Projektportræt: Borgerlyst på arbejdet
For mange af de mest borgerlystne mennesker, vi kender, kommer deres borgerlyst til udtryk gennem deres arbejde. For dem er deres arbejde deres borgerlystne projekt. Det kan være på det personlige plan, hvor man vælger branche og prioriterer opgaver efter, hvad man synes er mest meningsfyldt. På det ledelsesmæssige plan, hvor man arbejder på at udvikle rammerne for, at andre kan udfolde deres borgerlyst og talenter. På det faglige plan, hvor man går i brechen for nye tilgange og metoder. På det mentale plan, hvor man øver sig i at slippe kontrollen, åbne processen og begynder at arbejde mere i beta. Og på det store samfundsmæssige plan, hvor man bruger sit job til at påvirke samfundet omkring sig. Ofte er det er mix af det hele. Og det er i hvert fald for Mette Davidsen-Nielsen, der er tidligere kanalchef på DR2 og nu er direktør på Dagbladet Information.
Nadja besøgte hende for at høre, hvordan hun har gjort sit arbejdsliv til sit helt eget borgerlystne projekt:
På det personlige plan
I de perioder i livet, hvor arbejdet fylder rigtig meget, er det især i kraft af ens arbejde, at man rigtigt kan bidrage med noget til samfundet. Hvis man gerne vil ind i kampen, og det rigtigt skal rykke, bliver man nødt til at gøre det der, hvor man i forvejen befinder sig og bruger sin tid.
For mig gør det en stor forskel, om målet ligger ud over min egen økonomiske og prestigemæssige succes, for jo mere, jeg kan glemme mig selv i en opgave, jo gladere er jeg, mens jeg løser den. Det er det, der giver mig energien og følelsen af meningsfuldhed. Jeg ville personligt ikke kunne bruge særligt mange kræfter på noget, jeg ikke syntes var vigtigt. Det gælder også i mit valg af bestyrelsesposter. Selvom de tilbyder mig fem gange så meget i løn, siger jeg nej uden at blinke, hvis jeg ikke synes, det giver mening.
Når arbejdsindsatsen og engagementet hænger sammen, og man er optaget af noget, der er større end en selv, giver det en kolossal dybde og tilfredsstillelse, som næsten er umulig at opnå på andre måder. Så jeg har altid prioriteret at bruge min tid på det, man kunne kalde ’borgerlystent arbejde’. Og da jeg så de første gange havde oplevet, at jeg kunne bidrage til noget større ved at flytte en lille sten, der skubbede til noget andet, der skubbede til noget tredje, gav det mig mod på at sige ”jeg vil godt kunne bidrage til det her projekt”. Den slags oplevelser er vigtige at have med i rygsækken, næste gang jeg overvejer at kaste sig ud i noget nyt og svært. For nu ved jeg, at det kan lykkes.
På det ledelsesmæssige plan
Rent ledelsesmæssigt synes jeg, det mest interessante er at skabe de rammer, der kan gøre det nemmere og sjovere for alle de dygtige individualister, jeg leder, at folde sig ud, udvikle deres talenter og skabe noget i fællesskab.På Information arbejder vi meget på at skabe rammerne for fællesskab og samarbejde – og det lader sig især gøre, fordi chefredaktøren og jeg arbejder meget tæt sammen. Så vi kan tænke det redaktionelle og det kommercielle sammen.
Nu er vi for eksempel så priviligerede at have en medarbejder som Jørgen Steen Nielsen, der har arbejdet fuldstændig dedikeret med omstilling i 30 år. Hans bog – Den Store Omstilling – er udgangspunktet for den store omstilling-kampagne Hvad gør vi nu?, vi kører sammen med P4, hvor vi forsøger at skabe opmærksomhed og overblik over alle de bæredygtige initiativer over hele landet.
Når man som leder er så heldig at have en så vedholdende, vidende og engagaret medarbejder er det vigtigt at spørge sig selv, hvordan man kan medvirke til, at al hans viden folder sig ud på nye måder. For hans arbejde og viden er jo virkelig noget hele avisen kan samles om og det skaber plads til at alle andre også begynder at tænke nyt og kommer med ideer til, hvordan vi kan gøre tingene på en ny måde. Hvordan kan vi organisere arbejdet med kampagnen? Hvordan skal vi bruge nettet og de sociale medier? På den måde er der blevet plads til medarbejderne kan byde ind med forskellige former for engagement og kompetencer.
Når vi kaster ud i den slags, er det også med til at gøre Information til en slags laboratorium, og vi sætter vi nogle projekter i gang, hvor alle, der har mod på det, kan få en masse muligheder. Alle har chancen for at komme til. Så du kan komme ind som ung og uprøvet og prøve kræfter med rigtig meget, hvis bare du bidrager med dit engagement og dine ideer.
