Projektportræt: Fucking Flink

Projektportræt: Fucking Flink

Det startede med bogen Fucking Flink, hvor Lars AP i 2010 opfordrede danskerne til at deltage i en national flinkhedsrevolution. Og det gjorde han med så meget glimt i øjet, velfunderet research, konkrete ’how-to-eksempler’ og pudsige events, at Fucking Flink på få år har udviklet sig til en massiv bevægelse, hvor over 160.000 danskere i fællesskab prøver at besvare spørgsmålet: ”Hvordan bliver verdens lykkeligste folk også verdens fucking flinkeste?”

Både bogen og Facebook-siden er fulde af tankevækkende, konkrete historier og eksempler på, hvordan man med små, flinke mikrohandlinger kan gøre hverdagen lidt lettere og meget bedre for folk, man ikke kender. Det kan være alt fra at tage to numre i en lang posthuskø, så man kan give et ældre menneske eller en travl børnefamilie en ‘forlomme’ til at flytte en bænk ud på villavejen, så man kan drikke kaffe med naboerne, mens ungerne lærer at cykle. Lars går forrest med at foretage og fortælle om flinke handlinger, og ind i mellem laver han opsigtsvækkende events. Men meningen er, at alle andre også kan fortælle om flinke ideer eller flinke handlinger, de har overværet eller er blevet udsat for i hverdagen. Det har efterhånden spredt sig i en grad, så der er opstået et helt nyt begreb: At ’flinke’ og at ’blive flinket’.

Lars startede Fucking Flink nogenlunde samtidig med, at vi startede Borgerlyst. Siden da har Borgerlyst og Fucking Flink været hinandens bedste venner – og vi har delt mange tanker undervejs. Derfor tog Nadja ud til Lars for at høre hans version af opstarten af Fucking Flink:
“Jeg er dansk-amerikaner, så da jeg voksede op, snakkede vi to sprog henover spisebordet. Og jeg har altid følt, at jeg er en lille smule mere åben og nysgerrig og snakker med flere fremmede, når jeg taler engelsk. Når jeg taler dansk, er jeg en lille smule mere lukket, lidt mere genert.

En dag hørte jeg, at danskerne var blevet udråbt til at være verdens lykkeligste folk i en stor undersøgelse om ‘World Happiness’. Og det var ikke første gang. Det har vi åbenbart været i ret mange år. Siden 1972 har vi – med undtagelse af to år – toppet på Europa-barometeret som Europas lykkeligste folk. Men det kunne jeg ikke helt forstå. For min oplevelse er, at jeg er gladere, når jeg taler engelsk! Hvordan kan det være, når jeg nu bor i verdens lykkeligste land og har mulighed for at tale det sprog, man så må formode er verdens lykkeligste?
Så der var noget, der ikke stemte i min oplevelse af at være dansk – og det var jeg nødt til at undersøge.

Jeg tog udgangspunkt i det afsavn jeg altid har haft i Danmark i forhold til andre lande. Man kunne kalde det en slags navlepilleri – jeg brugte virkelig meget tid på at undersøge min egen undren. For jeg undrede mig virkelig over, at vi ikke kommer hinanden særligt meget ved. Jo, vi er skidegode til at tage os af vores venner. Det er ikke fordi, vi er uflinke. Vi er enormt flinke overfor dem, der allerede er i vores inderkreds. Men dem, vi ikke kender og møder i det offentlige rum – dem er vi ikke særligt gode til at komme ved.

Danskere har fundamentalt svært ved at smalltalke. Og jeg er heller ikke selv vild med at smalltalke. Men smalltalk skaber nogle muligheder for at interagere med folk, man ikke kender. Og det kan være enormt vigtigt på hverdagsplan. Så jeg satte mig for at undersøge det nærmere, og jeg startede med at tage rundt til en masse forskellige eksperter. Der var ikke nogen, der decideret var eksperter i flinkhed, men jeg snakkede for eksempel med en meteorolog om, hvordan vejret påvirker vores måde at omgås på – og en lykkeforsker om, hvad flinkhed og omgangsformer betyder for lykken. På den baggrund skrev jeg en bog, hvor jeg prøvede at finde mønstre i eksperternes pointer og udviklede forskellige redskaber til, hvordan danskerne kunne blive mere flinke.

Min arbejdstitel på bogen var egentlig bare Flink. Men en af mine kolleger sagde, at det blev lidt for tamt og feel-good-agtigt og sagde: ”Hvorfor kalder du den ikke Fucking Flink?”

Det var en vigtig projekteksplosion, for det har vist sig at være altafgørende for projektet, at vi altid giver tingene den der lille skævhed. For når folk hørte om Fucking Flink i starten, sagde de ofte: ”Nå! Det er om høflighed! Det er sådan lidt Emma Gad!” Men nej: Emma gad! Vi gider ikke! Så vi er nødt til at finde måder, der er appellerende for os i dag. Hvis man skal fange vores generation, skal det være lystfyldt. Og der skal være spræl i det.

Fucking Flink handler ikke om, at man bør være eller opføre sig på en bestemt måde. Man skal forsøge at være flink de dage, hvor man har overskuddet til det. Og så til gengæld være flink med fuld skrue – og gøre nogle ting, der er helt vildt overskudsagtige. Det bliver også sjovere for dig selv, hvis du laver en hverdagshappening ud af det.

