Nye former for politisk organisering

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier“

De politiske partier lever ikke i et vakuum. De bliver formet af ydre omstændigheder. Gennem de sidste 30 år har både den intensiverede mediedækning og den nye globaliserede verdensordens kompleksitet har medvirket til, vælgerne ikke længere går efter partiprogrammer, men efter karismatiske og tillidsvækkende kandidater, som de kan genkende og støtte. De personlige stemmetal er vigtigere end listestemmerne.

Politikernes medieoptræden er derfor blevet vigtigere end tidligere. Og de har derfor brug for at sikre, at de rigtige politiske budskaber kommer ud i de rigtige kanaler på de rigtige tidspunkter fra deres parti. Der er ikke plads til modstridende signaler, der undergraver politikernes autoritet. Dette leder til stadigt stærkere topstyring i partierne.

Selv forklarer politikerne det med, at en sådan topstyring er en taktisk nødvendighed for at sikre partiets manøvredygtighed i det politiske spil. Men spørgsmålet er, om det parti-hierarki, som denne topstyring bygger på, kan fastholdes i en tid, hvor nye dynamiske organisationsformer vokser frem på internettet.

Internettet nedbryder og omgår traditionelle centraliserede og hierarkiske institutioner ved at gøre det muligt for folk at finde sammen og mobilisere sig omkring deres interesser. Der er masser af eksempler: Fra Wikipedia og Linux over Facebook og Craigslist til Napster og The Pirate Bay. Overalt leder denne dynamik til markante forandringer. I dag er det især musikbranchen, filmbranchen og medierne, der lider under disse voldsomme forandringer. Men i morgen kan det meget vel være de politiske partier, vores offentlige institutioner, der kommer under pres og forandring.

Et af de områder, hvor internettet har størst indflydelse er i den måde vi organiserer information på. Den amerikanske forfatter David Weinberger beskriver i sin bog Everything is Miscellaneous tre forskellige former for organisering:

• Førsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.
• Andenordens-organisering indfører et ekstra referencelag á la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.
• I tredjeordens-organisering bortfalder det vilkår, at en genstand kun kan optræde et (eller få steder). Et billede på billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge: Det kan tilgås efter lokation, kameramodel, det tidspunkt billedet blev taget, fotografen, nøgleord, der beskriver billedet, og så videre. Sagt på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret. Det har i stedet et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse. Weinberger påpeger, at det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende begrænses af dets meta-data (altså, hvor den tilrådeværende mængde af information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).

Et udsnit af de mest populære emneord, altså metadata, på fotodelingstjenesten Flickr

Lad os prøve at oversætte disse tre former for organisering til politisk organisering:

• I førsteordens-organisering er personer organiseret efter et givet kendetegn eller princip; for eksempel at de alle er bilejere, skoleelever eller typografer. Eller at de har en klar holdning i forhold til en bestemt enkeltsag. Eksempler på førsteordens-organisationer er interesseorganisationer som FDM og DGS eller enkeltsagsorganisationer som Dansk Flygtningehjælp eller Amnesty International.
• I andenordens-organisering er personer organiseret efter et ekstra referencelag, der gør det muligt for organisationen at spænde over flere forskellige perspektiver samtidigt. Et sådant referencelag kan for eksempel være en ideologi, en klasse, eller en gruppe af beslægtede faglige discipliner. Det betyder, at organisationerne i sig selv er med til at skabe den sammenhæng, der binder personerne sammen. Det kan være paraply-organisationer eller partier, så som Landbrug og Fødevarer, LO, Venstre eller Socialdemokraterne. Det interessante er, at sådanne organisationer ofte er eksklusive — f.eks. kræver de fleste politiske partier, at du ikke kan være medlem af flere partier samtidigt.
• I tredjeordens-organisering er personer ikke aktivt organiseret, men står altid åbne overfor at blive organiseret på et utal af måder afhængig af interesse, behov og lyst. Den eneste begrænsning er, at organiseringen skal finde sted gennem de relationer, som personen allerede indgår i. Men som Weinberger pointerer, så hver gang der knyttes en ny relation mellem to elementer, så skabes der en ny organiseringsmulighed. Det er en flydende, ustruktureret og ukontrolleret form for organisering. Og det resulterer oftere i løse netværk end i deciderede organisationer i traditionel forstand. Det kan f.eks. være Stop ACTA-kampagnen, Occupy Wall Street eller Skift Bank Dag.

De politiske partier er i dag organiseret efter et andenordens-princip baseret på overordnede holdninger eller ideologier, der beskriver, hvordan samfundet som helhed ser ud, og hvordan det bør indrettes på langt sigt.

