Om Borgerlyst

Om Borgerlyst

Borgerlyst er et samfundslaboratorium, der arbejder for at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen.

Nadja Pass og Andreas Lloyd startede Borgerlyst 5. juni 2010, da de satte sig for at udforske og opdyrke borgerlysten og se, hvor meget nyt engagement to helt almindelige og helt uafhængige borgere ville kunne skabe. Uden at have nogen i ryggen. Uden at søge støtte. Og 100% aktivt uorganiseret. Det fortæller vi om i denne lille video:

Undervejs har vi sammen afprøvet en stribe borgerlystne eksperimenter. Vi har udviklet lynkurser og redskaber, der kan hjælpe andre borgere med at udvikle deres ideer fra tanke til handling. Vi har læst, undersøgt og diskuteret os frem til en masse fælles tankegods. Vi har skrevet en håndbog. Vi har holdt en masse samtalesaloner. Vi er blevet inviteret til både udlandet og de bonede ministergulve for at hjælpe med at skabe politikudvikling og borgerinddragelse på nye måder. Og vi har mødt en masse borgerlystne mennesker, som vi har hjulpet igang med at starte deres egne projekter.

Det har været fem helt utrolige år – men nu er vi ikke længere i tvivl om, at der ligger et kolossalt uudnyttet borgerlystent potentiale derude – og har en masse gode bud på, hvordan vi kan forløse det. Og hvis det virkelig skal rykke, skal der andet, mere og flere til end bare os to.

På Borgerlysts 5-års-fødselsdag – 5. juni 2015 – bandt vi en sløjfe på Borgerlysts opstartsperiode og dermed på vores parløb og borgerlystne kredsløb, og splittede vores lille to-somme kerne op for at skabe plads til at videreudvikle vores borgerlyst i nye konstellationer. Men vi er stadig hinandens gode faglige legekammerater.

Borgerlyst.dk bliver i dag ikke længere opdateret, men fungerer nu som en slags tidskapsel og arkiv, hvor du kan gå på opdagelse i vores fælles tankegods, eksperimenter, lynkurser og erfaringer fra de vores fem års samarbejde om Borgerlyst.

Hvad laver vi nu?

allAndreas

Du kan følge hans arbejde på andreaslloyd.dk.

npNadja

Du kan følge med i Nadjas arbejde på nadjapass.dk.