Nye former for politisk organisering

Nye former for politisk organisering

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier

De politiske partier lever ikke i et vakuum. De bliver formet af ydre omstændigheder. Gennem de sidste 30 år har både den intensiverede mediedækning og den nye globaliserede verdensordens kompleksitet har medvirket til, vælgerne ikke længere går efter partiprogrammer, men efter karismatiske og tillidsvækkende kandidater, som de kan genkende og støtte. De personlige stemmetal er vigtigere end listestemmerne.

Politikernes medieoptræden er derfor blevet vigtigere end tidligere. Og de har derfor brug for at sikre, at de rigtige politiske budskaber kommer ud i de rigtige kanaler på de rigtige tidspunkter fra deres parti. Der er ikke plads til modstridende signaler, der undergraver politikernes autoritet. Dette leder til stadigt stærkere topstyring i partierne.

Selv forklarer politikerne det med, at en sådan topstyring er en taktisk nødvendighed for at sikre partiets manøvredygtighed i det politiske spil. Men spørgsmålet er, om det parti-hierarki, som denne topstyring bygger på, kan fastholdes i en tid, hvor nye dynamiske organisationsformer vokser frem på internettet.

Internettet nedbryder og omgår traditionelle centraliserede og hierarkiske institutioner ved at gøre det muligt for folk at finde sammen og mobilisere sig omkring deres interesser. Der er masser af eksempler: Fra Wikipedia og Linux over Facebook og Craigslist til Napster og The Pirate Bay. Overalt leder denne dynamik til markante forandringer. I dag er det især musikbranchen, filmbranchen og medierne, der lider under disse voldsomme forandringer. Men i morgen kan det meget vel være de politiske partier, vores offentlige institutioner, der kommer under pres og forandring.

Et af de områder, hvor internettet har størst indflydelse er i den måde vi organiserer information på. Den amerikanske forfatter David Weinberger beskriver i sin bog Everything is Miscellaneous tre forskellige former for organisering:

  • Førsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.
  • Andenordens-organisering indfører et ekstra referencelag á la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.
  • I tredjeordens-organisering bortfalder det vilkår, at en genstand kun kan optræde et (eller få steder). Et billede på billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge: Det kan tilgås efter lokation, kameramodel, det tidspunkt billedet blev taget, fotografen, nøgleord, der beskriver billedet, og så videre. Sagt på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret. Det har i stedet et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse. Weinberger påpeger, at det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende begrænses af dets meta-data (altså, hvor den tilrådeværende mængde af information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).


Et udsnit af de mest populære emneord, altså metadata, på fotodelingstjenesten Flickr

Lad os prøve at oversætte disse tre former for organisering til politisk organisering:

  • I førsteordens-organisering er personer organiseret efter et givet kendetegn eller princip; for eksempel at de alle er bilejere, skoleelever eller typografer. Eller at de har en klar holdning i forhold til en bestemt enkeltsag. Eksempler på førsteordens-organisationer er interesseorganisationer som FDM og DGS eller enkeltsagsorganisationer som Dansk Flygtningehjælp eller Amnesty International.
  • I andenordens-organisering er personer organiseret efter et ekstra referencelag, der gør det muligt for organisationen at spænde over flere forskellige perspektiver samtidigt. Et sådant referencelag kan for eksempel være en ideologi, en klasse, eller en gruppe af beslægtede faglige discipliner. Det betyder, at organisationerne i sig selv er med til at skabe den sammenhæng, der binder personerne sammen. Det kan være paraply-organisationer eller partier, så som Landbrug og Fødevarer, LO, Venstre eller Socialdemokraterne. Det interessante er, at sådanne organisationer ofte er eksklusive — f.eks. kræver de fleste politiske partier, at du ikke kan være medlem af flere partier samtidigt.
  • I tredjeordens-organisering er personer ikke aktivt organiseret, men står altid åbne overfor at blive organiseret på et utal af måder afhængig af interesse, behov og lyst. Den eneste begrænsning er, at organiseringen skal finde sted gennem de relationer, som personen allerede indgår i. Men som Weinberger pointerer, så hver gang der knyttes en ny relation mellem to elementer, så skabes der en ny organiseringsmulighed. Det er en flydende, ustruktureret og ukontrolleret form for organisering. Og det resulterer oftere i løse netværk end i deciderede organisationer i traditionel forstand. Det kan f.eks. være Stop ACTA-kampagnen, Occupy Wall Street eller Skift Bank Dag.