Men som partimedlem forventes det, at man bakker op om hele viften af partiets vedtagne politik — herunder også politikområder, som man ikke har viden om, interesse i eller forståelse for. Man bliver kort sagt taget til indtægt for en masse holdninger, som man ikke selv har formuleret — og som man ikke nødvendigvis er enig i.

Dette strider imod de idealer om selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen, som vi alle lærer i skolen. Og det lader til at være en af de primære årsager til, at danskerne undlader at engagere sig i de politiske partier. Som journalisten Torben Krogh skriver i sin bog “Farvel til partierne”, så angav 59% af vælgere udenfor partierne, at de ønskede at tage stilling fra sag til sag, og derfor ikke ønskede at være medlem af et parti.

Hvis partiernes andenordens-organiseringsform begrænser deres muligheder for at rekruttere nye medlemmer så meget, så er det nærliggende at stille spørgsmålet: Er det muligt at lave et politisk parti, der organiseret efter et tredjeordens-princip?

Et udsnit af et online socialt netværk, kortlagt af Valdis Krebs

Det, der adskiller de politiske partier fra andre typer af politiske organisationer er, at partierne er den eneste form for organisation, der organiserer folk ud fra en samlet og positiv vision om samfundet som helhed. En vision om, hvad man i partiet er fælles om at ville kæmpe for.

Hidtidig politisk tredjeordens-organisering har vist sig at være meget effektiv til samle folk til kollektiv handling i reaktion mod noget: Mod ACTA. Mod finanskapitalismen. Mod bankerne. Mod klimakrisen. Det har vist sig at være langt sværere at samle folk til kollektiv handling for en positiv vision, der består af mere end bare “fraværet af det vi er imod”.

Det, der samlede de protesterende i Occupy Wall Street var deres vrede mod bankerne og det politiske system, der frikendte dem for finanskrisen. Men så snart de begyndte at snakke om, hvad de gerne ville skabe eller opnå sammen, fremstod bevægelsen langt mere fragmenteret og diffus.

Men det ville være forkert at afvise Occupy-bevægelsen af den grund. For det ville være at underkende alt det, som bevægelsen rent faktisk var enige om. Occupy handlede meget mere om en fælles praksis end om en fælles ideologi: Om hvordan man ønsker at opnå sine mål end om hvad disse mål præcist kunne være. Denne praksis sætter bl.a. fokus på konsensus-demokratiske processer. På flad struktur og selvorganiserede arbejdsgrupper. På gensidig hjælp og åbenhed. På at hacke medierne for at få bevægelsens budskab ud.

Sat på spidsen, så var kernen i Occupy-bevægelsen at være en politisk bevægelse organiseret efter et tredjeordens-princip — åbent, flydende og uden formelt hierarki — og vise, at dette er et gyldigt alternativ til de traditionelle politiske organisationsformer.

Denne insisteren på åbenhed og flydende struktur virker umiddelbart meget svært forenelig — ikke alene med de politiske partier som vi kender dem i dag, men også med de repræsentative demokratiske institutioner, som vores samfund bygger på. For hvordan kan vil et sådant flydende netværk kunne vælge repræsentanter? Hvordan skal de kunne udvikle, formulere og vedtage politiske forslag? Hvordan skal de kunne deltage i parlamentariske forhandlinger og indgå kompromiser i sene nattetimer?

Piratpartiets faner. Billede taget af Jürgen Brocke.

Et interessant forsøg på gentænke det politiske parti som tredjeordens-organisering er det tyske Piratenpartei. Piratpartiet blev valgt ind med 15 mandater i Berlins statsforsamling i 2011 på et temmeligt løst og udefineret partiprogram om større åbenhed gennem ny teknologi.

Partiet udlever denne målsætning ved at eksperimentere med et delegativt eller flydende medlemsdemokrati. Det er en kombination af direkte demokrati (alle stemmer om alle beslutninger) og repræsentativt demokrati (alle er med til at vælge repræsentanter, der derefter tager beslutninger), hvor de enkelte medlemmer kan videredelegere deres stemme til andre medlemmer, hvis holdninger de deler og som de har tillid til, i forventning om, at de vil træffe gode beslutninger på deres vegne. Men ikke nok med det: Medlemmerne har til hver en tid mulighed for at trække deres stemme tilbage og delegere til et andet medlem eller sig selv.

Et eksempel på flydende stemmedelegering. Pilene viser delegeringen af stemmer. Personerne til højre for den stiplede linje stemmer — enten kun med deres egen stemme, eller også med deres egen plus eventuelt andre stemmer, som de har fået delegeret.

