Redskab: Byg en engagementstrappe
Hvis du gerne vil have andre med i dit projekt er det en god ide at bygge en engagementstrappe. For selvom andre også er begejstrede for din ide og spørger, hvordan de kan være med, er det de færreste, der fra start brænder lige så meget for det og er klar til at forpligte sig lige så meget på det, som du selv gør.
Alt for meget borgerlyst går tabt på, at dem, der i første omgang bare mødte op, fordi de var nysgerrige, som det første deltager i en generalforsamling, hvor Tordenskjolds soldater brokker sig over, at ingen gider engagere sig og man kan føle sig presset til at stille op til bestyrelsen – længe inden man har haft de første gode oplevelser med projektet.
Derfor er det en god ide at tænke i forskellige typer arrangementer, opgaver og mikrohandlinger, der appellerer til folk, der befinder sig forskellige steder på engagementstrappen. Det kan du altsammen læse mere om i perspektivet om Medudviklere.