Til at starte med gjorde jeg det, fordi jeg savnede at have en have.. Jeg gjorde det bare ud fra den kendte devise om, at det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse. Så jeg klippede pigtråden op – der var faktisk pigtråd rundt om taget! – så jeg kunne kravle op og slæbe de fem første kasser på plads i juni 2011. I løbet af året gav det en del god respons. Og i oktober, da jeg var ved at smide alle de grønne tomater ud, greb en nabo fat i mig og sagde: ”Mads! De skal syltes!” Og det var den første forbindelse til en anden beboer i gården.

I 2012 var jeg på syv måneders barsel, så jeg havde masser af tid, og jeg havde brug for noget at lave, mens min datter sov. Så der blev taghaven udvidet med tyve kasser, og i år er vi oppe på 35 i alt.

Jeg har brugt rigtig meget tid i gården under min barsel, så jeg har haft lejlighed til at snakke med de andre og minde dem om, at de bare skal gå op og tage nogle tomater. Folk er enormt flinke til at spørge, hvad de kan hjælpe med. Nu er der næsten en i hver opgang, der er aktiv i haven. Der er en, der har lavet en vandingsplan for sommeren. En tager sig af alt det administrative. Da jeg var på barsel sidste år, havde jeg god tid, så da var det ikke nødvendigt. Men nu, hvor jeg har fuldtidsarbejde ved siden af, kan jeg ikke løfte det hele selv.

Selvfølgelig kan du købe tomater for en 10’er nede hos grønthandleren. Og når det er så billigt at købe tomater fra Spanien, giver det ikke økonomisk mening at dyrke sine egne grøntsager. Men det handler om at vise folk, hvor maden kommer fra. At det tager fire måneder at dyrke en tomatklase. Jeg tror, at når vi ser, hvor meget tid det tager at dyrke sine egne grøntsager, begynder vi at smide mindre mad ud.

Man skal faktisk vide rigtig meget for at have sin egen grøntsagshave. Den grundviden har jeg ikke, så jeg laver masser af fejl. Det har faktisk været det sværeste for mig at acceptere, når halvdelen af høsten bliver noget lort. Men jeg har indset, at det her ikke kun handler om at producere fødevarer. Det handler om fællesskabet.

Haven har skabt endnu et sted, vi kan mødes. Nu kan børnefamilierne have deres børn til at sidde i sandkassen, mens de selv kan lave lidt havearbejde. Og vi er begyndt at spise sammen og bruge grøntsagerne fra haven. Det skaber hele tiden nye relationer i vores baggård. Der er jo ikke forskel på folk, når det kommer til at dyrke tomater. Det betyder ikke noget, om du har en ejer- eller andel- eller lejelejlighed. Om det er forældrekøb eller ej. Vi mødes, fordi vi bor i en gård og har en fælles interesse. På den måde kan noget så simpelt som tomater få folk, der normalt ikke ville snakke sammen, til at lære hinanden at kende.

Det virker, fordi det er i vores nære hverdag, hvor vi har tid og overskud til at møde andre mennesker, som er enormt forskellige fra os selv. Hvis vi havde en nyttehave på Amager, ville jeg ikke komme derud. For sådan som vores liv er struktureret lige nu med små børn, har vi ikke tid til det. Jeg tager på arbejde klokken halv otte og kommer hjem klokken fem, og skal også hente børn og købe ind. Så er det svært at få tid til at køre til Amager for at dyrke grøntsager, selvom det kun er fem kilometer væk.

Men fordi det er her i vores gård, kan jeg lige tjekke kasserne og vande et par af dem, når jeg går ned med skraldet. Det tager måske et kvarter. Og nogle gange bliver det så en time, hvis jeg lige møder nogen dernede. Så kan vi aftale at mødes torsdag aften og beskære nogle af planterne. Det er totalt ad hoc. En gang imellem arrangerer vi så en haveaften, hvor vi går og hygger og drikker en øl.

En vigtig del er, at man ikke er bange for at spørge andre. For eksempel spurgte jeg fem unge gutter, der sad og drak øl nede i gården en fredag aften: ”Vil I ikke lige hjælpe 10 minutter med at bære de her ting?” Og de sagde: ”Jo, det vil vi da gerne. Kan man drikke øl samtidig?” Og det kan man jo godt. På den måde ‘fik’ jeg lige pludselig en times manuelt arbejde, fordi de var fem til at hjælpe. Hvis man spørger på en pæn måde, siger de fleste ja.¨

Næste skridt for mig er at komme ud over vores baggård og blive en eller form for konsulent for igangsætning af urbane haver. Det kunne være boligforeninger, der har brug for at få lavet krydderurtebede. Eller i folkeskoler, hvor man laver plantekasser sammen med børnene, og de så bagefter får en kasse med hjem og på den måde kan se grøntsagerne vokse i deres hverdag. Det er noget andet end skolehaver, for det handler om at få det helt ind i børnenes hverdag, så de ser det og kan fortælle det videre.

Det er let at gå i gang med at lave sin egen baggårdshave. Start med 2-3 kasser med krydderurter det første år. Og ikke for mange forskellige slags krydderurter. Det kan bare være et bed på en kvadratmeter med timian, purløg, oregano og mynte. For hvis man blander for meget, så er der ikke nok. Krydderurter er let, for der er til alle. Folk har ikke samme berøringsangst for at tage lidt timian som for at plukke tomater eller radiser. Så snart du har et par kasser stående, og du passer dem, vil du møde nogen nede i gården, som siger: ”Nej, hvor ser det spændende ud. Er det purløg?”