienteret, og har brugt meget energi og tid på at formidle det. Hvis nogen var enormt egoistiske omkring ting med penge, så tændte det mig virkeligt af. Men nu er jeg begyndt at sige, at hvis du gerne vil fokusere så meget på at tjene penge, så er det er tilvalg du har taget, men jeg gider egentlig ikke høre om det, det er dit ‘problem’. Og så vælger jeg det fra, for det bringer mit pis i kog.
Det vil sige, at jeg har droppet de politiske skåltaler, for det skræmmer folk væk. Der er rigtigt mange inden for ”urban gardening / urban farming” bevægelsen der har en politisk agenda med for eksempel at være selvforsynende og dyrke 100% økologisk. Det har ikke været min tilgang til at lave TagTomat. Tilgangen har været en ekstrem åbenhed, at skabe et laboratorium, hvor vi dyrker så økologisk som muligt, måske er jeg bare ekstremt pragmatisk i min tilgang til at få de her ting til at lykkes. Det er vigtigere for mig at have successer frem for benspænd. Der er nok udfordringer i at få det hele til at hænge sammen i de her projekter. Måske lidt i stil med en hverdag. Jeg er i hvert fald nød til at træffe pragmatiske til- og fravalg for at få det til at hænge sammen.
Arbejde, barn og så det her TagTomat er de største forandringer der har været i de seneste år af mit liv.
Og hvad angår mine forventninger til fremtiden. På mit nuværende arbejde skulle det være at gå på deltid, og så få tid og frihed til at lave nogle af de her hobby-ting. Vi har jo en enorm økonomisk frihed ved ikke at være tvunget til at have to faste indtægter. Jeg tror dog sagtens jeg kan opretholde en pæn indkomst, da folk er begyndt at betale mig penge for at lave workshops osv. For mig ville det ideelle være at arbejde tre dage om ugen på mit rigtige arbejde, og så have to dage om ugen til at lave et eller andet frivillighedsbaseret TomatGøgl. Fordi vi økonomisk ikke har brug for pengene. Det er jo en stor frihed at have.
Om to-tre år skal min kone vælge speciale som læge, det kan være vi til den tid skal flytte, så lige nu har jeg et vindue på to år til at gå og lave de her ting i byen. Så skal jeg være far igen til februar, så der er mange ting der spiller ind. Men den der standard-karriereplan med, at nu har jeg ledet et par større projekter, så er næste skridt at søge nogle mellemlederstillinger — jeg tror, at mange kender det sted i karrieren — dét har jeg fundet ud af, at jeg ikke skal på nuværende tidspunkt.
Jeg vil jo egentlig gerne undersøge om jeg kan leve et liv, hvor de her gøglerprojekter kan blive halv levevej og halv hobby, uden at brænde sammen som idealist, som jeg ved, at rigtig mange iværksættere kæmper med. Penge er ikke et mål, men et middel til at lave projekter og få mad på bordet.
Kapillærkasseworkshop den 11. august 2013 på Tåsinge Plads
Og i forhold til de relationer der skabes via vores haveprojekter, så synes jeg det er fantastisk at al den viden som vores bedsteforældre havde for et par generationer siden, omkring det at dyrke ting selv er ved at komme tilbage. Tænk at man kan samle frø ind i efteråret, lægge dem i jorden og så få nye blomster året efter – og så ganske gratis. For to generationer siden var 50% beskæftiget i eller tæt på landbruget og fødevareproduktion, i dag er det 3-4 %. Så for mig er det en rejse mod at dyrke mere og mere i fællesskab, og bruge den grønne platform som grundlag for maddannelse og nye relationer den ideelle kombination – og hvis jeg så kan leve af at rådgive andre, vil det jo være ideelt.
Følg Mads på hans blog TagTomat.dk
Mads’ hverdagsportræt er et af flere hverdagsportrætter, der indgår i Borgerlysts kommende bog “Borgerlyst — Handlekraft i hverdagen”. Læs mere om bogen og forudbestil den her.