Projektportræt: Better Block

Jason Roberts bor i Dallas, Texas. Han oplevede, at han var frustreret over, hvor grim og utiltalende byen var. Byens rum afspejlede slet ikke alle de fantastiske mennesker, som han vidste boede der. Jason havde tidligere været på rundtur i Europa og nydt de mange flotte pladser med fortovscaféerne, de smalle gader med små butikker og myldrende gadeliv, cykelstierne og sporvognene. Derfor satte han sig for at prøve at gøre sit eget kvarter, Oak Cliff, mere åbent og imødekommende efter det forbillede.

I Oak Cliff ligger blandt andet et gammelt teater ved navn Texas Theatre. Det er mest kendt for, at det var der, Lee Harvey Oswald – manden, der dræbte Kennedy – blev fanget af politiet. Siden 1995 havde teatret stået tomt og var forfaldet. I 2005 samlede Jason nogle venner og istandsatte teatret og afholdt derefter en stor kunstudstilling og auktion under navnet Art Conspiracy. Flere end 100 værker blev sat til salg, og overskuddet fra auktionen gik til ofrene for orkanen Katrina. Over 700 mennesker deltog i arrangementet, og de lokale var vildt begejstrede: “Vi er bare så glade for, at I har sat teatret i stand og brugt det. Det har vi ventet længe på.”

Jason var fuldstændigt overvældet over, at så mange dukkede op til udstillingen. Men som han siger: “Vi lærte, at bare det at stille sig op og tage initiativet kan gøre en enorm forskel, der ændrer folks opfattelse af et givent sted eller rum.” Det, at de havde vist, at det gamle teater stadig kunne bruges, betød at andre i kvarteret også begyndte at tænke i, hvordan de kunne bruge rummet. Og siden da er der blevet etableret biograf og kulturhus i teatret, som nu er omdrejningspunkt og mødested for hele kvarteret.

Successen med Art Conspiracy gav Jason og hans venner blod på tanden, og i 2008 satte de gang i et nyt projekt: Bike Friendly Oak Cliff. De ville gøre deres nedslidte kvarter til den cykel-venlige del af byen. Uden overhovedet at eje en cykel arrangerede Jason en guided cykeltur rundt i byen. De kaldte den “på sporet af Lee Harvey Oswald” og spredte budskabet, blandt andet gennem den lokale avis.

Til Jasons store overraskelse dukkede over 150 cyklister op. Og pludselig stod han dér med sin lånte cykel, og skulle føre alle disse mennesker gennem byen. Som han siger: “Jeg var slet ikke klar til at være leder for en hel cykelbevægelse. Jeg anede ikke, hvad jeg havde gang i. Men sagen er, at hvis du brænder for noget, ender du ofte med at blive en leder. For din begejstring vil sprede sig, og folk omkring dig vil have lyst til at være en del af den. Så tag modet til dig, og gør det!”

Det viste sig, at der ikke skulle meget mere til end at begynde at fortælle folk, at “dette er den cykelvenlige del af byen”, før det begyndte at blive til virkelighed. Nu er folk begyndt at flytte til kvarteret, fordi de har hørt, at det er dér, man cykler. Idéen med cykelvenlige initiativer spredte sig til mange andre kvarterer i området, og sammen afholder de nu en stor årligt tilbagevendende cykelfestival i Dallas.

Men, tænkte Jason, hvis alt dette var muligt, kunne de så ikke også kunne forbedre en hel boligblok? De fleste amerikanske byer er inddelt i firkantede blokke, og Jason og hans venner satte sig for at gøre en af Oak Cliff’s blokke til en inspirationsmodel for, hvor flot byen kunne se ud. De fandt dog hurtigt ud af, at byen Dallas har en utroligt restriktiv planlovgivning med meget stramme regler for indretning af det offentlige rum. Siden 1941 har det for eksempel været forbudt – eller meget dyrt at få tilladelse til – at stille blomsterkasser op. Og bænke. Og stole. Og caféborde. Og gadeboder. Og så videre. Faktisk var enhver form for kreativitet og gadeliv nærmest forbudt på forhånd.

Så Jason tænkte: “Hvad hvis vi sætter os for at bryde alle de love, det overhovedet er muligt, i løbet af en weekend?”

Så det gjorde de! En lørdag i april 2010 satte de deres projekt i værk under slagordet Better Block! De indtog gaden og malede deres egne cykelstier og fodgængerfelter. De lånte nogle træer, der skulle plantes ved et hotel i nærheden og forvandlede vejen til en allé. De satte caféborde og stole frem. De opsatte blomsterkasser og antikke lygtepæle. De lavede gadeskulpturer af gamle cykler, fordi det jo var den cykelvenlige del af byen. De lavede små pop-up butikker: En café, en blomsterbutik og et kunstværksted for børn. Og de holdt en stor gadefest om aftenen.

De printede kopier af alle de ordensregler, de brød, og klistrede dem op på gadens vinduer. Og så inviterede de nogle ansatte fra kommunen til at deltage i festen. Kommunens folk vidste ikke, hvad Jason og hans venner havde gang i, så da de først så gadelivet og træerne og caféerne og kunstværkstedet, blev de helt overvældede af begejstring: Tænk, at borgerne selv havde fået alt det til at ske! Men da det gik det op for dem, hvad der var foregået, sagde de: “Åh, vent nu lidt. Vi burde vist slet ikke være her”.