Piratpartiet har en bygget en open source software platform ved navn Liquid Feedback, som muliggør denne løbende, flydende delegering af stemmer. På platformen kan hvilken som helst af partiets 6000 medlemmer stille et forslag, og forslaget kan samle støtte fra 10 procent af medlemmerne indenfor en bestemt tidsperiode, så går det videre til en revideringsfase, hvor alle medlemmer kan stille alternative forslag og videreudvikle eksisterende forslag. Undervejs stemmer medlemmerne på de forslag, som de bakker op om.

Som i ethvert andet parti, så har hvert medlem kun een stemme. Og som alle andre partier, så er det ikke alle medlemmer, der gider at sætte sig ind i alle forslag og debatter. Derfor gør platformen det muligt at man som medlem kan delegere sin stemme til et andet medlem — på alle politikområder, på enkelte politikområder, på enkelte forslag, eller slet ikke. Men ikke nok med det: Den person, som man har delegeret sin stemme til, kan igen delegere sin stemme — og alle de stemmer, der er blevet delegeret til ham — videre til et helt tredje medlem.

Klik på billedet for at se en større udgave.

Resultatet bliver en flydende og foranderlig form for politikudvikling, hvor medlemmer løbende uddelegerer eller trækker deres stemmer tilbage. På den måde kan et medlem ikke først indsamle stemmer og derefter handle imod sit mandat indenfor partiet. Som partiets talsmand, Ingo Bormuth forklarer, “Vi vil give effektive folk magt og mulighed for at handle, men vi også gøre det muligt for medlemmerne at kontrollere dem.”
(Hvis du vil vide mere om Piratpartiet og deres platform for flydende demokrati, så kan jeg anbefale den danske IT-journalist Henrik Moltkes reportage piraternes partikontor i Berlin. Lyt med her).

Med Liquid Feedback-platformen bliver Piratpartiet nærmest til et socialt netværk á la Facebook, hvor det handler om at samle Likes. Men med den vigtige forskel, at her tæller Likes som rigtige stemmer. Forfatteren Steven Johnson fremhæver, hvordan denne form for flydende beslutningstagning stemmer overens med mange andre aspekter i vores liv:

Det interessante ved flydende demokrati er, at vi allerede bruger denne form for uddelegering i mange af de blødere beslutninger vi træffer. Når du skal finde en god restaurant, så spørger du din foodie ven til råds. Mens der er en anden ven, hvis musiksmag du har stor respekt for, og en tredje ven, der altid kommer med de bedste anbefalinger til skønlitteratur du bør læse.

Der er en naturlig arbejdsdeling, der opstår i sådanne sociale netværk: Ikke alle anbefalinger er født lige, fordi folk har forskellig smag og ekspertise. Men når vi træffer sådanne bløde kulturelle beslutninger, så overlader vi det ofte til de lokale eksperter i vores netværk. Flydende demokrati overfører det samme princip til politiske beslutninger.

En anden fordel ved sådant flydende demokrati er, at det gør det let at deltage, og gør det let at skalere sit engagement op eller ned efter tid, lyst og behov. Denne form for skalérbart engagement åbner op for en ny type politisk deltager, der ligger mellem borger og politiker — en meningsdanner. En lokal ekspert, der ikke ønsker at blive valgt, men som alligevel gerne vil arbejde aktivt for at udvikle partiets politik.

Den 49-årige professor Martin Haase er en sådan meningsdanner, som er blevet delegeret stemmer fra op til 167 andre medlemmer af partiet. Haase har fremsat mere end 30 forslag på Liquid Feedback, og har vundet stor respekt med sine åbne og velovervejede ytringer. “Folk stoler på ham, fordi han ikke fremstår som en intrigemager.” siger Pavel Mayer, der sidder i Berlins statsforsamling. Han ser Haase som indbegrebet af græsrodsmedlemmet, der søger at skabe forandring uden selv at skulle være leder. Og det appellerer til mange af Piratpartiets anti-autoritære medlemmer.

***

Udfordringen for fremtidens politiske partier er at genopfinde det interne medlemsdemokrati og skabe nyt liv og dynamik internt i organisationen, og gøre det nemmere og sjovere for de enkelte medlemmer at kunne deltage aktivt og meningsfuldt i udviklingen af ny politik. Partiets egen interne praksis skal afspejle de demokratiske og politiske værdier, som partiet står for. Ellers vil de klinge falsk i medlemmernes ører.

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier” – Næste indlæg af serien er:
“Bud 1: Skab meningsfulde mikrohandlinger“