Den næste projekteksplosion kom, da det viste sig, at der var alle mulige andre, der også havde tænkt det samme som mig. Mit eget navlepilleri viste sig at være kollektivt anvendeligt navlepilleri. Jeg havde sat ord på noget, mange havde tænkt, men aldrig rigtig gjort noget ved. Og sådan tror jeg egentlig mange projekter og meget borgerlyst starter: Man starter egentlig meget egoistisk med sin egen undren. Og så pludselig viser det sig at være vigtigt i et større perspektiv. Men der er ikke en glorie tændt over projektet fra starten.

For mit eget vedkommende, er det jo heller ikke fordi, jeg er topfrisk hele tiden. Jeg kan have lige så dårlige dage som alle andre. Så nogle gange skal jeg også lige selv mande mig op til at gøre det. Men når jeg kommer af sted, bliver jeg altid glad. For jeg får så mega-meget ud af det! For reaktionerne er virkelig skønne, fordi der pludselig opstår en social interaktion, ingen af os forventede. Og så bliver der skabt et lille eventyr i hverdagen.

Det er lidt ligesom at løbe en tur. Selvom det er forbundet med et vist ubehag, og jeg ikke rigtigt orker, kommer jeg af sted, fordi jeg ved, hvor fedt det bliver, når jeg først er i gang. Men det kræver lige, at jeg tager mig sammen. På samme måde udløser det lykkehormonet oxytoxin at indgå i overraskende sociale interaktioner. Jeg lærer nogle mennesker at kende på nogle andre måder, og der sker noget sjovt i gaden, når jeg gør det her! Når man har oplevet det nogle gange, ved man godt, hvor fedt man får det. Så det gælder bare om at komme ind i en god rytme.

Jeg lavede for eksempel et stunt, hvor jeg klædte mig ud som parkeringsvagt og gav folk parkeringsbøder. Men det var slet ikke parkeringsbøder. Jeg havde omskrevet bøden, så der ikke stod “Tid overskredet”, men ”Flot parkering” eller ”Lækker metallak”. Så det var en kompliment i stedet for en reprimande. Og så – bare for at give den fuld skrue – lagde jeg en hundrede-krone-seddel ind mellem girokortet og ‘bøden’.

Folk troede jo, at jeg var en rigtig parkeringsvagt, så når de spurgte: ”Må jeg godt parkere her?” sagde jeg: ”Ja, den er god nok. Jeg skal nok holde øje med bilen.” Og når de så var gået, lagde jeg ‘bøden’ til dem. Når de kom tilbage, blev de først helt chokerede over at have fået en bøde, selvom de havde spurgt parkeringsvagten. Og når de så opdagede, at det var en kompliment med en 100-kroneseddel som præmie, blev de selvfølgelig overdrevet glade. Inden jeg skulle i gang med det stunt, var der alt muligt bøvl med at låne dragten fra Københavns Parkering, og jeg var meget i tvivl, om jeg overhovedet måtte det her, og tænkte over alt det, der kunne gå galt. Jeg var 2 millimeter fra at lægge det ned, fordi jeg tænkte ”Ej, det orker jeg altså ikke det her. Og jeg kommer da også til at se fjollet ud i den dragt. Åh nej, skal jeg nu også have tilladelse? Det kan jeg ikke finde ud af!”

Men da jeg så havde lavet det, var det jo OPTURSFEDT! Jeg havde virkelig nogle gode oplevelser med det. Og her snakker vi jo om en event, der egentlig krævede meget mere, end det, jeg lægger op til med Fucking Flink. Det behøver slet ikke være så stort eller besværligt. Det kan være meget små ting, der kan gøre en kæmpestor forskel. Men man skal næsten altid lige tage sig sammen til at komme i gang.
I dag har noget, der startede som en bog og et lille sideprojekt jeg lavede ved siden af mit arbejde, udviklet sig til at være mit fuldtidsarbejde, og i dag er vi otte personer, der alle sammen arbejder med Flink. Mest som konsulenter, hvor vi hjælper virksomheder, afdelinger eller brands med at blive mere flinke.

Det er spændende og sjovt at bruge idéerne og erfaringerne i nogle helt andre sammenhænge. Men det er også virkelig vigtigt for os at blive ved med at udvikle Fucking Flink og være ude og flinke verden. Så selv om det stadig kan være lidt svært for os at få tid til det og få taget os sammen, har vi besluttet, at vi SKAL lave mindst én stor Fucking Flink-event om måneden. Det passer ikke altid lige godt. Men vi er nødt til at holde fast i det for at holde os selv i gang. Men altså – dén hverdag havde jeg jo på ingen måde set komme, da jeg begyndte at skrive bogen for 4 år siden.

I denne film kan du høre Lars AP fra Fucking Flink og Nadja fra Borgerlyst snakke om opstarten af deres projekter og de projekteksplosioner, der har gjort en forskel undervejs.

Fucking Flink og Borgerlyst from Borgerlyst on Vimeo.

Du kan følge Fucking Flink på FFlink.dk