Signe Wenneberg

Signe Wenneberg

Signe har skrevet disse svar på hverdagsspørgsmålene:

Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:

Urban Farming. Foodie. Freelance.

Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning:

Lykke er ikke at lykkes, men det du kommer ud for undervejs. K.E.Løgstrup. Det er et godt ordsprog. Det gælder også i køkkenet og i haven, når basilikummen ikke gider gro.

Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?

På min Instagram-profil står der, at jeg er: ”Urban farmer, foodie & freelancer”. Det dækker vist meget godt.

Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?

Jeg har valgt at indrette min hverdag, så jeg er glad. Simpelthen. Jeg kunne sagtens være glad i det rette job – men lige nu elsker jeg at være selvstændig og at eje min egen tid. Mange gange i løbet af den uge, hvor jeg har vidste, at jeg skulle skrive et par ord til jer, har jeg taget mig selv i at tænke: ”Hold kæft hvor jeg elsker mit liv og min hverdag”. Og det er ikke noget jeg finder på. Jeg arbejder meget og har det fint med, at der ikke altid er tid til at holde fri om aftenen eller i weekenderne. Og slet ikke når andre holder ferie. Jeg har gode kunder, som jeg hjælper med sociale medier, rådgivning og tekst. Det kan lyde meget orange i det, men for mig er det især vigtigt, at arbejde sammen med søde mennesker, hvor der er gensidig respekt.

Jeg var engang for mange år siden ude for en ulykke og det har gjort mig meget kompromisløs i livet, at have været ved at dø i en ung alder. Vi skal have en god hverdag, så længe vi er her. Det er meget vigtigt for mig. Livet er for kort til sure kunder. Til negative ytringer på Facebook og andre steder. Eller til at være i et job, man ikke er glad for. Livet er også for kort til at spise dårlig mad eller til hele tiden at tænke på, at i fremtiden kan vi begynde at leve vores liv anderledes. Vi kan være døde i morgen.

Hverdagene er de dage, hvor drengene er hos mig. De er naturligvis også sammen med deres far. De dage, hvor jeg ikke har dem, er jeg en rigtig god arbejdskraft, der bare arbejder igennem og det er også i de dage, jeg har mulighed for at rejse væk med god samvittighed eller at skrive med god samvittighed. Jeg kan godt finde ud af at arbejde hjemme – og savner ikke selskab, for det har jeg rigeligt af ude til møder hos mine kunder, når jeg holder foredrag eller ja, på de sociale netværk som jo er vores tids intranet for freelancere. Og mange af os ses jo også uden for nettet, hvilket måske er vigtigt at bemærke, for jeg synes ægte samtaler og møder mellem mennesker er meget værd. Men når det er sagt, så synes jeg de sociale medier har været en kæmpe revolution. Og jeg er rigtig glad for at have oplevet det i min tid.

Jeg plejer at sige, at der ”aldrig er en kedelig dag her på kontoret og at alt er godt”. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har sådan et sjovt arbejdsliv, jeg ved helt bestemt godt, at det ikke er alle forundt. Min mor var skolelærer og lagde vægt på, at vi skulle få en uddannelse. Jeg har lige siddet med nogle familiebilleder, og set fotos af, hvordan kvinder i min familie har puklet på fabrikker, i kølerum, på systuer osv – og op klokken lort om morgenen. Børnene passede sig selv og man måtte forsøge at få pengene til at strække til mad, måske ved at dyrke noget til at supplere med. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, hvor helt utrolig privilegeret jeg er, at jeg fik en uddannelse og kom videre.

Ud over mit job som kommunikationsrådgiver, som optager hovedparten af min tid, så skriver jeg bøger – helst én om året. En stor del af mit arbejdsliv er også at holde workshops, være ordstyrer og at holde foredrag; Rigtig mange af dem lige for tiden. Og så laver jeg en del frivilligt arbejde og græsrodsarbejde. Jeg rejser mindst en gang om året ud til de fjerneste egne i verden som ulønnet velgørenhedsambassadør, for at sætte fokus på især kvinder og pigers vilkår. Det er mit lille bidrag og det er meget givende for mig: Når man vender hjem fra nogle uger i det ydre vest-Tanzania i bjergene mod Rwanda, hvor folkemordet fandt sted, eller i det yderste nord-Bangladesh, så værdsætter man virkelig hverdagen herhjemme og livet i det hele taget.