De politiske partier er i dag organiseret efter et andenordens-princip baseret på overordnede holdninger eller ideologier, der beskriver, hvordan samfundet som helhed ser ud, og hvordan det bør indrettes på langt sigt.

Men som partimedlem forventes det, at man bakker op om hele viften af partiets vedtagne politik — herunder også politikområder, som man ikke har viden om, interesse i eller forståelse for. Man bliver kort sagt taget til indtægt for en masse holdninger, som man ikke selv har formuleret — og som man ikke nødvendigvis er enig i.

Dette strider imod de idealer om selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen, som vi alle lærer i skolen. Og det lader til at være en af de primære årsager til, at danskerne undlader at engagere sig i de politiske partier. Som journalisten Torben Krogh skriver i sin bog “Farvel til partierne”, så angav 59% af vælgere udenfor partierne, at de ønskede at tage stilling fra sag til sag, og derfor ikke ønskede at være medlem af et parti.

Hvis partiernes andenordens-organiseringsform begrænser deres muligheder for at rekruttere nye medlemmer så meget, så er det nærliggende at stille spørgsmålet: Er det muligt at lave et politisk parti, der organiseret efter et tredjeordens-princip?

Et udsnit af et online socialt netværk, kortlagt af Valdis Krebs

Det, der adskiller de politiske partier fra andre typer af politiske organisationer er, at partierne er den eneste form for organisation, der organiserer folk ud fra en samlet og positiv vision om samfundet som helhed. En vision om, hvad man i partiet er fælles om at ville kæmpe for.

Hidtidig politisk tredjeordens-organisering har vist sig at være meget effektiv til samle folk til kollektiv handling i reaktion mod noget: Mod ACTA. Mod finanskapitalismen. Mod bankerne. Mod klimakrisen. Det har vist sig at være langt sværere at samle folk til kollektiv handling for en positiv vision, der består af mere end bare “fraværet af det vi er imod”.

Det, der samlede de protesterende i Occupy Wall Street var deres vrede mod bankerne og det politiske system, der frikendte dem for finanskrisen. Men så snart de begyndte at snakke om, hvad de gerne ville skabe eller opnå sammen, fremstod bevægelsen langt mere fragmenteret og diffus.

Men det ville være forkert at afvise Occupy-bevægelsen af den grund. For det ville være at underkende alt det, som bevægelsen rent faktisk var enige om. Occupy handlede meget mere om en fælles praksis end om en fælles ideologi: Om hvordan man ønsker at opnå sine mål end om hvad disse mål præcist kunne være. Denne praksis sætter bl.a. fokus på konsensus-demokratiske processer. På flad struktur og selvorganiserede arbejdsgrupper. På gensidig hjælp og åbenhed. På at hacke medierne for at få bevægelsens budskab ud.

Sat på spidsen, så var kernen i Occupy-bevægelsen at være en politisk bevægelse organiseret efter et tredjeordens-princip — åbent, flydende og uden formelt hierarki — og vise, at dette er et gyldigt alternativ til de traditionelle politiske organisationsformer.

Denne insisteren på åbenhed og flydende struktur virker umiddelbart meget svært forenelig — ikke alene med de politiske partier som vi kender dem i dag, men også med de repræsentative demokratiske institutioner, som vores samfund bygger på. For hvordan kan vil et sådant flydende netværk kunne vælge repræsentanter? Hvordan skal de kunne udvikle, formulere og vedtage politiske forslag? Hvordan skal de kunne deltage i parlamentariske forhandlinger og indgå kompromiser i sene nattetimer?


