Trine-Maria Kristensen
Tre ord, der beskriver det særlige ved din hverdag:
Jeg tror ikke min hverdag er så særlig endda 🙂 Men tre ord der betyder noget for mig i min hverdag er frihed, ro og afveksling
Den vigtigste erfaring fra din hverdag i een sætning:
Det er ikke nok at vide, hvad der skal gøres, man skal også se at få det gjort.
Hvem er du, og hvad optager dig til dagligt?
Jeg er Trine-Maria, 42 år – og jeg er optaget af sociale medier, internettet, vores online personlighed og hvordan vi bygger gode relationer til hinanden online – både i arbejdssammenhænge, men også privat.
Hvordan har du valgt at indrette din hverdag?
Jeg er selvstændig – nu på 12. år – og har dermed også valgt en hverdag som er meget afvekslende. Jeg laver en del undervisning, hvor jeg har lange dage på seminarer der varer 6-8 timer og hvor jeg er træt og godt brugt når jeg kommer hjem. Jeg laver også mange foredrag, som er helt anderledes – der gælder det om at være skarp og interessant i en times tid – og det kan også godt gøre mig dejlig træt, men det er alligevel helt anderledes end hele dage med undervisning. Og endelig har jeg mere klassiske konsulentdage, hvor min kalender består af møder og samtaler med kunder om deres social media projekter og deres oplevelser på Facebook eller i andre sociale medier – og hvor jeg tænker sammen med dem over hvordan de kan komme videre – og det er også spændende. Jeg har også dejligt stille dage, hvor jeg forbereder kursusmaterialer og præsentationer og skriver på min bog – og hvor jeg tager i motionscenter midt på dagen – går en lang tur hvis vejret er godt. Så alt i alt har jeg meget forskellige arbejdsdage og ikke altid samme tempo – og det er skønt.
Privat er jeg gift med Hans og vi bor i rækkehus i Lejre. Indtil for 3 år siden boede vi i en meget lille og meget bilig hyggelig andelsbolig på Amager og det gjorde at vi havde råd til at være selvstændige begge 2, at vi kunne tage os den frihed det er, ikke at tjene ret mange penge i perioder – og vi er fortsat sådan indrettet, at vi godt kan lide at vores hverdag ikke æder os op, så vi har fravalgt at bo dyrt, vi har fravalgt at have en stor bil.
Vi har været sammen i 13 år og vi har ingen børn. Det er en beslutning vi har taget for år tilbage – ingen af os havde lyst til at gå hjemme og passe dem – og vi holder begge meget af friheden til at arbejde døgnet rundt, hvis det er det vi har lyst til. “Frihed er det bedste guld” passer nok meget godt på os.
I perioder rejser vi meget – og jeg har også rejst en del alene. jeg har kunder i Grønland og har arbejdsophold der – jeg tager på konferencer og på ture med mit gode kvinde-netværk Albrightgruppen – og jeg kan godt lide fornemmelsen af at blive revet ud af hverdagen, at se noget andet, at mærke hvordan min hverdag er, fordi jeg ikke er i den.
Hvor mange penge skal du tjene for at få din hverdag til at hænge sammen? Og hvad bruger du resten til?
Jeg skal have 14.000 udbetalt for at dække min halvdel af de faste + variable omkostninger (husleje, bil, .forsikringer, abonnementer, tv, mad, gaver, opsparing til bilreperationer og den slags kedelige ting) og resten af det jeg tjener bliver usystematisk fordelt på opsparing, rejseri og så bliver der også lagt en anelse penge i tøjforretninger og på restauranter. Jeg synes ikke vi har noget særlig voldsomt forbrug, men jeg kan godt mærke at vi pludselig betaler husleje her i vores nybyggede rækkehus. Tidligere betalte vi under 2.000 om måneden i husleje og det med at jeg overhovedet ved, hvor mange penge vi bruger om måneden til faste udgifter + det vi kalder variable (mad, gaver, haveting, hverdagsliv) skyldes at vi lavede budget og fælles-konto og den slags da vi flyttede for ca. 3 år siden og jeg er faktisk overrasket over, hvor fedt jeg synes det er, at vide hvad (og hvor lidt) der skal til. Vores forbrug til hverdag bærer præg af at vi for tiden begge tjener godt – men jeg ved, at hvis vi blev ramt af lediggang eller hvis vi af andre årsager skulle skrue ned, så kunne vi klare os for langt mindre og det kan jeg godt lide – igen fordi det ikke huer mig, at være bundet alt for fast i en hverdag.
Jeg tror jeg bruger det meste at mit overskud på at rejse.
Hvorfor er du endt med denne hverdag? Hvad har du gjort undervejs?
Helt overordnet har jeg valgt at være selvstændig. Og at gifte mig med en mand der også har været selvstændig stort set alle årene. Og det indbygger en form for usikkerhed i tilværelsen og en meget stor følelese af frihed og det lægger så også rammerne for en masse andre beslutninger. Hvis vi begge havde været lønmodtagere kan det jo godt være vi havde fået børn. Som selvstændig har det været svært for mig at “tænde og slukke” mit arbejdsliv i en periode – og som selvstændig er mit arbejde i høj grad den jeg er. Jeg kan godt lide at have en stærk faglig identitet og jeg kan godt lide at jeg selv bestemmer, hvad der er vigtigt når jeg er på arbejde.
Derudover har jeg i de sidste 2 år arbejdet alene som freelancer og det har også betydet et ret stort skift i min hverdag. Tidligere havde jeg en konsulentforretning med ansatte og et kontor i København og egentlig en ret klassisk konsulenthverdag der udgik fra kontoret. Nu sidder jeg på mine hjemmedage på “Lejre-kontoret” og tager i motionscenter midt på dagen, går lange ture i skoven. kører til Slagelse og besøger en gammel tante, maler, hvis jeg har lyst til det og har generelt mange flere dage som er stille og hvor mit hovedformål er at sikre, at katten har det varmt og godt i sin kurv.
Hvad har du valgt fra? Hvilke muligheder har du udelukket?
Jeg vælger stort set aldrig noget fra – jeg vælger til. Men det er klart at når man vælger et travlt liv som selvstændig og en ret stor faglighed der kræver en masse tid for at holde sig opdateret, så vælger man også fra, at fordybe sig i skønlitteratur (andet end i ferier) og jeg har valgt fra at blive god til at male – fordi jeg ikke kan finde tiden og roen til at træne systematisk – ligesom jeg sjældent går i teateret eller til koncerter – og jeg vil også sige at jeg i perioder har valgt mange sociale ting fra – jeg ser ikke mine venner så meget, som jeg gerne ville – men igen – hvis jeg synes det var for store fravalgt så ville jeg jo bare vælge det til igen.
Hvad har været de vigtigste forandringer i din hverdag indenfor de sidste år — og hvordan forventer du din hverdag vil forandre sig i de kommende år?
At flytte på landet og at flytte kontoret hjem – at have så meget tid til mig selv. Og jeg tror vi på et tidspunkt privat flytter længere ud på landet – jeg kunne godt tænke mig et nedlagt istandsat landsted og lidt flere dyr – høns i haven, flere katte og hunde – og en kæmpe køkkenhave – men jeg tror samtidig at jeg kommer til at savne at have kolleger – jeg kunne godt tænke mig at starte et bureau igen – eller at være en del af et større fællesskab, så mon ikke det sker på et tidspunkt.