Selve eksemplet var så stærkt – både for de lokale beboere, men også for kommunens ansatte og for byrådsmedlemmerne – at de sagde: “Vi ved ikke, hvorfor vi har haft de superstramme regler de sidste 70 år. Vi burde ændre reglerne.”

Jason bemærker, at dette ofte er et vilkår: Der er alt for mange regler, folk ikke stiller spørgsmålstegn ved, selvom de er fra en helt anden tid og årsagerne til at have dem, ikke længere er gyldige. Ofte er den bedste måde at udfordre reglerne simpelthen at gennemføre sit projekt og dermed vise de muligheder, der ville opstå, hvis reglerne ikke var der.

Ligesom med Jasons andre projekter efterlod denne midlertidige gadeforvandling sine permanente spor: Kunstværkstedet viste sig at være så populært, at det blev til sin egen lille butik og kunstskole, hvor både børn og voksne kan lære nye kreative færdigheder. Det ville aldrig være sket, hvis de havde fulgt reglerne.

Nu begyndte det at rygtes, at Jason var en mand, der kunne få ting til at ske. Og en gruppe lokale hundeejere henvendte sig til ham for at høre, om han kunne hjælpe dem med at få lavet en hundelufterpark. Kommunens regler foreskrev, at sådan en park skulle være mindst 30 acres, hvilket svarer til ca. 12 hektar eller 120.000 m². Så stort et areal var der selvfølgelig ikke i byen. Og det ville betyde, at de skulle køre i bil ud af byen for at lufte deres hunde.

Sammen med Jason fandt de en tom byggegrund i kvarteret, hvor de kunne lave en midlertidig hundepark. Hundeejerne regnede med, at de skulle lave de relevante ansøgninger om tilladelser og penge, og de forventede, at det ville tage 8-9 måneder, før de kunne komme i gang. Jason havde et andet forslag: Hvad med, at de bare brugte en weekend på at forvandle grunden til en park? Og hvad, hvis det var næste weekend?

Som sagt så gjort, og weekenden efter var den nye Pop-up Pooch Park klar til brug, komplet med hegn, hundetoilet og legeredskaber. Som det var tilfældet med boligblok-projektet kunne kommunens ansatte meget bedre forholde sig til det helt konkrete initiativ, og dermed kunne de også lettere dispensere fra reglerne. Den midlertidige park er nu blevet permanent.

Den ene henvendelse ledte til den anden, og det ene projekt til det næste. Og snart blev Jason og hans samarbejdspartner Andrew inviteret til at rådgive andre om, hvordan de kunne lave Better Block-initiativer i deres egne byer.

På den måde er Better Block blevet til et open source byudviklingsprojekt, hvor Jason, Andrew og deres samarbejdspartnere deler viden og inspirerer til forbedringer af byrummet. Og nu er der Better Block-projekter i gang i hele Nordamerika og Australien. Samtidig har Jason og Andrew startet deres eget konsulent-firma Team Better Block, der hjælper kommuner og byplanlæggere med at lave anderledes, sjove og inspirerende byudviklingsprocesser. På den måde har Jasons begejstring ikke alene ført til konkrete forbedringer i hans egen by. Det er også endt med, at han kan leve af at lave det, han nyder allermest: At samle folk og få ting til at ske.

Jason giver fire konkrete råd til at starte projekter som Better Block:

1. Mød op
Kom til de møder, hvor der er mulighed for at præge udviklingen i dit lokalområde. Hvis du ikke dukker op, præger alle brokkehovederne og nej-sigerne debatten. Og bliv ved med at komme, så folk tror på, at du mener det.

2. Vær tilstede
Lyt. Hold øje med alle muligheder for at udvikle og forbedre dit lokalområde. Tilbyd dig selv og dine kompetencer, når I skal fordele opgaverne og beslutte, hvem der skal skabe forbedringerne.

3. Giv det et navn
Bare det at navngive et projekt kan skabe identitet og stolthed. Et godt navn er som en selvopfyldende profeti ligesom Bike Friendly Oak Cliff. Men det skal helst heller ikke lyde for kommunalt. Giv det et navn, der vækker begejstring og giver andre troen på, at det allerede er ved at ske, og at det er rigtige, borgerlystne mennesker, der står bag. Det vil i sig selv få folk til at tage det mere alvorligt.

4. Pres dig selv
Sæt en dato, og fortæl andre om den. Sig, at I vil gøre det her på 60 dage, fordi korte tidsrammer vil hjælpe med at fokusere jeres arbejdsindsats og gøre det umuligt at trække jer. Som Jason siger: “Jeg ved typisk ikke mere end 10 % af, hvad vi kommer til at gøre ved et Better Block-projekt, men jeg har datoen og plakaterne og flyerne klar, og jeg ved, at mine venner er klar til at hjælpe. Så annoncerer vi bare datoen, og derefter må vi give os hen til det.” En kort tidsfrist kan være med til at sikre, at I ikke ender med at tale jer selv ud af det og finde på alle mulige gode grunde til at forsinke det eller lade være. Det er en god måde at få folk på krogen, hvis du kan få dem til at gå med til en bestemt dato og en deadline.

Du kan læse meget mere om Better Block og alle deres seje initiativer på betterblock.org