Piratpartiets faner. Billede taget af Jürgen Brocke.

Et interessant forsøg på gentænke det politiske parti som tredjeordens-organisering er det tyske Piratenpartei. Piratpartiet blev valgt ind med 15 mandater i Berlins statsforsamling i 2011 på et temmeligt løst og udefineret partiprogram om større åbenhed gennem ny teknologi.

Partiet udlever denne målsætning ved at eksperimentere med et delegativt eller flydende medlemsdemokrati. Det er en kombination af direkte demokrati (alle stemmer om alle beslutninger) og repræsentativt demokrati (alle er med til at vælge repræsentanter, der derefter tager beslutninger), hvor de enkelte medlemmer kan videredelegere deres stemme til andre medlemmer, hvis holdninger de deler og som de har tillid til, i forventning om, at de vil træffe gode beslutninger på deres vegne. Men ikke nok med det: Medlemmerne har til hver en tid mulighed for at trække deres stemme tilbage og delegere til et andet medlem eller sig selv.


Et eksempel på flydende stemmedelegering. Pilene viser delegeringen af stemmer. Personerne til højre for den stiplede linje stemmer — enten kun med deres egen stemme, eller også med deres egen plus eventuelt andre stemmer, som de har fået delegeret.

Piratpartiet har en bygget en open source software platform ved navn Liquid Feedback, som muliggør denne løbende, flydende delegering af stemmer. På platformen kan hvilken som helst af partiets 6000 medlemmer stille et forslag, og forslaget kan samle støtte fra 10 procent af medlemmerne indenfor en bestemt tidsperiode, så går det videre til en revideringsfase, hvor alle medlemmer kan stille alternative forslag og videreudvikle eksisterende forslag. Undervejs stemmer medlemmerne på de forslag, som de bakker op om.

Som i ethvert andet parti, så har hvert medlem kun een stemme. Og som alle andre partier, så er det ikke alle medlemmer, der gider at sætte sig ind i alle forslag og debatter. Derfor gør platformen det muligt at man som medlem kan delegere sin stemme til et andet medlem — på alle politikområder, på enkelte politikområder, på enkelte forslag, eller slet ikke. Men ikke nok med det: Den person, som man har delegeret sin stemme til, kan igen delegere sin stemme — og alle de stemmer, der er blevet delegeret til ham — videre til et helt tredje medlem.


Klik på billedet for at se en større udgave.

Resultatet bliver en flydende og foranderlig form for politikudvikling, hvor medlemmer løbende uddelegerer eller trækker deres stemmer tilbage. På den måde kan et medlem ikke først indsamle stemmer og derefter handle imod sit mandat indenfor partiet. Som partiets talsmand, Ingo Bormuth forklarer, “Vi vil give effektive folk magt og mulighed for at handle, men vi også gøre det muligt for medlemmerne at kontrollere dem.”
(Hvis du vil vide mere om Piratpartiet og deres platform for flydende demokrati, så kan jeg anbefale den danske IT-journalist Henrik Moltkes reportage piraternes partikontor i Berlin. Lyt med her).

Med Liquid Feedback-platformen bliver Piratpartiet nærmest til et socialt netværk á la Facebook, hvor det handler om at samle Likes. Men med den vigtige forskel, at her tæller Likes som rigtige stemmer. Forfatteren Steven Johnson fremhæver, hvordan denne form for flydende beslutningstagning stemmer overens med mange andre aspekter i vores liv:

Det interessante ved flydende demokrati er, at vi allerede bruger denne form for uddelegering i mange af de blødere beslutninger vi træffer. Når du skal finde en god restaurant, så spørger du din foodie ven til råds. Mens der er en anden ven, hvis musiksmag du har stor respekt for, og en tredje ven, der altid kommer med de bedste anbefalinger til skønlitteratur du bør læse.