Jeg er så heldig, at jeg har et godt netværk. Og farmor og mormor rigtig meget på banen herhjemme. I sidste uge holdt jeg tre forskellige foredrag i tre forskellige byer i samme døgn, samtidig med, at der var en stor børnefest herhjemme, som jeg måtte forberede indimellem med kager og græskar og røgkanon. Det var ret presset. Men farmor og mormor kom og tog over, så jeg kunne køre til og fra. Da det var overstået lavede jeg så et madprogram lørdag morgen i Valby og kørte direkte derfra, satte min søn af hos min bror og tog så til Århus, for at lave et andet program søndag og mandag – for så at køre hjem og holde foredrag på Amager tirsdag. I sådan nogle perioder, synes jeg det hele bliver lidt hektisk.

Jeg er ikke sådan en, der kan holde det samme gear hele tiden. Jeg misunder sådan nogle Helle-Thorning-typer, der kan. Og som bare ser friske ud dag efter dag. Hvis jeg har haft en række travle dage, så skal jeg have et par rolige dage bagefter for at komme ned i gear og for at kunne sove om natten. Det er dage, hvor jeg bare sidder i blødt tøj og skriver, læser, fakturerer, hører lidt P1, kæler med katten og går med hunden og ikke mener en skid om noget.

Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?

Mange. Jeg er enlig forsørger og jeg er førstegangskøber i en ejerbolig, der blev købt på toppen, så det er klart, at der skal tjenes mange penge hjem. Men jeg er meget fornuftig. Jeg har aldrig lånt til andet end vores villalejlighed. Biler har jeg også købt kontant. Jeg skylder intet andre steder og har ingen dumme hævekort. Jeg er ikke typen, der nogensinde falder i en luksusfælde. Jeg har en pensionsopsparing. Og er ikke medlem af en A-kasse, for jeg vil hellere arbejde som kogekone, end jeg vil hæve understøttelse, det har jeg gjort op med mig selv for mange år siden.

Jeg har hverken rengøringsdame eller havemand eller anden hjælp. Selv om jeg nogle gange tænker, at det ville være rart, hvis nogen kom og tog lidt over, især når jeg har virkelig travlt. For så ligner her noget der er løgn, både ude og inde. Nogle gange skal jeg heller ikke tænke for meget over det skøre i, at samfundet er indrettet sådan, at vi er en halvdel, der arbejder helt sindssygt meget og så er der en anden halvdel af befolkningen, der slet ikke arbejder, men er på forskellige former for overførsler.

Thomas laver mad

Men mens jeg skriver disse ord, har jeg faktisk noget hjælp i køkkenet. Og jeg kan slet ikke være i min krop over hvor fantastisk det er. Thomas, som jeg kun kender fra Facebook, står og laver skipperlabskovs. Han er blevet arbejdsløs og gad ikke leve uden god mad, så han tager rundt og laver mad for et måltid. Siden hedder ”I will cook for food”. Han skal bare have råvarerne betalt og han køber ind og laver maden. Det synes jeg er det smarteste koncept ever: Jeg elsker, at en mand, der tilfældigvis bliver arbejdsløs, og dermed har tid, vælger at gøre noget godt for andre. Og jeg elsker Facebook for at formidle den slags. Jeg synes, det er sådan noget, der kendetegner den nye ”fællesskabs-tid”. Hvor det hele bare handlede om ”hvad er der i det for mig” førhen. Jeg kan godt lidt tankerne om ”hvad der er mit, er dit”. I fremtiden har jeg også lyst til at lave en have, som ikke er for mig selv og min familie, men som på en eller anden måde er til glæde for flere.

Når jeg ser, hvad andre mennesker bruger penge på, så forstår jeg ikke, hvor de har pengene fra. Min prioritet er mad. Jeg bruger altid penge på gode råvarer og god mad – men hvis der er lavvande i kassen, så kan jeg sagtens lave god mad for en billig penge. Det vigtigste er, at råvarerne er gode – og man kan komme langt med et blomkålshoved. Man behøver jo heller ikke spise kød hver dag… Jeg har lidt køkkenhave og høns, så i mange måneder kan jeg lave mad med afsæt i det. Det er mit held i livet, at jeg kan finde ud af at lave mad og jeg kan lave mad ud af alle råvarer. Mad er min store passion. Det første jeg tænker på om morgenen er faktisk…: ”Hvad skal vi spise?”.

Hvis jeg har penge, så bruger jeg penge på god mad, gæster, restauranter og flybilletter. Som plaster på såret, fordi drengene har måttet undvære ferie med deres mor temmelig længe, så har jeg været i London og Sydfrankrig med dem her i september-oktober. I Sydfrankrig kørte jeg sådan et gastronomisk dannelsesrejse-trip af på dem. De skal vide, at når man sidder på stranden i St. Tropez, så bestiller man altså ikke burger, man bestiller moulles. De tog det pænt. På lørdag tager jeg til Cairo. Det skulle nu have været en arbejdstur for mig. Jeg skulle have rejst med en nødhjælpsorganisation og en minister, men af sikkerhedshensyn blev turen aflyst her i 11.time. Men jeg besluttede at tage af sted alligevel. Nu hvor jeg havde taget dagene ud af min kalender. Og så kan jeg også få skrevet lidt og få arbejdet lidt på min nye blog. Med mit fag kan man jo arbejde hvor som helst. Bare man har en bærbar computer.

Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs? 

Da jeg læste retorik, havde jeg aldrig troet, at jeg ville blive selvstændig. Og da jeg fik mine første jobs, troede jeg, at det var sådan hele livet ville se ud. Jeg var kulturjournalist og redaktionschef på tv i en ung alder og jeg synes det hele kørte rigtig godt. Jeg blev selvstændig af nød, kan man sige. Min søn fik konstateret diabetes, da han var to år gammel og så var det nødvendigt, at jeg blev døgnsygeplejerske, mens han var lille. Det kunne jeg ikke kombinere med et rigtigt job i mange år. Siden har jeg været tilbage til rigtige jobs og det har været fint og godt og sikkert og alt muligt. Men jeg er altså bare blevet så utrolig glad for det frie liv, man har, når man er selvstændig.

Det giver rigtig meget god energi for sådan en som mig, at der er så kort mellem tanke og handling, når man selv har kontrollen. Og jeg får hele tiden nye ideer. Den sidste fik jeg, da jeg forberedte mig på at skulle holde et foredrag om strategisk brug af sociale medier og om ”Klout” (en tjeneste, der udregner hvor meget troværdighed man har samlet set på de sociale medier). Her kunne jeg pludselig se, at jeg var såkaldt ”influential” indenfor ”travel” og havde en meget høj såkaldt ”Klout-score” (på 68-70). Og det tyggede jeg lidt på og fandt ud af, at jeg ville bruge det til noget fornuftigt. Jeg ville sætte alle mine rejsebreve i system sammen med mine venners rejsebreve og lave en rejseblog for venners venner. Den bliver lanceret snart. Og er allerede på Facebook: www.facebook.com/rejsebreve

Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?

Livet har ligesom valgt for mig. Mange gange. Der har været nogle store koldbøtter. Der meget, jeg ikke selv har bestemt i mit liv. Også i mit private liv. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at være enlig mor og jeg ville gerne have haft en kæmpe stor familie. Jeg er meget bevidst om at ”selv om man ikke er herre over det der sker, så er man herre over at få det absolut bedste ud af situationen”. Det lærer jeg også mine drenge. Jeg gider ikke høre noget klynk. Heller ikke hos mig selv.

Jeg har fra en tidlig alder været meget klar over mine prioriteter i livet. Sådan noget med, at det er vigtigt at gøre sig umage og være tro mod sig selv og sine værdier. Det er vigtigt at elske sin næste, lære noget nyt, spise godt, at rejse, at se verden, at tilgive og komme videre. ”Stryge over og komme videre” som Strindberg sagde. Jeg ved præcis, hvad der er vigtigt for mig og hvad er ikke er vigtigt i det store hele. Det har hjulpet mig, når der har været svære tider.

Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du din hverdag vil forandre sig i de kommende år?

Der har været meget turbulens. Jeg arbejder ikke længere inde i byen. Jeg har ikke længere en havebutik. Og jeg er ikke længere opstillet i politik. Den største forandring har utvivlsomt været, at jeg ligesom ”fik mit liv tilbage” efter valgkampen. Efter valget tudede jeg, men kun en eneste fredag aften. Det var det. Om lørdagen gik jeg i gang med at skrive en bog færdig til udgivelse og med at genopbygge mit firma. Det var superærgerligt, at jeg ikke blev valgt, men der sker værre ting i verden. Og jeg vidste, at jeg kun stillede op den ene gang.

Over de næste år vil mit liv igen forandre sig. I takt med, at mine børn bliver større kan jeg se en ende på at bo i forstæderne, som har været et rigtig godt og trygt sted for os, at bo, mens drengene voksede op. Jeg kan se, at jeg kommer til at kunne rejse mere. Måske bo et stykke tid i Californien.

Jeg kan allerede nu se, at mit firma godt kunne trække nogle større projekter og en gang i mellem et par ansatte. Så jeg ser lyst på fremtiden. Jeg tænker, at mit firma rykker ind i en kæmpe lejlighed i København, som er bolig og erhverv og hvor jeg selvfølgelig kan dyrke urban farming i en taghave, der skal være åben for besøg. Det gad jeg virkelig godt. Så hvis nogen hører om en taghave et sted, så må de gerne sige til.