#6 Andreas: Hvilken fejltaglese har du lært mest af?

#6 Andreas: Hvilken fejltaglese har du lært mest af?

Shakespeare sagde, at verden er en scene og vi er alle blot skuespillere på den. Men tilsyneladende er der ingen, der kender stykket, og alle improviserer bare så godt de kan.

Vores samfund er i konstant udvikling. I beta. Den kaster hele tiden nye problemer, dilemmaer og konflikter af sig, som vi ikke har mødt før. Vi er altid bagefter og må hele tiden prøve os frem, usikre på, om vi er på rette vej.

Det betyder selvfølgelig også, at vi kommer til at begå en masse fejl. For det meste er det små og uskyldige fejl, der kun irriterer os selv. Andre gange er det større fejl, der kan være til besvær for andre eller som koster mange penge. Og nogle sjældne gange er det alvorlige fejl, der kan være til fare for dit eget eller andres liv og sikkerhed.

Vi prøver selvfølgelig at undgå at begå fejl fordi vi gerne vil undgå irritationen, besværet, omkostningerne og farerne, der knytter sig til dem. Men vi kan alligevel ikke undgå at begå fejl. Og gudskelov for det, for det er den vigtigste måde vi kan lære på.

I stedet for at krympe os og ærgre os hver gang vi begår en fejl burde vi slå ud med armene og udbryde “How fascinating!” – for det er endnu en anledning til at lære og glæde os over al den viden, erfaringer og nye muligheder, som fejlene bringer med sig. For det er kun sådan vi bliver klogere og kan være med til at udvikle samfundet.

Det kan være, at du rystede overbærende på hovedet da du så slåfejlen i dagens spørgsmål, men vi er ikke altid så overbærende overfor andres fejl. Hele den offentlige sektor, og ikke mindst politikerne, er blevet frygtelig angste for at begå fejl. De prøver at dække sig ind på alle mulige måder og sikre, at reglerne og love er så præcise som overhovedet muligt, så det i hvert fald ikke er deres skyld, hvis noget går galt. Og det er meget, meget sjældent, at vi hører dem indrømme, at de har taget fejl.

Hvordan skal vi kunne udvikle samfundet hvis vi ikke giver plads til fejltagelser, og dermed heller ikke giver plads til læring? Hvilken af dine mange fejltagelser har du lært mest af? Hvorfor er du så dårlig til at indrømme, når du tager fejl? Hvorfor er du så dårlig til tilgive andres fejl?

Med tak til Steen og Stoffer.

2 comments

Post your comment