Der er en naturlig arbejdsdeling, der opstår i sådanne sociale netværk: Ikke alle anbefalinger er født lige, fordi folk har forskellig smag og ekspertise. Men når vi træffer sådanne bløde kulturelle beslutninger, så overlader vi det ofte til de lokale eksperter i vores netværk. Flydende demokrati overfører det samme princip til politiske beslutninger.

En anden fordel ved sådant flydende demokrati er, at det gør det let at deltage, og gør det let at skalere sit engagement op eller ned efter tid, lyst og behov. Denne form for skalérbart engagement åbner op for en ny type politisk deltager, der ligger mellem borger og politiker — en meningsdanner. En lokal ekspert, der ikke ønsker at blive valgt, men som alligevel gerne vil arbejde aktivt for at udvikle partiets politik.

Den 49-årige professor Martin Haase er en sådan meningsdanner, som er blevet delegeret stemmer fra op til 167 andre medlemmer af partiet. Haase har fremsat mere end 30 forslag på Liquid Feedback, og har vundet stor respekt med sine åbne og velovervejede ytringer. “Folk stoler på ham, fordi han ikke fremstår som en intrigemager.” siger Pavel Mayer, der sidder i Berlins statsforsamling. Han ser Haase som indbegrebet af græsrodsmedlemmet, der søger at skabe forandring uden selv at skulle være leder. Og det appellerer til mange af Piratpartiets anti-autoritære medlemmer.

***

Udfordringen for fremtidens politiske partier er at genopfinde det interne medlemsdemokrati og skabe nyt liv og dynamik internt i organisationen, og gøre det nemmere og sjovere for de enkelte medlemmer at kunne deltage aktivt og meningsfuldt i udviklingen af ny politik. Partiets egen interne praksis skal afspejle de demokratiske og politiske værdier, som partiet står for. Ellers vil de klinge falsk i medlemmernes ører.

Dette indlæg er en del af serien “Fremtidens politiske partier” – Næste indlæg af serien er:
Bud 1: Skab meningsfulde mikrohandlinger

4 comments

  1. Posted by Niels-Simon Larsen, at Svar

    Nr. 1. Partierne var oprindeligt interesseorganisationer, kampen om pengene. Jep! Det er de stadig mere eller mindre.
    Min hovedinteresse er Jordens overlevelse. Der er ikke noget parti for mig, men jeg stemmer på EL, der kommer nærmest.
    En ny måde at organisere os på som skitseret i indlæg nr. 2 er velkomment, men sindelaget skal være til stede. Både hønen og ægget skal være der fra begyndelsen. Hvis der ikke er en vej, må man bare begynde at gå, så kommer der nok en. I Segals bog, Elskværdig enkelhed, får man et godt oplæg til indholdet af et parti.

  2. Posted by Andreas Lloyd, at Svar

    Hej Niels-Simon,
    tak for dine overvejelser. Ja – partierne er stadig interesseorganisationer. Nogle kalder dem forsikringsselskaber, hvor man kan få forsikret sine interesser. Det er ikke så visionært, desværre.

    Du har helt ret i, at sindelaget skal være til stede. Men min oplevelse er, at der er rigtigt mange folk derude, som ikke føler, at de politiske partier taler til dem. Så der er god plads til at tale sammen og skabe forbedringer.

    Jeg kender ikke Segals bog, men sætter den på læselisten. 🙂

  3. Posted by Andreas Lloyd, at Svar

    En lille opdatering på det tyske Piratparti: Nogenlunde samtidig med, at jeg skrev dette indlæg havde Spiegel en ny historie om piraterne, der bestemt er værd at læse:

    http://www.spiegel.de/international/germany/german-voters-grow-disillusioned-with-pirate-party-a-863234.html

    Kort fortalt, så mangler partiet både et fælles program og dybere engagement blandt medlemmerne, og de er i høj grad frustrerede af individuelle udmeldinger fra de mere eller mindre eccentriske ledere. Det eneste de fortsat er fælles om er deres ønske om at udfordre den gammeldags måde at udvikle politik på.