På det faglige plan
Gennem de senere år er vi blevet mere aktivistiske på Information. Dagsordenerne er i store træk de samme – vi har for eksempel beskæftiget os med den grønne omstilling i over 30 år – men vi er begyndt at gå et skridt tættere på og blande os lidt mere. Nu er vi selv med til at sætte nogle ting i gang. Vi laver indhold både om, for og med samfundet.
Men det er altså ikke noget, man bare sådan bare lige gør. For det er en meget rodfæstet del af mediebranchen, at vi holder os observerende på sidelinjen. Så det er i sig selv en stor ting, når chefredaktøren og den administrerende direktør skriver ledere sammen, melder klart melder ud, hvad vi mener – og tillader sig at give nogle bud på løsningen. Vi har været vant til at skue ude fra eller fra toppen af Olympen – og pludselig stiller vi os midt i manegen.
Det afføder vigtige faglige diskussioner om, hvad sker der med vores kritiske sans og rolle som avis i forhold til at dække fx miljø og klima og det politiske, når vi selv spiller en aktiv rolle. Der er nogle, der er uenige med mig i det her, og synes, at vi bevæger os ud i mineret farvand. Og jeg synes virkelig, det er vigtigt at diskutere og have et kritisk øje på det. Men jeg mener også, at det er en uundgåelig udvikling. Den tid er forbi, hvor det i sig selv var interessant at skildre verden uden selv at være i dialog og deltage. Så som medier er vi nødt til komme meget mere ind i kampen og kigge på, hvordan vi kan samarbejde med andre fra sag til sag. Spørge os selv, hvad vi kan bidrage med, hvordan kan vi flytte noget, hvordan vi kan skabe mere engagement.
På det mentale plan
Når man som leder sætter eksperimenter i gang, er det altid forbundet med et kontroltab. Og i arbejdssammenhænge er det svært både at føle sig professionel og samtidig miste kontrollen.
For professionalisme handler traditionelt set om styring og optimering og effektivisering og lean-processer og strategier og muligheden for at styre og forudsige, hvad der kommer til at ske.
Så kontroltab er faktisk et nøgleord. Da vi satte Hvad gør vi nu?-kampagnen i gang, anede vi ikke og nogen ville være med, hvor det ville ende. Det følte utrygt. Vi gjorde det alligevel, fordi vi mener kunne fornemme, at Den Store Omstilling ikke alene bundede i et ægte engagement, men også vakte meget genklang i tiden. Derfor syntes vi også, at vi stod med en unik muligheder for at bidrage til noget, der ville være vigtigt i den store sammenhæng. Men vi har knoklet løs på det, har jeg mange gange måttet sige – og minde mig selv om: ”Vi kommer ikke til at kunne kontrollere det. Men det er MENINGEN.”
Selvfølgelig kan det være fint nok at køre med noget gennemprøvet. For hvis vi skulle opfinde hele livet forfra hver dag, ville vi jo aldrig få gjort noget. Vi har brug for visse rutiner og faste måder at gøre tingene på. Men hvis der ikke er nogen felter, mennesker, sammenhænge eller fællesskaber, der tør prøve noget helt nyt engang imellem, er vi jo meget ilde stedt.
På det samfundsmæssige plan
Som samfund har vi været igennem en lang periode, hvor det meste handlede om personlig vinding og selvtilfredsstillelse og ingen havde tålmodighed til noget som helst, der ikke gav ’instant gratification’. Men nu tror jeg, vi er begynder at genopdage, at der ligger en stor tilfredsstillelse i at få fællesskabet til at bære og at gøre ting sammen. I længden er det simpelthen ikke tilfredsstillende nok bare at shoppe rundt – for så opnår du aldrig den dybere tilfredsstillelse og selvforglemmelse, der ligger i at lave og skabe noget sammen med andre.
For fem-ti år siden var der meget fokus på iværksætter- eller entreprenørånd, som var meget individuelt orienteret og fokuseret på selvrealisering og hurtig økonomisk succes. Men når man kigger på alle de bæredygtige og frivillige initiativer, der pibler frem lige nu, er det tydeligt, at mange mennesker gør det af ren og skær borgerlyst. Og af pligtfølelse overfor fællesskabet og samfundet. Det er den form for ansvarlighed, der er en af grundpillerne i vores velfærdssamfund.
Hvis man først begynder at kigge efter borgerlysten, så findes den derude. Og et af vores formulerede formål med Hvad gør vi nu?-kampagnen var at få det, der går under radaren, frem i lyset. Det var én af de ting, vi som avis i hvert fald kunne bidrage med.