Makroskop: Nært og fjernt
En af de allersværeste ting at forholde sig til, er at der foregår så mange ting i helt andre størrelsesordener, end vi er vant til. Hvert øjeblik foregår der tusinder af uendeligt små handlinger og forvandlinger inde i vores kroppe på celleniveau, og tilsvarende finder ligeså mange uendeligt store ting sted langt ude i universet. Det er næsten ikke til at begribe, at alle disse ting finder sted i den samme verden, som vi bebor.
Men heldigvis har de to designere Charles og Ray Eames lavet denne lille film, der netop viser sammenhængen mellem de uendeligt små og det uendeligt store.
Filmen hedder “Powers of 10“, hvilket kan oversættes som “Verden i 10. potens”. Det er en udforskning af størrelsesforhold. Den starter med en picnic i Chicago, og begynder derfra at zoome ud, så vi hvert 10. second er 10 gange så langt fra vores udgangspunkt, indtil vores galakse blot er en lille lysende prik i universet blandt alle de andre.
Derefter zoomer vi ind igen, men vi stopper ikke ved picnic-tæppet, vi zoomer videre ind i hånden på manden, der sidder på tæppet, helt ind til vi ser de enkelte molekyler og atomer, som den pågældende celle består af. Det er svimlende og magisk – og giver en fantastisk fornemmelse af både det store og det små.
Filmen er blevet en skattet del af den amerikanske videnskabelige kulturhistorie, og den har bl.a. inspireret et andet par brødre, Cary og Michael Huang, til at kode et lignende makroskop, hvor du selv kan bestemme, hvor meget du vil zoome ind eller ud. Det hedder The Scale of the Universe, og det er lige så svimlende som det lyder.
Post your comment