#11 Nadja: Hvorfor bliver du aldrig klar?

#11 Nadja: Hvorfor bliver du aldrig klar?

For nylig lavede jeg en stor undersøgelse for Beskæftigelsesministeriet og Protocol, hvor jeg undersøgte snublesnorene på de danske direktionsgange. Og hvad der gjorde forskellen i forhold til, om folk fik taget de sidste ryk op ad rangstigen eller stagnerede på vejen op (hvis de vel at mærke gerne ville nå toppen og undrede sig over, at det ikke lykkedes).

Jeg dybdeinterviewede en masse medarbejdere – både mænd og kvinder – på mange forskellige niveauer i seks af landets største virksomheder. Og meget groft generaliseret kunne man opdele interviewpersonerne i to hovedgrupper:

1) Dem, der syntes, det synes, det hele gik lidt for trægt og undrede sig over, at det ikke gik hurtigere eller lettere for dem, når de nu sled så hårdt i det. Og så så mange omkring sig, der bare strøg igennem, selvom de ofte arbejdede meget mindre og var mindre kvalificerede end dem selv. Blandt denne gruppe, var en af de formuleringer, der vendte tilbage igen og igen, når vi snakkede om deres store drømme og visioner: “jeg skal bare lige være helt klar”. Helt klar til at pitche deres store ide ind til direktøren, helt klar til at dele visionerne med bestyrelsen, helt klar til at bede om lønforhøjelse, nye ansvarsområder eller bedre titler. Helt klar til at spørge mit netværk om hjælp. Eller for den sags skyld helt klar til at sige op, springe ud i noget nyt, realisere andre store livsdrømme. Problemet var bare, at de stillede så store krav til sig selv og hvad det ville sige at være “klar”, at de aldrig rigtigt blev “klar” – og derfor aldrig rigtig fik gjort noget ved deres planer. Selvom de i princippet havde været “klar nok” i årevis.

2) Dem der så på arbejdslivet som en “leg for voksne” og kastede sig ud i udfordringerne, mest af alt fordi de syntes, det var rigtig sjovt. Velvidende, at de ville komme til at begå en masse fejltagelser undervejs – men også med optimismen omkring, at dem kunne man altid lære noget af og “what doesn’t kill you makes you stronger”. I deres verden var det at give det en chance, vove forsøget, tage springet i sig selv næsten vigtigere, end det, der kom ud af det. Og rigtig mange af dem, var så også dem, der strøg gennem karriereudviklingen ret ubesværet på vej mod toppen. Og havde det sjovt, mens de gjorde det. Det var lidt ligesom de spillede fodbold med gutterne eller sad foran computerspillet derhjemme.

Man bliver aldrig klar, hvis man ikke går igang

Det var en kæmpe aha-oplevelse for mig. For jeg kender SÅ godt den perfektionistiske trang til at holde på mine tanker, indtil de er modnet. Altid lige at synes, jeg kunne forberede mig LIDT bedre, læse LIDT mere, tænke LIDT mere over det, inden jeg kaster mig ud i noget nyt.

Men samtidig siger AL erfaring mig jo efterhånden også, at de projekter, det efterhånden er lykkedes mig at føre ud i livet, udelukkende er blevet til noget, fordi jeg kastede mig ud i dem. Accepterede, at jeg ALDRIG ville blive rigtig klar, fordi processen med at føre tingene ud i livet i sig selv er et del af “klargøringen”. Det er først, når jeg begynder at dele tankerne med andre, at jeg finder ud af, hvad der fænger og fungerer, hvordan det skal skæres til, hvem der kan hjælpe med at realisere ideen, om der allerede findes en masse andet, der ligner, hvad andres erfaringer har været.

De gange, hvor jeg har troet, at jeg skulle vide det hele forhånd og har forberedt mig i en uendelighed, før jeg endelig kom igang, er det til gengæld ofte gået rigtig skidt. Fordi jeg ikke havde fået stukket en finger i jorden på de rigtige tidspunkter for at sikre, at ideen var relevant for andre end mig selv og finde nogle gode allierede, der kunne hjælpe mig med at føre den ud i livet. Min erfaring siger mig, at hvis jeg venter og venter til jeg selv tror, jeg er helt klar, bliver jeg aldrig klar. For jeg vil altid føle, at jeg kan blive lidt mere klar, eller at timingen kunne blive lidt bedre. Og hvis jeg så alligevel skulle føle mig klar og endelig give det chancen, er chancen for succes langt mindre. Fordi jeg har snydt mig selv for en masse vigtige justeringer undervejs.

Dette indlæg handler absolut ikke om at slække på kvalitetskravene. Tværtimod synes jeg, man skal sætte barren højt og være ambitiøs med alt, hvad man laver. Men det handler om at udfordre sin egen opfattelse af, hvad der skal til, før man er klar til at gå i gang – og lære sig selv at gøre udviklingsprocessen til en del af klargøringen. Ikke at vente på et øjebliks klarsyn, der sandsynligvis aldrig kommer.