    Som Spiegels reporter skriver: “Sometimes the Pirates come across more like corporate consultants brought in to help a company get rid of outdated traditions.”

  4. Posted by Hasse, at Svar

    Tak for en meget spændende og indsigtsrig gennemgang.

    Jeg har lyst til at tilføje et par interessante aspekter omkring Liquid Democracy:

    1) Du kan med et trylleslag rive tæppet væk under levebrødspolitikere som hver fjerde år bliver valgt ind på svulstige (og ofte urealistiske) valgløfter, for efter valget at give vælgerne fingeren og handle helt anderledes gennem valgperioden. Med LD vil vælgerne gennem hele valgperioden kunne trække sin stemme fra en sådan politiker med øjeblikkelig virkning. Det finder jeg personligt meget mere tiltalende, end at være overladt til et kryds hvert fjerde år, og så eller bare måtte krydse fingre for at idioten man stemte på også mener nogenlunde det samme som dig efter valget.

    2) LD kan i hvert fald principielt indføres som en komplet ublodig revolution uden de store systemiske ændringer. Hvis et parti vælger at stille op som en LD parti, så kan de bruge præcis så mange mandater de får på LD. De etablerede partier vil så fortsat kunne forvalte deres mandater som de plejer, mens LD partiet vil så at sige stille deres opnåede mandater til rådighed for vælgerne gennem en afstemningsplatform. Jo flere mandater partiet får, desto større en del af demokratiet vil være flydende.

    Men der er så også et par downsides som mig bekendt endnu ikke er helt løst:
    1) En internetafhængig afstemningsplatformen gør systemet ugennemsigtigt og sårbart overfor hackning. Det kan være svært at gennemskue for den enkelte, om der har sneget sig kode ind som påvirker valgene (samme problem som gør at vi stadig slås med gode gamle papirbaserede valg) – i hvert fald hvis man stadig vil opretholde hemmelige valg. Og hvis en hacker får held med at hacke systemet, så kan landet pludselig vise sig at være styret af den en fremmed magt, den russiske mafia, eller hvem som nu har IT-muskler til den slags.

    2) LD har nogle fællesnævnere med såkaldt pøbelvælde, hvor en (uvidende og inkompetent) pøbel træffer valgene. Det vil kunne blive meget svært at træffe vigtige men ubehagelige valg omkring samfundet. Hvis vores miljøbelastning f.eks. kræver at samfundet sætter store restriktioner på vores petrokemiske forbrug f.eks. gennem afgifter eller rationering, kan det af privatøkonomiske årsager være svært at få folk til at bakke op om en sådan beslutning, også selvom den måske er nok så nødvendig.

    Denne udfordring slås vores almindelige repræsentative demokrati også med, hvor visse ellers fornuftige valg vil være et politisk selvmord at gå efter for en valgt politiker, der gerne vil genvælges. Dét problem løser LD ikke, og LD gør det muligvis sværere. Det er dog mig bekendt ikke bevist, for på mange områder synes jeg at det virker som om befolkninger er mere omstillingsparate end vores siddende politikere (jeg ved så ikke om det er fordi politikerne er afhængige af big business lobbyisme eller om det skyldes noget andet?)

    Jeg mindes et afsnit af den bidende samfundssatiriske engelske TV serie “Javel Hr. Minister”, hvor en hund er faldet i en brønd, og ministeren ender med at måtte bruge uforholdsmæssigt mange samfundsressourcer på at redde denne hund, fordi det er en følelsesladet sag der optager befolkningen, selvom der nøgternt set var mange bedre sager at kaste penge efter. Sådanne sager hvor følelser går forud for fornuft vil muligvis blive sværere at styre udenom med LD.

Post your comment