Sammenskud Live idé: Bottom-up lovgivning

Hvordan kan vi gøre udviklingen af politik og love mere åben og lettere at deltage i?
Hvordan kan man skabe løbende samtaler omkring lovudviklingsarbejdet på samme måde, som det sker i f.eks. open source-miljøet?

Eksperiment: Folkets Valg

Undren: Når der er valgkamp føles det ofte som om politikerne diskuterer hen over hovedet på vælgerne. De diskuterer tal og enkeltsager, vælgerne ikke har en chance for at forholde sig til – og alt for ofte bliver det til en skyttegravskrig, hvor ingen lytter til hinanden. Hvad ville vælgerne egentlig selv sætte på dagsordenen, hvis vi havde valget – og hvordan ville vi så snakke om det?

Prototype: Da Lars Løkke Rasmussen udskrev valg i 2011 udskrev Borgerlyst også valg. Folkets Valg. En alternativ valgkampagne, hvor deltagerne hver dag klokken 11 modtog en SMS med et spørgsmål, de kunne snakke med kolleger og familie om i frokostpausen. På den måde satte vi gang i nogle alternative samtaler om politik, demokrati og de handlinger og valg, borgerne foretager i deres egen hverdag.

#4 Andreas: Hvor meget er du værd?

Vi er ikke meget for at identificere os selv som rige. Vi kan altid pege på nogen der har flere penge end os. Hvornår er man egentlig rig? Er du rig eller fattig? Får du det, som du er værd?

#6 Andreas: Hvilken fejltaglese har du lært mest af?

Vi kan ikke undgå at begå fejl en gang imellem. Men i stedet for at krympe os og ærgre os burde vi glæde os over al den viden og nye muligheder, som vores fejl kan bringe med sig. Hvilken af dine mange fejltagelser har du lært mest af?

#8 Andreas: Hvad tager du stilling til?

Politik handler overraskende meget om følelser og mavefornemmelser. Så når vi lytter til politikerne handler det mindst lige så meget om deres kropssprog og stemmeleje som deres argumenter. Hvad tager du egentlig stilling til, når du ser politik i TV?

#12 Andreas: Hvornår har du fået nok?

Hvis der er een ting, som politikere og økonomer er enige om, så er det, at vi har brug for mere vækst. Men vi måler vækst i BNP, der forudsætter, at vores privatforbrug bliver ved med at stige. Men kan vi blive ved med at købe mere og mere for hvert år der går?
Hvor meget har du brug for? Hvornår har du fået nok?