Og det gælder jo i alle aspekter af livet

Nu udsprang min opmærksomhed fra en undersøgelse i toppen af det “blå erhvervsliv”. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere står det klart (sic!) for mig, hvor ofte trangen til at være “klar” i det hele taget blokerer vores handlekraft. Langtfra kun i erhvervslivet – men når det i det hele taget handler om at føre vores drømme og planer ud i livet.

Der er så mange situationer, hvor vi venter på et gyldent øjeblik af fuldstændigt overskud, overblik og klarsyn, før vi får gjort noget ved det, vi har allermest lyst til. Skrevet på dén bog, der ligger og rumsterer i baghovedet. Dyrke vores maleri, klaverspil, venner, vandre-glæde, grønne fingre, mekaniker-lyster eller yogapositurer meget mere. Tabe 10 kilo, holde op med ryge, drikke mindre kaffe og alkohol, spise sundere, grovere, grønnere. Få meget mere sex, gå mere med knaldrød læbestift og høje hæle, være en “bad boy” (eller hvad, det nu er, I går og drømmer om, drenge), forelske os hovedkuls, tage os sammen til at blive skilt, hvis det er det, der skal til. Se vores venner mere, gå til flere koncerter, lave flere avishatte med ungerne, invitere til spontane gilder… vi skal altid bare lige over på den anden side af en stor deadline, over i den næste uge, måned eller nye år, lige have styr på flankerne, men SÅ skal den også have fuld skrue på alt det, vi har så meget lyst til. Det, der skulle være livet.

Nu er det vestlige-menneskesind (heldigvis/uheldigvis?) skruet meget nådigt sammen. For tilsyneladende glemmer vi hver gang, at der givetvis tårner sig en ny deadline, børnesygdom, uventet udgift eller sure sokker op i horisonten, som vi så bare LIGE skal klare (sic!) før vi får gjort noget ved drømmene. Men vi bliver nødt til at lære at handle på vores drømme og føre dem ud i livet, selvom situationen omkring os ikke er optimal. For det bliver den aldrig.

Hvornår er du klar nok til at rykke på din indre borgerlyst?

Og den samme mekanisme gør sig gældende ved vores samfundsengagement og borgerlyst. Mens vi har arbejdet med Borgerlyst har vi vanvittigt mange gange hørt folk fortælle om de mest fantastiske ideer, de havde sådan lyst til at gøre noget ved. Ideer, som vi er helt enige med dem i ville forandre samfundet til det absolut bedre. Men også her lyder det igen og igen: jeg skal bare lige være helt klar… Og igen kender jeg det åh så godt selv. Det ligger også dybt begravet i min indre pligtopfyldenhed og perfektionisme gerne at ville være helt klar, før jeg får rykket på noget. I den bedste af alle verdener skal alting være stort anlagt, lækkert, velfungerende fra start… Men efterhånden har jeg lært at acceptere, at jeg ikke lever i den bedste af alle verdener – og at jeg aldrig får gjort noget ved noget, hvis ikke jeg bare går igang. Selvom det så ikke fra start bliver helt så optimalt, som jeg kunne have ønsket mig.

For Andreas’ og mit vedkommende, ville vi aldrig have startet Borgerlyst, hvis vi ikke fra starten havde aftalt, at det hele skulle have lov at forblive “i beta” – under udvikling. En acceptabel fejltilstand. Grundvilkårene for vores arbejde med Borgerlyst er, at vi selv er helt almindelige borgere, der laver det hele i vores fritid uden nogen former for støtte. Vi kommer jo ALDRIG nogen sinde til at vide alt om demokratiet, vi har pr. definition ingen penge til at gøre noget som helst for, og vi er nødt til at gøre det i vores fritid. Og vi bliver sgu da aldrig klar.

Det bliver aldrig perfekt. Men det er heller ikke målet. For det behøver jo ikke at betyde, at vi ikke kan sige NOGET om noget, begynde at sætte samtaler i gang, udforske potentialerne – og invitere alle jer andre til at være med til at hjælpe os.

Vi var heller ikke helt klar til at udskrive FOLKETS VALG – men nu findes det

Og nej, selvom vi havde lavet en “21-dages-plan” for valgkampen var vi heller ikke “klar” da, Lars Løkke udskrev valget. Men vi var “klar nok” til at sætte NOGET i gang og trykke på vores egen valgknap præcis klokken 11. Men Andreas var på to-ugers kursus i permakultur på Fyn uden computer, da valget blev udskrevet. Og jeg havde sådan ca. den travleste weekend i mit liv lige rundt om hjørnet. Det kunne næppe have passet dårligere. Men vi var klar nok til at sætte NOGET igang. Og så justerer vi hen ad vejen efterhånden som vi finder ud af, hvad der fungerer – og efterhånden som små tidslommer dukker op. Kunne det have været bedre, mere tjekket og mere perfekt. Ja, uden tvivl – og vi lærer rigtig meget af det her og nu. Men ikke desto mindre findes FOLKETS VALG faktisk og folk melder sig til og deltager og spreder ordet. Det fungerer i en acceptabel fejltilstand. Selvom vi langt fra var helt klar. Men heldigvis var vi enige om, at vi klar nok.

Hvad går du og gør dig klar til? Og er du i virkeligheden ikke klar nok til at gå i gang med det samme?

10 comments